København
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 18. maj, Klima-, Miljø- og Teknikudvalget

Sauna og vinterbadeklub ved Havnegade 16-20, Indre By

Klima-, Miljø- og Teknikudvalget skal tage stilling til, om Klima-, Miljø-og Teknikforvaltningen skal meddele tilladelse til sauna- og vinterbadeklub ved Havnegade.

Klima og grønt

Steder i sagen: Havnegade

Kort fortalt

Forslaget
  • Der meddeles byggetilladelse til det ansøgte og
Hvem
Klima-, Miljø- og Teknikudvalget
Hvornår
Mandag 18. maj 2026
Status
Besluttet. Den således ændrede indstilling blev godkendt uden afstemning.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Næste skridt
Når Klima-, Miljø- og Teknikudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen meddele tilladelse til det ansøgte projekt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-,
Miljø- og Teknikudvalget godkender,

• at der meddeles byggetilladelse til det ansøgte og
tidsbegrænset dispensation i fem år fra lokalplanen til den ansøgte
ændring af kajkanten.

Problemstilling

Glaecier har
søgt om byggetilladelse og dispensation fra lokalplan 512 ”Nyhavn og
Gammelholm” fra 2015 til etablering af et flydende anlæg på betonpontoner ud
for Havnegade 16-20 (bilag 2 ansøgningsmateriale).

Projektet
forudsætter byggetilladelse og en dispensation fra lokalplanens bestemmelser om
ændring af kajens konstruktion og kant mod vandet
(kajsætningen), ved etablering af en adgangsrampe, fastmonteret med
bolte på kajsætningens lodrette side og tilpasning af bolværkshammerens højde.
Bolværkshammeren er den øverste kant på kajsætningen. Ændringerne kræver
dispensation fra lokalplanens § 5, stk. 4, vedr. udformning af
bolværker langs Inderhavnen.

Projektets
særlige placering og antal høringssvar er anledning til, at Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen ønsker Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets stillingtagen
til projektet.

Løsning

Det
ansøgte anlæg har kapacitet til 150 personer, fordelt på både sauna- og poolområde. Saunaen har kapacitet på ca. 50 personer.
Saunaanlægget består af to forbundne flydende enheder og en adgangsrampe, med
en længde på ca. 35 m, der opfylder tilgængelighedskrav ved at give
niveau-udlignende adgang for kørestolsbrugere og gangbesværede. Rampen
fastmonteres på den lodrette side af kajkanten. Kajkantens bolhammer tilpasses
ud for adgangsrampens indgang. Denne tilpasning foretages, så man kan komme
niveaufrit fra kajkant til saunaanlæggets adgangsrampe.

Den ene
flydende enhed indrettes med sauna- og omklædningsfaciliteter. Den anden
flydende enhed indrettes med pool.

Det
samlede anlæg er ca. 41 m langt og ca. 11 m bredt (inklusive adgangsbroen) og
har et samlet areal på ca. 451 m². Ifølge ansøgningsmaterialet er saunaens
taghøjde 1,45 m over kajkanten ved normal vandstand.

Kommunen
kan vælge at dispensere fra lokalplanens bestemmelser om ændring af kajsætningens nuværende udformning, og
har derfor gennemført en naboorientering efter planloven.

Lokalplanens
bestemmelser for vand er ikke gyldige, da de er tilvejebragt på et tidspunkt,
hvor der ikke var hjemmel i planloven til at lokalplanlægge på vandarealer uden
for byomdannelsesområder. Planlovens bestemmelser er siden lavet om og muliggør
nu, at der for lokalplaner vedtaget efter 1. januar 2024 kan reguleres for
vandarealer inden for en havns dækkende værker. Var den gældende lokalplans
bestemmelser gyldige på vand, ville der være mulighed for at placere husbåde af mindre omfang (30 m) på den ansøgte placering.

I
Kommuneplanrammerne i Kommuneplan 2024 for Vandområder (V) er det angivet, at
der kan placeres op til 4 større fartøjer (70 m) med publikumsrettede
funktioner for den del af det udpegede (V*) rammeområde som det ansøgte
saunaanlæg er placeret i.

