Besluttet 8. oktober, Teknik-, Natur- og Miljøudvalget, Kalundborg
Orientering om et EU-støttet byudviklingsprojekt for Kalundborg bymidte
Anbefales. Afbud: Svend Müller
Kort fortalt
- Hvem
- Teknik-, Natur- og Miljøudvalget, Kalundborg Kommune
- Hvornår
- Torsdag 8. oktober 2026
- Status
- Besluttet. Anbefales.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Resume og sagens baggrund
I samarbejde med Kalundborgegnens Erhvervsråd og Destination Sjælland har Kalundborg
Kommune ansøgt og fået tilsagn om støttemidler fra EU's Regionalfond til to indsatser,
henholdsvis i Høng og Kalundborg bymidter.
Denne sag omhandler projektet i Kalundborg. Administrationen orienterer om rammer, formål, organisering og
samarbejde samt proces og leverancer. Kommunalbestyrelsen blev på mødet den 24. juni 2026 orienteret om
projektet i Høng.
Indstillinger
Direktøren indstiller, at orienteringen tages til efterretning.
Behandling
Teknik-, Natur- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget, Kommunalbestyrelsen.
Baggrund
Vores handelsmønstre og brug af byerne er under forandring i hele Europa. Samtidig sker der en migration
fra land til by, som særligt påvirker de mindre provinsbyer. Derfor har EU afsat en særlig pulje til at
understøtte en omstilling, der skal skabe mere liv i og sikre levende og attraktive bymidter i mindre og
mellemstore byer på tværs af hele Danmark. Samtidig stiller planloven krav om, at kommunerne skal arbejde
strategisk med at udvikle bymidter i byer med mellem 4.000 og 20.000 indbyggere. I Kalundborg Kommune
gælder det Kalundborg og Høng.
Den strategiske planlægning skal bidrage til at sætte et nødvendigt og vedvarende fokus på
udviklingsmuligheder og planlægningen for bymidten og sikre et tættere samspil mellem kommunen og
erhvervs- og foreningslivet i byen. Begge byer er efter ansøgning blevet tilgodeset med statslige EU-midler til
byudvikling primo 2025. EU-midlerne skal bidrage til at styrke byernes attraktivitet, handelsliv, opholds- og
mødesteder samt den grønne og bæredygtige udvikling af bymidterne.
Formål med Kalundborgprojektet
Kalundborgprojektet "Det bedste, når nær og fjern smelter sammen" bygger videre på den
strategiske helhedsplan for Kalundborg Bymidte og Lokalplan 580 for Kordilgadeområdet.
Projektet bygger på tre spor, som tilsammen skal styrke Kalundborgs bymidte: etablering af et
bystrategisk samarbejde (herefter kaldet Bysamarbejdet), kompetenceløft til bymidtens
virksomheder og fysiske ændringer i Kordilgade. De fysiske tiltag skal styrke omdannelsen til
en levende, grøn og sammenhængende bymidte med inkluderende og multifunktionelle byrum,
der gør bymidten til et naturligt samlingspunkt for handel, kultur og fællesskaber, og hvor
internationalt og lokalt byliv mødes i en sammenhængende helhed.
Bysamarbejdet
Som en del af Kalundborg Bymidteprojekt er der etableret et bystrategisk samarbejde, hvor
Kalundborg Kommune indgår sammen med Erhvervsrådet, Vores Kalundborg,
Markedsføringsudvalget, Destination Sjælland og Dansk Erhverv. Bysamarbejdet kan invitere
andre interessenter ind for fast eller projektspecifik deltagelse.
Bysamarbejdet fungerer som en fælles platform for dialog, videndeling og koordinering i
arbejdet med Kalundborg bymidte. Der er indgået en samarbejdsaftale, som forpligter de
deltagende parter til at medvirke til samarbejde, vidensdeling og forankring af projektet (se
bilag 1).
Bysamarbejdet faciliteres af Kalundborgegnens Erhvervsråd via en konsulent med erfaring
inden for bymidteudvikling. Erhvervsrådet er tovholder på indsatsen omkring kompetenceløft,
mens Kalundborg Kommune er tovholder på udførelse af de fysiske indsatser i gågaden.
