København
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 28. maj, Amager Øst Lokaludvalg

Det fortsatte arbejde omkring Bredegrund Byggelegeplads

Amager Øst lokaludvalg rettede den 24. marts 2026 henvendelse til Klima- Miljø- og Teknikudvalget med spørgsmål og bemærkninger til lukningen, hvor Bredegrund Byggelegeplads blev lukket med kort varsel.

Steder i sagen: Bredegrund

Kort fortalt

Forslaget
  • Lokaludvalget beslutter at arbejde videre med bevaring af Bredegrund Byggelegeplads.
  • Lokaludvalget afsætter 11.000 kr. til en informations- og inspirationsdag på Bredegrund Byggelegeplads.
Hvem
Amager Øst Lokaludvalg
Hvornår
Torsdag 28. maj 2026
Status
Besluttet. Indstillingen blev godkendt uden afstemning.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Forpersonen for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,

• at lokaludvalget beslutter at arbejde videre med bevaring af Bredegrund Byggelegeplads.

• at lokaludvalget afsætter 11.000 kr. til en informations- og inspirationsdag på Bredegrund Byggelegeplads.

Problemstilling

Amager Øst lokaludvalg rettede den 24. marts 2026 henvendelse til Klima- Miljø- og Teknikudvalget med spørgsmål og bemærkninger til lukningen, hvor Bredegrund Byggelegeplads blev lukket med kort varsel. Forvaltningen har den 7. april sendt svar til lokaludvalget. (Vedlagt som bilag)

Lukningen berører og bekymrer mange brugere. Borgerrepræsentationen har i Overførselssagen 2025/2026 afsat midler til et forprojekt, med følgende formulering:

"Parterne er enige om at afsætte midler til et forprojekt om fremtidig indretning af byggelegepladserne på Bredegrund og Byggelegepladsen i Remiseparken, som inkluderer inddragelse af brugerne af legepladsen, lokaludvalget og lokale borgere. Parallelt med at der arbejdes med midlertidige lege- og byggeelementer. Der afsættes 2,2 mio. kr. samlet på anlæg i 2026-2027 til forprojektet."

Lokaludvalget er opmærksom på, at mange borgere er bekymret for Bredegrunds fremtidige eksistens og indhold. I ovennævnte aftaletekst fremgår, at bl.a. lokaludvalget skal indgå i den kommende drøftelse af legepladsens fremtidige indhold.

Lokaludvalget er opmærksom på og respekterer de sikkerhedskrav, der nødvendigvis må være til byggelegepladser. Det er lokaludvalgets håb, at der kan findes løsninger, som ikke de facto nedlægger byggelegepladserne i kommunen. Bygge- og skrammellegepladser er et ganske særligt pædagogisk tilbud, som der har været tradition for i Danmark siden 1931, og som fremgår af Kulturkanonen under kategorien Børnekultur fra 2006.

Lokaludvalget vil desuden arbejde aktivt på, at der hurtigt kommer midlertidige lege- og byggeelementer på Bredegrund Byggelegeplads, så der kan være et tilbud til lokalområdets børn og unge i den periode, forprojektet varer, og indtil en egentlig genetablering kan finde sted.

Løsning

Det indstilles, at lokaludvalget arbejder videre med bevaringen af Bredegrund Byggelegeplads, herunder arbejde for, at der inden for kort tid etableres midlertidige lege- og byggeelementer.

For at blive klædt på til at indgå i dialog om byggelegepladsens fremtid vil lokaludvalget, gerne inden sommerferien, afholde en informations- og inspirationsdag i samarbejde med forvaltningen og legepladsens personale. Gerne i form af et hyggeligt arrangement med oplæg/dialog og afsluttende socialt arrangement for legepladsens brugere - børn som voksne.

Legepladsens personale har tilkendegivet, at de gerne deltager i et sådant arrangement og i den forbindelse står for det praktiske arbejde.

Det indstilles derfor, at der afsættes 11.000 kr. til arrangementet, som beskrevet i vedlagte ansøgning.

Økonomi

Der afsættes 11.000 kr. af 2026-puljemidlerne.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Der blev afsat 11.000 kr. til en informations- og inspirationsdag på Bredegrund Byggelegeplads.

Bilag

  • Intern puljeansøgning - byggelegeplads
  • Svar på henvendelse fra Amager Øst Lokaludvalg 7.4.2026
  • Henvendelse til KTU vedr. Bredegrund Byggelegeplads
  • Notat om afspærring af byggelegepladserne til Amager Vest Lokaludvalg

Kilde: Københavns Kommune, Amager Øst Lokaludvalg, referat fra mødet torsdag 28. maj 2026, punkt 6. Læs den originale sag hos kommunen.