Da
lokalplanen ikke gælder for vandarealet, skal bebyggelsens samlede omfang og
indvirkning på omgivelserne, fastlægges ved en helhedsvurdering efter
bygningsreglementet. Ved denne vurdering skal forvaltningen lægge vægt på, hvad
der er sædvanligt eller tilstræbt i området. Hvis det sædvanlige ikke kan
fastlægges, kan forvaltningen lægge vægt på det tilstræbte i området.
Forvaltningen vurderer umiddelbart, at det sædvanlige omfang af bebyggelse på
vandarealet i området ikke kan fastlægges, og at der derfor skal lægges vægt på
det tilstræbte. Forvaltningen har i forhold til det tilstræbte vægtet
Kommuneplanen 2024 højere, da denne er nyere end lokalplanen (2015).

By &
Havn har som havnemyndighed og bolværksejer givet tilladelse til badeanlægget.
Tilladelsen begrundes med at de flydende konstruktioner ikke vil være til gene
for den øvrige trafik i havnen, da der opretholdes en sejlrende på ca. 90 m, og
at udsigten fra bolværket i Havnegade ikke bliver væsentligt påvirket, pga.
konstruktionernes lave højde. Et vilkår for tilladelsen er, at ”Badeanlægget og
de tilhørende faciliteter skal være offentligt tilgængelige i åbningstiden. By
& Havn definerer offentlig tilgængelighed som, at alle skal have lige
adgang forstået på den måde, at der ikke må fastsættes en pris eller reserveres
pladser eller tidspunkter, som urimeligt forfordeler medlemmers adgang til brug
af badeanlægget.” Forvaltningen kan ikke håndhæve By & Havns vilkår.

Forvaltningens
afgørelse har betydning for, hvad der fremadrettet kan forventes at opnå
tilladelse til i området.

Forvaltningens vurdering

I en
helhedsvurdering efter bygningsreglementet vil forvaltningen vurdere, at det
tilstræbte på vandarealet efter kommuneplanen, omfatter anlæg i det ansøgte
omfang og at der derfor meddeles byggetilladelse til det ansøgte projekt og
tidsbegrænset dispensation til den ansøgte ændring af kajkanten. Dispensationen
fra lokalplanen kan gives tidsbegrænset, da det vurderes, at man ikke ønsker en
permanent ændring af kajkanten som ansøgt. Der lægges vægt på, at ændringen af
kajkanten er reversibel, så kajkanten uden større indgreb kan tilbageføres til
det oprindelige.

Naboorientering

Sauna- og
vinterbadeklub har været i høring ved Indre By Lokaludvalg, og i
naboorientering efter planloven fra den 15. december 2026 til den 19. januar
2026. Forvaltningen har modtaget 251 høringssvar og indsigelser fra naboer og
borgere jf. bilag 3. Bemærkninger indsendt fra sociale medier indgår ikke i
bilaget. Forvaltningens bemærkninger fremgår af bilag 4.

Høringssvar
fra lokaludvalg
Indre By Lokaludvalg har sympati for Glaeciers
saunaanlæg-projekt, idet lokaludvalget forudsætter, at det er et tilbud til
lokale beboere. Lokaludvalget havde i første omgang sendt et høringssvar, hvor
de ønskede at behandlingen af projektet sættes i bero, indtil der foreligger en
samlet plan for anvendelsen af vandarealet ud for Indre By og indtil der
foreligger en lokalplan for vandarealet ud for Havnegade. I et opdateret
høringssvar skriver lokaludvalget, at projektet ikke bør afvente udarbejdelse
af planer.

Høringssvar
fra Gammelholm Beboerforening
Gammelholm Beboerforening gør indsigelse mod projektet, bl.a. fordi adgang til
anlægget forudsætter privat medlemskab, hvilket begrænser den frie offentlige
adgang, og at saunaanlægget derfor strider mod intentionerne i lokal- og
kommuneplanen. Beboerforeningen vurderer desuden at høringsmaterialet er
misvisende i forhold til målestoksforhold og proportioner. Beboerforeningen
har foranlediget at over 500 personer har skrevet under på ”Nej tak til privat
sauna- og badeklub på Havnegade”.

