På dagsordenen 19. oktober, Kultur- og Fritidsudvalget, Horsens
KF Retningslinje for godkendelse af lokaletilskud til mere end én lokation
En forening har henvendt sig til Horsens Kommune med en ansøgning om lokaletilskud til en ekstra lokation, der er placeret i en anden kommune.
Kort fortalt
- Hvem
- Kultur- og Fritidsudvalget, Horsens Kommune
- Hvornår
- Mandag 19. oktober 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet mandag 19. oktober 2026. Du finder dem på horsens.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktionen indstiller, at
1. Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at der kun kan gives lokaletilskud til lokationer, der er beliggende i Horsens Kommune.
2. Kultur- og Fritidsudvalget godkender en justering af retningslinjerne for tildeling af lokaletilskud.
Sagsfremstilling
Administrationen har modtaget en ansøgning fra en forening i Horsens Kommune om mulighed for at opnå lokaletilskud til en ekstra lokation beliggende i en anden kommune.
Folkeoplysende foreninger er ifølge folkeoplysningsloven berettiget til at få lokaletilskud til lokaler, der anvendes til foreningens aktiviteter. En forening kan også få lokaletilskud til flere lokationer. En ansøgning kan dog afvises, hvis det vurderes, at den ekstra lokation medfører væsentlige merudgifter for Kommunen. Horsens Kommune har ikke tidligere modtaget ansøgninger om lokaletilskud til ekstra lokationer.
Ansøgningen fra foreningen giver anledning til en principiel drøftelse af, hvorvidt Horsens Kommune ønsker at yde lokaletilskud til lokationer beliggende uden for Horsens Kommune.
Folkeoplysningsloven begrænser ikke lokaletilskud til lokaliteter inden for kommunens grænser, men Kultur- og Fritidsudvalget har mulighed for at træffe beslutning om, at tilskud kun kan gives til lokaliteter beliggende i Horsens Kommune.
Folkeoplysningsrådet har drøftet ansøgningen på deres møde den 15. september 2026 og anbefaler, at Kultur- og Fritidsudvalget træffer beslutning om, at lokaletilskud kun gives til lokaler, der er placeret i Horsens Kommune.
Administrationen anbefaler, at lokaletilskud ud fra et lokalitetsprincip, kun gives til lokaler, der skaber aktivitet i Horsens Kommune.
Der er vedlagt et forslag til justering af retningslinjerne for tildeling af lokaletilskud, så retningslinjerne beskriver, hvordan en forening kan opnå lokaletilskud til flere lokationer samt præciserer, at der kun gives lokaletilskud til lokationer i Horsens Kommune.
/LPH
Kilde: Horsens Kommune, Kultur- og Fritidsudvalget, dagsorden fra mødet mandag 19. oktober 2026, punkt 6. Læs den originale sag hos kommunen.