København
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 1. juni, Klima-, Miljø- og Teknikudvalget

Håndtering af medlemsforslag om restaurant på Hejrevej 35, Bispebjerg

På baggrund af medlemsforslag om restaurant på Hejrevej 35 stillet af Liberal Alliance skal Klima-, Miljø- og Teknikudvalget tage stilling til den indledende proces for udarbejdelsen af den bevarende lokalplan for Fuglekvarteret, samt om der kan gives en midlertidig dispensation til Hejrevej 35.

Byggeri og lokalplaner

Kort fortalt

Hvem
Klima-, Miljø- og Teknikudvalget
Hvornår
Mandag 1. juni 2026
Status
Besluttet. Den således ændrede indstilling blev godkendt uden afstemning.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Næste skridt
Når Klima-, Miljø- og Teknikudvalget har godkendt indstillingen, sender forvaltningen en indledende høring til lokalplanområdets beboere og grundejere.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Klima-,
Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget
godkender,

• at
forvaltningen foretager indledende høring af alle grundejere i
lokalplanområdet i forbindelse med opstart af den bevarende lokalplan for
Fuglekvarteret, herunder om Hejrevej 35 skal kunne anvendes til restaurant
og om der er andre udviklingsønsker i området. På baggrund af eventuel
opbakning i høringen til restaurant, kan forvaltningen give midlertidig
dispensation til Hejrevej 35.

• at
der åbnes for, at den bevarende lokalplan for Fuglekvarteret foruden
bestemmelser om bevaring også kan indeholde anvendelses- og
bebyggelsesregulerende bestemmelser for området og derved indarbejdes
muligheder for udvikling i lokalplanen.

• at
der ændres praksis for byggesager i Fuglekvarterets lokalplanområde for at
fremme boligdagsordnen. Dermed behandles byggesagerne, der ikke er
lokalplanpligtige, uafhængigt af udarbejdelsen af lokalplanen for
Fuglekvarteret indtil forslaget til lokalplanen offentliggøres.

• at
medlemsforslag om restaurant på Hejrevej 35 stillet af Liberal Alliance
samt tilføjet at-punkt jf. Klima-, Miljø- og Teknikudvalget den 16. marts
2026 hermed er håndteret (bilag 2).

Problemstilling

Den 16.
marts 2026 besluttede Klima-, Miljø- og Teknikudvalget på baggrund af et
medlemsforslag fra Liberal Alliance, at pålægge forvaltningen at udarbejde en
indstilling om mulighederne for at indarbejde anvendelsen restaurant i den
kommende bevarende lokalplan for Fuglekvarteret. Ved behandling af
medlemsforslaget blev der godkendt et yderligere at-punkt til medlemsforslaget
om, at der skal sikres en udvidet nabohøring for at sikre opbakning til
restauranten fra lokalområdet (bilag 2).

Løsning

Historik
for Hejrevej 35

Grundejer
på Hejrevej 35 har ansøgt om at drive restaurant og fået afslag, da den
gældende lokalplan Hejrevej-Karréen fra 1985 fastlægger anvendelsen til lettere
industri, værksteds-, transport-, engros- og lagervirksomhed samt
administration, liberale erhverv og lign. Idet beslutningen om at udarbejde en
bevarende lokalplan for Fuglekvarteret blev besluttet af Teknik- og
Miljøudvalget den 26. maj 2025, men ikke var igangsat på ansøgningens
tidspunkt, kunne forvaltningen heller ikke give en midlertidig dispensation, da
anvendelsesbestemmelserne for området forsat var uklare.

Bevarende
lokalplan for Fuglekvarteret

Den
bevarende lokalplan for Fuglekvarteret har som udgangspunkt til formål at
udpege bevaringsværdig bebyggelse og strukturer, der kendetegner områdets
egenart, og dermed fastholder karakteren i området. Baggrunden for igangsætning
af lokalplanen var et medlemsforslag godkendt på Teknik- og Miljøudvalgsmødet
den 24. februar 2025 (bilag 1), der pegede på de meget store fysiske
forandringer, som området har gennemgået med fortætning og nye
boligbebyggelser. Det sker med konsekvens for et særligt bymiljø, der repræsenterer
en kulturel og arkitektonisk værdi, og som understøtter mindre erhvervsdrivende
og blandede boligformer.

