København
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 4. juni, Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget

Ændring af fundats for Kong Frederik den IXs fond til støtte for rosporten i København

Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget skal behandle udkast til ny fundats for legatet ”Kong Frederik d. IX’s fond til støtte for rosporten i København”.

Kort fortalt

Forslaget
  • Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget som fondsbestyrelse godkender ny fundats for legatet ”Kong Frederik d. IX’s fond til støtte for rosporten i København”
  • Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget udpeger tre medlemmer, heriblandt kultur-, fritids- og borgerserviceborgmesteren, blandt udvalgets medlemmer til et underskriftsudvalg
  • Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget beslutter, at ny fundats underskrives af underskriftsudvalget.
Hvem
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget
Hvornår
Torsdag 4. juni 2026
Status
Besluttet. Indstillingen blev godkendt uden afstemning således at underskriftsudvalget består af kultur-, fritids- og borgerserviceborgmester Christopher Røhl (B), Klaus Mygind (F) og Mathilde Kastbjerg (C).
Næste skridt
Hvis Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget godkender indstillingen, vil forvaltningen indsende underskreven fundats til Civilstyrelsen til orientering.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen indstiller,

• at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget som fondsbestyrelse godkender ny fundats for legatet ”Kong Frederik d. IX’s fond til støtte for rosporten i København”

• at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget udpeger tre medlemmer, heriblandt kultur-, fritids- og borgerserviceborgmesteren, blandt udvalgets medlemmer til et underskriftsudvalg, og

• at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget beslutter, at ny fundats underskrives af underskriftsudvalget.

Problemstilling

Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget er fondsbestyrelse for de 22 fonde og legater administreret af Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen.

Heriblandt er ”Kong Frederik d. IX’s fond til støtte for rosporten i København”, som er etableret med et indstillingsudvalg. Indstillingsudvalget består af Overborgmesteren, kabinetssekretæren og formanden for Københavnskredsen af Danmarks Rosportsforening. Udvalget indstiller uddelinger af legatet til Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget.

I forbindelse med tronskiftet i 2024, blev der gennemført en række ændringer i Kongehusets administration. Herunder fratrådte kabinetssekretæren, og stillingen blev ikke genbesat. Opgaver under kabinetssekretæren blev overført til hofmarskallen. Da indstillingsudvalgets sammensætning er skrevet ind i legatets fundats, skal denne opdateres som følge af ændringerne.

Løsning

Forvaltningen har udarbejdet et udkast til ny fundats, der afspejler flyt af opgaver hos kongehuset, samt enkelte sproglige konsekvensrettelser.

Det betyder, at §5 er opdateret, så den lyder:

”§5

Fonden bestyres af Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget.

Uddeling finder sted efter indstilling fra et udvalg, bestående af hofmarskallen, overborgmesteren (forperson) og formanden for Dansk Forening for Rosport’s Københavnskreds.

Udvalget fastsætter selv sin forretningsorden.”

Ændringerne er godkendt af Civilstyrelsen.

Forvaltningen er i proces med opløsning af legatet, da legatets indestående midler er få og afkastet giver mulighed for uddeling af midler til de københavnske roklubber ca. hver 6. år.

Processen er afhængig af en opdateret fundats, da indstillingsudvalget skal godkende indstilling om opløsning og forslag til fordeling af midler. Hvis indstillingsudvalget godkender indstillingen, vil den herefter kunne behandles af Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget før ansøgning om opløsning hos Civilstyrelsen, der er fondsmyndighed i Danmark.

Politisk Handlerum

Forvaltningens vurdering er, at det politiske handlerum er begrænset i sagen, da administration af legatet forudsætter en gældende fundats. De administrative ændringer i Kongehuset har Københavns Kommune ikke indflydelse på.

Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget kan undersøge muligheden for at ændre uddelingsproceduren for legatet og søge om nedlæggelse af indstillingsudvalget, men det forudsætter også indstilling fra det nuværende indstillingsudvalg samt en gældende fundats.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget godkender indstillingen, vil forvaltningen indsende underskreven fundats til Civilstyrelsen til orientering.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning således at underskriftsudvalget består af kultur-, fritids- og borgerserviceborgmester Christopher Røhl (B), Klaus Mygind (F) og Mathilde Kastbjerg (C).

Bilag

  • Bilag 1. Udkast til ny fundats - Kong Frederik den IXs fond til støtte for rosporten i København

Kilde: Københavns Kommune, Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget, referat fra mødet torsdag 4. juni 2026, punkt 6. Læs den originale sag hos kommunen.