Ikast-Brande
Skift kommune
KøbenhavnIkast-BrandeAlle kommuner

Besluttet 21. september, Seniorrådet, Ikast-Brande

Sundhedsreform: Orientering om afledte effekter for den kommunale sygepleje

Direktøren for Voksenområdet indstiller, at orienteringen om afledte effekter for kommunal sygepleje tages til efterretning.

Ældre og sundhed

Kort fortalt

Hvem
Seniorrådet, Ikast-Brande Kommune
Hvornår
Mandag 21. september 2026
Status
Besluttet. Taget til efterretning. Hans Henrik Feldbæk Gaardsøe og Jan Kristensen Fonnesbæk havde afbud til mødet. Behandlingsforløb Seniorrådet 21. september 2026 Tidligere udvalgsbeslutninger Sundheds- og Ældreudvalget 26. august 2026 Taget til efterretning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Direktøren for Voksenområdet indstiller, at
orienteringen om afledte effekter for kommunal sygepleje tages til efterretning.

Sagsfremstilling

I denne sag gives Seniorrådet en indføring i ændringer af den kommunale sygepleje. Sagen er
en skriftlig orientering og vil derfor ikke blive gennemgået på mødet. Eventuelle spørgsmål eller
behov for uddybning kan tages op under mødet.
Den kommunale sygepleje
Som følge af Sundhedsreformen sker der betragtelige ændringer i de ydelser, som den
kommunale sygepleje fremadrettet skal levere. Mens den kommunale sygepleje fortsat vil have
en central rolle i det nære sundhedsvæsen, ændres både ansvar, opgaver og
samarbejdsflader.
Ikast-Brande Kommune skal fortsat samarbejde tæt med regionen, almen praksis og øvrige
aktører om at sikre sammenhængende patientforløb, hvor langt mere behandling og pleje skal
foregå i eller tæt på borgerens eget hjem, for eksempel ved hjælp af digitale løsninger og
specialiserede hjemmebehandlingsteams. På trods af, at ansvaret for denne opgave ligger i
sundhedsrådene, må det forventes, at den ændrede tilgang vil medføre en stigning i antallet af
komplekse borgere i eget hjem, som vil kræve ydelser fra den kommunale sygepleje.

Reformen medfører desuden, at myndighedsansvaret for de nuværende kommunale
akutfunktioner overgår til regionerne fra 2027. Der forventes en ny kvalitetsstandard fra statslig
side, for den kommunale sygepleje efter sundhedsreformen. Sundhedsstyrelsen har udgivet
foreløbige sigtelinjer, hvor det er tydeligt, at en del af de opgaver som den nuværende
kommunale akutfunktion har løst, fortsat vil tilfalde kommunen, på trods af at økonomi er
fjernet fra kommunerne. Kvalitetsstandarderne forventes klar i indeværende år med høring i
september og endelig udstedelse i december.
Parallelt med sundhedsreformen skal dele af den kommunale sygepleje integreres med den
helhedspleje, som er indført med den nye ældrelov. Målet er at skabe større sammenhæng og
kvalitet i indsatserne for især ældre borgere med komplekse behov. Den kommunale sygepleje
skal derfor i endnu højere grad at indgå som en integreret del af tværfaglige og borgernære
forløb.
Data fra den nuværende akutfunktion viser, at især plejecentre har rekvireret
akutsygeplejersken i aftenvagterne, med behov for hjælp til sygeplejefaglige vurderinger, eller
sikker medicinering. Det er for eksempel et krav, at der foretages en sygeplejefaglig vurdering,
hvis en borger er faldet. I nogle tilfælde vil det også blive aktuelt med kontakt til den nye
regionale akutfunktion, men det forventes at de kun modtager henvendelser fra sygeplejersker.
Dette medfører en ny opgave til de kommunale sygeplejersker i form af et sygeplejefagligt
mellemled mellem de kommunale enheder og regionen.
Aftenvagten opnormeres med én ekstra sygeplejerske, som dækker nord og syd. Udvidelsen af
den udekørende sygepleje skal føre til et tættere samarbejde med plejecentre, og mulighed for
kompetenceløft af SOSU-medarbejdere i aftenvagten.
I nattevagten vil der efter akutfunktionens flyt til regionen kun være én sygeplejerske til at
dække alle kommunens enheder, inklusiv socialafdelingen. I nattevagten er det en vigtig
opgave at understøtte terminale forløb, men også i høj grad at foretage sygeplejefaglige
vurderinger i akutte situationer. Hvis den kommunale sygeplejerske er optaget, eller geografisk
er for langt væk, vil der være risiko for at kommunen ikke kan levere den nødvendige service
overfor behandlingskrævende borgere. Det kan føre til unødige indlæggelser for borgere og
dårlig udnyttelse af offentlige midler, såvel kommunale som regionale.
Sygeplejersken i nattevagt har i høj grad en funktion som beredskab ved uforudsete
hændelser, og denne funktion bliver for sårbar, med kun én på vagt.
Implementeringen af Sundhedsreformen og Ældreloven stiller store, og i nogen grad
modsatrettede krav til den kommunale sygepleje, som kommer til at skulle løse
sygeplejefaglige opgaver og yde sparring på plejecentre og bosteder, samtidig med at der skal
ske en integration med helhedsplejen. Samtidigt er det afgørende at Ikast-Brande Kommune
fortsat formår, at yde en fortsat god service overfor borgerne i kommunen.
Med afsæt i det ændrede krav til den kommunale sygepleje og en kortlægning af den
kommunale opgave, sammenholdt med beskrivelser af Sundhedsreformens og Ældrelovens
effekter, peger administrationen på behovet for en løsning, der sikrer, at Sundhed og Ældre
tilbyder korrekt sygepleje. Målet er at den kommunale sygepleje fortsat leverer en sikker

opgaveløsning og lever op til lovmæssige krav samt de forventninger som borgerne har.
Nattevagten og aftenvagten udvides derfor hver med én ekstra sygeplejerske.
Ændringerne i sygeplejens opgaver og bemanding sker som en direkte konsekvens af
Sundhedsreformen og forventes at beløbe sig til 2,6 mio. kr. årligt. Administrationen
indarbejder omkostningerne til den ændrede opgaveportefølje i den kommunale sygepleje som
en teknisk korrektion i budget 2027-2030.

Budgetmæssige konsekvenser
Ingen.

Beslutning

Taget til efterretning.
Hans Henrik Feldbæk Gaardsøe og Jan Kristensen Fonnesbæk havde afbud til mødet.

Behandlingsforløb
Seniorrådet 21. september 2026

Tidligere udvalgsbeslutninger
Sundheds- og Ældreudvalget 26. august 2026
Taget til efterretning.

Kilde: Ikast-Brande Kommune, Seniorrådet, referat fra mødet mandag 21. september 2026, punkt 11. Læs den originale sag hos kommunen.