København
Nyt fra byråd og udvalg

Behandlet 8. juni, Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget

Pejlemærker for bæredygtig turisme

I Københavns Kommunes Erhvervsstrategi 2024-2027 er det et mål at definere pejlemærker, der skal sikre en mere bæredygtig turisme i København. BIU drøftede 20. april 2026 første udkast til pejlemærker for bæredygtig turisme. Pejlemærkerne og indstillingen er justeret på den baggrund.

Erhverv og job

Kort fortalt

Hvem
Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget
Hvornår
Mandag 8. juni 2026
Status
Behandlet. Referatet med beslutningen er ikke offentliggjort endnu.
Næste skridt
Hvis pejlemærkerne godkendes, vil der løbende blive fulgt op på dem på møderne i Turismenetværket, hvor BIF’s borgmester er forperson.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Beskæftigelses-,
Integrations- og Erhvervsforvaltningen indstiller,

• at
Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget godkender de vedlagte
pejlemærker for bæredygtig turisme.

Problemstilling

Turisme bidrager til København som en vigtig vækstfaktor og et erhverv, der skaber arbejdspladser, oplevelser og kulturelle tilbud. Det beriger hverdagslivet for københavnere. Turismen i Københavns Kommune bidrager årligt med en omsætning på 37,9 mia. kr., afledte skatte- og afgiftsindtægter på 11,2 mia. kr. og skaber ca. 35.700 jobs i København[1]. Turismeerhvervet i København ansætter flere unge, ufaglærte og lønmodtagere med udenlandsk baggrund end andre brancher og er dermed en vej til beskæftigelse for grupper, der kan have sværere ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet[2].

Samtidig bidrager turismen til at udvikle Københavns kulturudbud og madscene til glæde for københavnerne. Internationale besøgende udgør 66% af alle besøgende på museer i København (2025). Restauranter i København By får samlet set 29% af deres omsætning fra turister (2023), og detailhandlen inden for turismeområdet i Københavns Kommune henter årligt en omsætning på ca. 8,4 mia. kr.

København har oplevet en stigning i antallet af turister i København. En analyse af københavnernes holdning til turisme på Facebook lavet for Wonderful Copenhagen (2025) viser, at københavnerne især finder udfordring ved Airbnb, turister i trafikken på cykel og i bus og krydstogtsskibe. Det er særligt i Indre By, at der er en oplevelse af udfordringer med en bæredygtig turisme.

Der er på tværs af bydele 72% af de adspurgte københavnere, der i 2025 mener, at København skal fortsætte med at promovere sig selv for at tiltrækker flere turister. Et flertal af københavnerne svarer, at udviklingen af turismen i København skaber flere positive konsekvenser end negative.[3]

Udfordringerne viser, at det er vigtigt at præge turismeudviklingen i en retning, der er bæredygtig og i balance både for turisten og for den enkelte københavner.

[1] Kilde: Turismens Økonomiske Betydning i Danmark, 2025.

[2] Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråds analyse ”Hvem arbejder i Hovedstadens turismeerhverv”, 15. november 2023.

[3] Kilde: Wonderful Copenhagen. Gennemsnit for alle områder i København de seneste 12 måneder (april 2025 – marts 2026).

Løsning

Københavns
Kommune har, som en del af erhvervsstrategien 2024-27, besluttet, at der skal
udvikles en række pejlemærker for bæredygtig turisme. Bæredygtig turisme dækker over at styrke de positive effekter af turisme som en vækst- og udviklingskraft og
minimere negative aftryk på miljø, klima og lokalsamfund.

Der har
været fokus på at sikre en bred inddragelse af relevante aktører i udviklingen
af pejlemærkerne mhp. tidligt at skabe en forankring.

ØKF har
udviklet et udkast til pejlemærker i samarbejde med:

• Turismeforsker
fra Aalborg Universitet, Carina Ren,

• Wonderful
Copenhagen,

• Kultur-,
Fritids- og Borgerserviceforvaltningen (KFF),

• Klima-,
Miljø- og Teknikforvaltningen (KTF),

• Beskæftigelse-,
Integrations- og Erhvervsforvaltningen (BIF) og

• By-,
Land-, og Kirkeministeriet.

Udkastet
til pejlemærker har efterfølgende været behandlet som en temadrøftelse på møde
i Turismenetværket den 8. oktober 2025. Turismenetværket består af både
københavnske borgmestre, repræsentanter fra staten, branche- og
erhvervsorganisationer, destinationsselskaber og forskningsinstitutioner. Der
er desuden 8-10 virksomhedsrepræsentanter.

Det er
både i samarbejdet med eksterne aktører fx ift. samarbejds- og tilskudsaftaler,
men også i det interne samarbejde på tværs af forvaltninger, at kommunen skal
være opmærksom på pejlemærkerne og være tydelige omkring dem.

Beskæftigelses-,
Integrations- og Erhvervsudvalget drøftede 20. april 2026 første udkast til
pejlemærker for bæredygtig turisme. Pejlemærkerne er justerede ud fra udvalgets
bemærkninger.