Høringssvar
fra borgere
Hovedparten af høringssvarene (235) giver udtryk for, at de synes godt om
projektet. Mens der er 13 høringssvar imod projektet. Fire høringssvar er
neutrale. Hyppigst er der i disse høringssvar udtrykt bekymring for, at et
medlemsbaseret saunaanlæg ekskluderer offentlighedens adgang til saunaen og
privatiserer kajkanten og vandarealet. En større andel af indsigelserne har
omhandlet, at der ikke bør gives tilladelse til projektet, uden en forudgående
udarbejdelse af ny lokalplan for vandarealet ud for Havnegade, eller at der
udarbejdes en forudgående helhedsplan for vandområderne i Københavns Havn.

Forvaltningens
bemærkninger
I forhold til de negative tilkendegivelser om begrænset offentlig adgang
bemærkes, at forvaltningen ikke kan regulere hvem, der har adgang til
badeanlægget, hverken efter byggelov eller planlov. I henhold til byggeloven
kan der ikke stilles vilkår om åbningstider. Projektet forudsætter ikke
dispensation fra lokalplanen til anvendelsen, hvorfor der heller ikke kan
stilles vilkår om åbningstider i henhold til Planloven. Der kan træffes
politisk beslutning om at udarbejde lokalplan for området.

Samlet
set har bemærkningerne ikke givet anledning til ændringer i projektforslaget.

Politisk
handlerum

Klima-, Miljø- og Teknikudvalget kan beslutte, at:

• der meddeles afslag til det ansøgte, fordi der i
helhedsvurderingen af projektet lægges vægt på det tilstræbte i
lokalplanen, hvor det ikke er hensigten, at der skal være mulighed for
anlæg i det ansøgte omfang.

• der
skal meddeles afslag til det ansøgte, og der skal udarbejdes en lokalplan,
som fastlægger omfang og udformning af anlæg på vandarealet ud for
Havnegade (fra Inderhavnsbroen til Christian IV’s Bro).

• der
skal meddeles byggetilladelse til det ansøgte og tidsbegrænset
dispensation til den ansøgte ændring af kajkanten, og der skal udarbejdes
en lokalplan, som fastlægger omfang og udformning af anlæg på vandarealet
ud for Havnegade (fra Inderhavnsbroen til Christian IV’s Bro).

Hvis
indstilling ikke godkendes, vil forvaltningen meddele afslag
til det ansøgte.

Økonomi

Denne
indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Klima-, Miljø- og Teknikudvalget har godkendt
indstillingen, vil forvaltningen meddele tilladelse
til det ansøgte projekt.

Beslutning

Radikale Venstre, Venstre og Liberal Alliance stillede følgende ændringsforslag (ÆF1) som erstatning af 1. at-punkt:

”at der meddeles byggetilladelse til det ansøgte og tidsbegrænset dispensation i ni år fra lokalplanen til den ansøgte ændring af kajkanten.”

Ændringsforslaget (ÆF1) blev forkastet med 5 stemmer mod 5. Ingen undlod at stemme.

For stemte: B, C, I, V

Imod stemte: F, Ø, Å

Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag (ÆF2) som nyt at-punkt:

”at den ændrede brug af kajkanten med sauna og vinterbadeklub evalueres efter fire år.”

Ændringsforslaget (ÆF2) blev vedtaget uden afstemning.

Den således ændrede indstilling blev godkendt uden afstemning.

Bilag

  • Bilag 1 Overblik over politisk behandling
  • Bilag 2 Ansøgningsmateriale
  • Bilag 3 Henvendelser modtaget i høring
  • Bilag 4 Forvaltningens bemærkninger til høringssvar

Kilde: Københavns Kommune, Klima-, Miljø- og Teknikudvalget, referat fra mødet mandag 18. maj 2026, punkt 14. Læs den originale sag hos kommunen.