Besluttet 21. maj, Borgerrepræsentationen
Principbeslutning om midlertidig ekspropriation af private arealer ifm. anlæg af ny bro på Tuborgvej, Bispebjerg
Borgerrepræsentationen skal tage principiel stilling til brug af ekspropriation ved anlæg af ny bro på Tuborgvej.
Kort fortalt
- Forslaget
- Principiel beslutning om midlertidig ekspropriation til etablering ifm. anlæg af ny bro på Tuborgvej godkendes
- Klima-, Miljø- og Teknikudvalget bemyndiges til at godkende de endelige beslutninger om midlertidig ekspropriation til etablering ifm. anlæg af ny bro på Tuborgvej.
- Hvem
- Borgerrepræsentationen
- Hvornår
- Torsdag 21. maj 2026
- Status
- Besluttet. Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
- Næste skridt
- Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen fortsætte dialog med matrikelejerne om frivillige aftaler.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
om,
• at principiel beslutning om midlertidig ekspropriation til etablering ifm. anlæg af ny bro på Tuborgvej godkendes,
• at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget bemyndiges til at godkende de endelige beslutninger om midlertidig ekspropriation til etablering ifm. anlæg af ny bro på Tuborgvej.
Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets budgetramme.
(Klima-, Miljø- og Teknikudvalget)
Problemstilling
Som følge
af den eksisterende bros dårlige stand blev der i Budget 2023 (BR 6. oktober
2022) (B, C, D, I, O, V, Ø og Å) afsat 260,8 mio. kr. til etableringen af en ny
bro på Tuborgvej over S-banen og til opførelse af en midlertidig bro nord for
den eksisterende bro i anlægsperioden for at sikre hensigtsmæssig
trafikafvikling og tilkørselsmuligheder til Bispebjerg Hospital. Dele af
projektområdet er beliggende på to private matrikler, hvor forvaltningen som
led i anlægsarbejdet skal udføre arbejder, der medfører midlertidige ændringer.
Forvaltningen forsøger at indgå frivillige aftaler med de berørte
matrikelejere. Ekspropriation bliver derfor først aktuel, hvis dette ikke er
muligt.
Løsning
Etablering
af midlertidig bro
Den midlertidige bro
etableres nord for den eksisterende bro. Derfor omlægges vejforløbet, så det
tilpasses den midlertidige bro. Omlægningen medfører, at den nordlige del af
Bispebjerg Parkallé og Banebrinken afskæres. Dermed lukkes de eneste nuværende veje
til beboelsesområdet Håndværkergården, jf. bilag 2.
Forvaltningen
vil derfor etablere midlertidig adgang til området fra Emdrupvej via den
nordlige del af Banebrinken, på matr.nr. 1265 Emdrup, jf. bilag 2. Ved
matriklens afslutning er der i dag opsat en bom, som forhindrer gennemkørende
trafik ad Banebrinken mellem Emdrupvej og Tuborgvej. Løsningen indebærer et
mindre indgreb, hvor bommen fjernes midlertidigt for en etårig periode, så
beboere i Håndværkergården kan tilkøre området fra Emdrupvej. Da Banebrinken
samtidig er lukket ved Tuborgvej i anlægsperioden, vil der fortsat ikke være
gennemkørende trafik. Herved sikres beboernes adgang til Håndværkergården i
hele anlægsperioden.
Når
forvaltningen arbejder ved en jernbane, skal sikkerheden omkring jernbanen
kunne garanteres, og der skal i forbindelse med anlægsarbejdet bestilles
sporafspærringer, hvilket ofte skal gøres flere år før anlægsperioden. For at
opretholde sikkerheden på S-banen, der løber under den nuværende bro, vil
forvaltningen opsætte spuns (lange stålplader der bankes ned i jorden) for at
sikre, at store jordmængder holdes tilbage syd for den nuværende bro på
matr.nr. 1170, jf. bilag 2. Der er tale om et mindre, midlertidigt indgreb på
matriklen, som løber over en periode på et år. Tiltaget er nødvendigt for at
undgå at noget af den jord, som den nuværende bro holder tilbage, kan skride
ned på S-banen og dermed kompromittere sikkerheden og togdrift.
Frivillige
aftaler og bemyndigelse til ekspropriation
Forvaltningen arbejder på at
indgå frivillige aftaler med begge matrikelejere. Forvaltningen forventer, at
aftalerne indgås, da indgrebene er hverken permanente eller omfattende, jf.
ovenstående. Ekspropriation anvendes alene, hvis der mod forventning ikke
indgås aftaler med matrikelejerne. Dette for at sikre, at projektet ikke
forsinkes unødvendigt med risiko for fordyrelser til følge.
Forvaltningen
vurderer, at etablering af både den permanente og midlertidige bro er til
sikring af almenvellet, hvorfor Københavns Kommune i de tilfælde, hvor der ikke
er andre muligheder, kan foretage ekspropriation i henhold til Lov om
offentlige veje § 96.
Parkering
og træer
Den midlertidige
arealanvendelse på de private matrikler har ikke konsekvenser for parkering
eller træer. Den overordnede belægningsgrad i området omkring Bispebjerg
Parkallé er 70-80% ved eftermiddagstælling.
Etableringen
af den nye, blivende bro på Tuborgvej medfører midlertidig nedlæggelse af
parkeringspladser.
Politisk handlerum
Hvis
indstillingen ikke godkendes, vil forvaltningen fortsætte med at arbejde for at
indgå frivillige aftaler med matrikelejerne. Hvis det ikke lykkes at indgå
frivillige aftaler, vil forvaltningen vende tilbage med en ny sag om
bemyndigelse til ekspropriation. Det bemærkes, at en udskydelse af en
beslutning om bemyndigelse til ekspropriation vil medføre overhængende risiko
for betydelig forsinkelse og fordyrelse af projektet, hvis det viser sig
nødvendigt at anvende ekspropriation.
Økonomi
Denne
indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for kommunen.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen fortsætte dialog med matrikelejerne om
frivillige aftaler. Bemyndigelsen til ekspropriation tages således kun i brug,
hvis det ikke er muligt at indgå frivillige aftaler, og i så fald forelægger
forvaltningen en sag om endelig beslutning om ekspropriation inkl. økonomiske
konsekvenser.
Oversigt over politisk behandling
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
• at principiel beslutning om midlertidig ekspropriation til etablering ifm. anlæg af ny bro på Tuborgvej godkendes,
• at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget bemyndiges til at godkende de endelige beslutninger om midlertidig ekspropriation til etablering ifm. anlæg af ny bro på Tuborgvej.
Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 27. april 2026
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets budgetramme.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 12. maj 2026
Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Beslutning
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Bilag
- Bilag 1 - Overblik over politisk behandling
- Bilag 2 - Ekspropriation
Kilde: Københavns Kommune, Borgerrepræsentationen, referat fra mødet torsdag 21. maj 2026, punkt 23. Læs den originale sag hos kommunen.