Der er
mulighed for, at den bevarende lokalplan, foruden at udpege bevaringsværdig
bebyggelse og strukturer, også kan regulere anvendelser og ny bebyggelse.
Forvaltningen er gjort bekendt med, at grundejeren på Hejrevej 35 ikke er den
eneste grundejer inden for den bevarende lokalplans afgrænsning, som ønsker et
andet plangrundlag. Forvaltningen foreslår på den baggrund, at der i
forbindelse med afklaringsfasen for den bevarende lokalplan foretages en
indledende høring af hele områdets grundejere, hvormed der skabes et overblik
over den kommende ønskede udvikling i området, herunder også hvorvidt der er et
ønske om en restaurant på Hejrevej 35.

Nogle
ønsker om udvikling kan udfordre både de gældende kommuneplanrammer og
udpegningen af bevaringsværdig bebyggelse og strukturer. Forvaltningen foreslår
derfor, at høringssvar samt startredegørelse forelægges for Klima-, Miljø- og
Teknikudvalget i 4. kvartal 2026, så der kan træffes beslutning om formålet og
rammerne for den bevarende lokalplan for Fuglekvarteret. Her vil også redegøres
for, hvorvidt lokalplanen kræver et kommuneplantillæg samt overblik over
umiddelbare bevaringshensyn i området. Med denne løsning kan der laves en
samlet planlægning for området, hvor der skabes ligevægt i udviklingen.

En
lokalplan med udviklingsmuligheder kan forventes færdig indenfor to-tre år.
Hvis der ønskes inddraget mange udviklingsønsker, vil dette kunne rykke
tidsplanen. Det forventes, at der fremlægges et lokalplanforslag
til politisk behandling i 4. kvartal 2027.

I
forlængelse af startredegørelsen vil Hejrevej 35 igen kunne søge om en
midlertidig dispensation til restaurant, idet den ønskede anvendelse for
området vil være afklaret.

Byggesager
i Fuglekvarteret

Dele af
Fuglekvarteret har i dag ikke en gældende lokalplan, men servitutter og
Kommuneplan 2024 som retningsgivere for planlægningen af ejendommene. Herudover
skal de overholde bygningsreglementet og byggelovgivningen. Praksis er i dag,
at når der er vished om en kommende lokalplan, henvises til sagsbehandling i
forbindelse med lokalplanens udarbejdelse for at sikre en samlet og
helhedsorienteret planlægning af området. Det er dog muligt i nogle tilfælde
ikke at afvente lokalplanprocessen og i stedet give byggetilladelse, hvis
byggeansøgningen ikke er lokalplanpligtig. Det vil reducere
sagsbehandlingstiden i nogle byggesager. Konsekvensen kan være foregribelse
af lokal- og kommuneplanarbejdet, som betyder, at man i enkelte sager vil tage stilling til et helt områdes fremtidige anvendelser eller muligheder.
Derudover kan en konsekvens også være, at forvaltningen ikke kan sikre
retningslinjerne fra kommuneplanen, eksisterende kvaliteter eller politisk
vedtagne strategier i samme grad som ved lokalplanlægning.

Forvaltningen
modtager en del henvendelser om anvendelsesændringer i Fuglekvarteret, og et
eksempel er en ansøgning om en anvendelsesændring fra erhverv til bolig eller
hotel i eksisterende bebyggelse på Hejrevej 38 (bilag 3). Ejendommen er ikke
reguleret af en gældende lokalplan, men ligger inden for en E0-ramme i
kommuneplanen, der fastsætter området til blandet erhverv. Ejendommen har
derudover en servitut, der fastlægger ejendommens anvendelse til industrielt
brug. På baggrund af praksis har forvaltningen håndhævet servitutten og dermed
nedlagt forbud mod ny anvendelse. Hvis forvaltningen ændrer praksis, for at
fremme det politiske ønske om flere boliger i København, er der mulighed for,
efter en konkret vurdering, ikke at håndhæve servitutten samt at se bort fra
kommuneplanrammen, da kommuneplanen ikke er direkte bindende for borgerne.
Forvaltningen bemærker dog, at der i den konkrete sag vil skulle tages stilling
til støj- og andre bebyggelsesforhold.

Politisk handlerum

Udvalget
kan beslutte,

• at der
ikke skal arbejdes for mulighed for indretning af restaurant på Hejrevej
35 i en kommende lokalplan og derved heller ikke en evt. midlertidig
dispensation.