I første halvdel af 2026 har Bysamarbejdet arbejdet med igangsættelse af kompetenceløft,
udpegning og inddragelse af målgrupper, og med analyse af, hvilke problemstillinger og
muligheder der kan løses indenfor projektets rammer. Derefter har Bysamarbejdet udvalgt de
fysiske indsatser, som ifølge tildelingsbetingelserne skal godkendes af Erhvervsstyrelsen
senest september 2026.
Tidsplan og økonomi
Projektet er igangsat ultimo 2025. Efteruddannelse og de fysiske indsatser skal være afsluttet
med udgangen af 2028. Det er hensigten, at Bysamarbejdet på dette tidspunkt er godt
etableret som et blivende samarbejde.
Projektets samlede budget er 11,6 mio. kr. Heraf finansieres 6,9 mio. af Regionalfonden, 2,8
mio. via de timer, de 40 virksomheder bruger til deltagelse i kompetenceløft, 500.000 kr. fra
Kalundborgegnens Erhvervsråd, 300.000 kr. fra anden ekstern samarbejdspartner og 1 mio. af
Kalundborg Kommune via den løbende drift.
Se nærmere beskrivelse af fordeling af indsatserne i gågadens knudepunkter samt økonomi på
de enkelte indsatser i bilag 2.
Målgruppeinddragelse
Projektet har særligt fokus på følgende målgrupper:
Butikker/erhvervsdrivende i bysamarbejdet – inddraget ved idémøde
Børnefamilier – inddraget ved en spørgeskemaundersøgelse
Unge og studerende – inddraget ved en konkurrence om et nyt mødested og generelle
ønsker til bymidten
Internationale tilflyttere – inddraget ved to dialogmøder og byvandring
Turister – afdækket ved temamøde ved hjælp af parterne i Bysamarbejdet og Museum
Vestsjælland.
Inddragelsen gav mange gode input til, hvordan bymidten kan forbedres for de adspurgte
brugergrupper. En del af disse forbedringsønsker kan indtænkes i det igangværende projekt,
mens andre ligger udenfor projektets rammer. I bilag 3 ses et uddrag af de indkomne
bemærkninger samt idévisualiseringer af de udvalgte indsatser. Visualiseringerne er lavet ved
hjælp af AI og må ikke betragtes som en præcis gengivelse af de påtænkte indsatser.
Fysiske tiltag i projekt – valg af indsatser
Grønne ankomster til gågaden
Bedre opholdskvalitet
Interaktionsmuligheder og legende elementer
Kunst og formidling i portpassager
Skiltning og oplevelsesloops
Sikring og understøttelse af samspil mellem kompetencespor og det fysiske spor.
Indsatser, som projektet kan berøre, men som kræver særskilt godkendelse i Teknik-, Naturog Miljøudvalget inden udførelse
Ændret udformning af Øen: Borgerinddragelsen viser, at Øen opleves som en naturlig del
af gågaden, selvom området i dag anvendes til dobbeltrettet trafik og parkering. Samtidig
efterspørges et grønnere og mere attraktivt byrum med bedre muligheder for ophold, leg,
midlertidige aktiviteter og byliv. Disse ændringsønsker er i direkte overensstemmelse
med fremtidsscenariet i lokalplan 580. I forbindelse med bymidteprojektet vil muligheder
og ønsker blive drøftet med grundejere og erhvervsdrivende, hvorefter eventuelle
scenarier forelægges udvalget til politisk drøftelse.
Justering af ledelinjernes placering: Den nuværende placering af ledelinjer i Kordilgade
begrænser mulighederne for ophold, udeservering, vareudstilling og andre
bylivsaktiviteter langs facaderne. I bymidteprojektet kan det undersøges, om ledelinjerne
på udvalgte strækninger kan flyttes inden for gadens midterområde for at skabe større
fleksibilitet og bedre muligheder for ophold og byliv, samtidig med at tilgængeligheden
opretholdes.
Økonomiske konsekvenser
Ingen økonomiske konsekvenser.
Beslutning
Anbefales.
Afbud: Svend Müller
Kilde: Kalundborg Kommune, Teknik-, Natur- og Miljøudvalget, referat fra mødet torsdag 8. oktober 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.