• at Hejrevej
35 kan modtage en midlertidig dispensation fra eksisterende lokalplan til at
anvende ejendommen til restaurant forud for udarbejdelsen af den bevarende
lokalplan for Fuglekvarteret. Denne beslutning vil omgøre det vedtagne
ændringsforslag til medlemsforslaget om, at der skal sikres en udvidet
nabohøring for at sikre opbakning til restauranten fra lokalområdet (KTU
den 16. marts 2026). Derudover forudsætter denne beslutning også, at den
bevarende lokalplan vil indeholde mulighed for denne
anvendelsesbestemmelse.

• at der
skal laves en udvidet borgerdialog i den indledende og afklarende proces i
forbindelse med udarbejdelse af den bevarende lokalplan for
Fuglekvarteret, såfremt
Borgerrepræsentationen afsætter finansiering i den kommende budgetaftale.
Dette forventes at ville udsætte sagens opstart til primo 2027. Det
forudsætter ændringsforslag om at henvise finansiering af udvidet
borgerdialog til Budget 2027, såfremt
der ønskes udarbejdet budgetnotat, da Klima-, Miljø- og
Teknikforvaltningen ikke af sig selv udarbejder dette på baggrund af
indstillingen.

• at den
bevarende lokalplan for Fuglekvarteret alene har til formål at udpege
bevaringsværdig bebyggelse og strukturer samt anvendelsesændringer, der er
muliggjort med kommuneplanen, herunder Hejrevej 35, og dermed ikke
tidsmæssigt forlænges af evt. udviklingsprojekter i området.

• at forvaltningen
udarbejder et tillæg til eksisterende lokalplan 077 Hejrevej-Karreen, der
muliggør anvendelsen restaurant på Hejrevej 35. Der er ikke afsat
ressourcer til tillægget og tillægget vil som udgangspunkt komme bag i
køen på ventelisten for lokalplaner, såfremt
den ikke politisk prioriteres foran andre planer. Tidshorisonten for en
færdig vedtaget lokalplan er omkring to år inkl. ventetid. Da der
samtidigt udarbejdes en bevarende lokalplan for Fuglekvarteret, hvor
løsningen kan indarbejdes, anbefaler forvaltningen ikke denne løsning.

Såfremt indstillingspunkterne ikke godkendes, vil
forvaltningen fortsætte med nærværende praksis ved behandling af byggesager samt
arbejde videre med et formål for den bevarende lokalplan for Fuglekvarteret,
der udelukkende omhandler bevaring af bebyggelse og egenart. Når kommende
ønsker til udviklingsprojekter i området viser sig lokalplanpligtige, vil
projekterne blive sat på ventelisten for lokalplaner medmindre andet besluttes
politisk.

Økonomi

Denne
indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når
Klima-, Miljø- og Teknikudvalget har godkendt indstillingen, sender
forvaltningen en indledende høring til lokalplanområdets beboere og grundejere.

Beslutning

Liberal Alliance stillede følgende ændringsforslag som erstatning af 1. at-punkt:

”at forvaltningen foretager indledende høring af alle grundejere i lokalplanområdet i forbindelse med opstart af den bevarende lokalplan for Fuglekvarteret, herunder om Hejrevej 35 skal kunne anvendes til restaurant og om der er andre udviklingsønsker i området, dog således at der gives midlertidig dispensation i ét år til drift af restaurant på Hejrevej 35 sideløbende med høringen.”

Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

Den således ændrede indstilling blev godkendt uden afstemning.

Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:

”Liberal Alliance er positive over for, at der forhåbentlig snart kan åbne en restauration på Hejrevej 35 i tråd med partiets medlemsforslag.

Partiet er imidlertid generelt kritisk over for restriktive bevarende lokalplaner, som kan risikere at bremse den nødvendige byudvikling i området. Liberal Alliance mener derfor, at servitutterne i området bør gennemgås, og at der bør dispenseres fra dem, når de står i vejen for udvikling af nye boliger og publikumsorienterede erhverv.

Bilag

  • Bilag 1 Overblik over politisk behandling
  • Bilag 2 Medlemsforslag om restaurant på Hejrevej 35
  • Bilag 3 Byggesager i Fuglekvarteret
  • Svar på spørgsmål af Signe Bøgevald Thomsen (I) om Hejrevej 35

Kilde: Københavns Kommune, Klima-, Miljø- og Teknikudvalget, referat fra mødet mandag 1. juni 2026, punkt 9. Læs den originale sag hos kommunen.