Fem
pejlemærker for bæredygtig turisme

Pejlemærkerne
forholder sig ikke til antallet af turister som et selvstændigt mål, men til
turisternes samlede bidrag. Turisme skal i højere grad være grøn, styrke lokaløkonomien,
skabe værdi for vores kultur og byområder samt udvise socialt ansvar som
beskæftigelsesmotor. Pejlemærkerne er udarbejdet ud fra devisen om, at hvis
københavnerne er glade i København, er turisterne også glade i København.

Herunder
præsenteres pejlemærkerne for bæredygtig turisme (se også bilag 1):

1. Spredning af
turister over sæson

Københavns Kommune vil understøtte en mere jævn og bæredygtig
fordeling af besøgende hen over året med særligt fokus på 1. kvartal, så
københavnerne oplever mindre spidsbelastning

Der er
langt flere turister i København i sommermånederne sammenlignet med andre
måneder, og turismen skaber derfor et større pres på byen særligt i juli og
august. Københavns Kommune har fokus på spredning af turister over sæson i
eksisterende indsatser, for eksempel som led i projektet Vinter i København,
som skal styrke kulturlivet, aktivitet og turisme i 1. og 4. kvartal (fx synliggøre julemarkeder i hele byen). Også
flere af Wonderful Copenhagens initiativer understøtter spredning over sæson fx
deres arbejde med at tiltrække megaevents, internationale kongresser og
understøtte ”bleisure”,
hvor erhvervsturister forlænger deres ophold.

2. Spredning af turister over
geografi

Københavns Kommune vil arbejde for at udvide turismens geografi
til flere bydele og i hele hovedstadsregionen, så både belastning og gevinster
ved turisme fordeles. Turismen skal bidrage til udvikling af lokalområder med
kulturtilbud, madoplevelser og små erhvervsdrivende.

Opbakningen
til flere turister er faldende i Indre By, som oplever den største
koncentration af turisme. Samtidig er der steder i byen, hvor der er meget få
turister, og hvor turismeerhverv, kulturelle tilbud og særligt de små
erhvervsdrivende kunne have gavn af flere besøgende.

BR
besluttede 30. april 2026, at ØKF og KTF skal udarbejde en indstilling om
regulering af hotelkapacitet mhp. at der ikke kan etableres nye hoteller i et
afgrænset område i Indre By. Baggrunden er, at en høj koncentration af hoteller
i Indre By vil udfordre hverdagslivet for københavnere, der bor i området.
Beslutningen skal medføre, at turismen i København bliver spredt ud til flere
bydele og er derfor et ønske om, at der kommer nye hoteller i hele byen.

Som led i
CULTIGEN-projektet arbejdes der på, hvordan Københavns Kommune kan få turister
ud i mindre besøgte bydele med fokus på Sydhavnen, Carlsbergbyen og Nordhavn. Her arbejdes der med
udvikling af ”mini-destinationer”, og hvordan bydelen kan vise sin lokale
identitet.

3. Bæredygtig adfærd

Københavns Kommune vil arbejde for at understøtte en
turismekultur, hvor ansvarlig grøn adfærd er en naturlig del af
gæsteoplevelsen, både for turister og i turismeerhvervet. Klimaaftrykket skal
reduceres mod et langsigtet mål om klimaneutral turisme.

Et af de
centrale initiativer i relation til bæredygtig turisme er CopenPay, der går ud på, at turister belønnes for
grøn adfærd. Det kan fx være, at en turist i stedet for at tage bilen tager
cyklen og får en rabatkupon til en restaurant som gevinst. Det kan også være,
at turisten hjælper med at samle affald i byens parker, eller at turisten bidrager til at undgå madspild eller turisten vælger grønne måltider. Initiativet
administreres af Wonderful Copenhagen og skal tiltrække turister, der leverer
noget tilbage til byen. 100% af de adspurgte deltagere var tilfredse, og 98%
vil anbefale det til andre.

BR
godkendte den 30. april 2026 en opdateret Handlingsplan for transport af
turister. Formålet med handlingsplanen er at skabe en mere bæredygtig og
koordineret styring af turisttransport, så København forbliver attraktiv for
besøgende, samtidig med, at der tages hensyn til lokalmiljøet og den daglige
trafik. Initiativerne skal samlet set til bidrage til, at transport af turister
kan ske i balance med lokalmiljøet, blandt andet ved at udarbejde en plan for
et bedre flow for turistbusser og minimere unødige gener for trafikafvikling og
beboere. Planen omfatter danske og udenlandske turistbusser med
destination i København, mens busser i fast rute - lokalbusser, fjernbusser og
Hop On-Hop Off busser -
ikke er omfattet af planen, da det er Færdselsstyrelsen, der er myndighed for
disse bussers rute, ikke kommunen. I overførselssagen 2025-2026 blev der afsat
midler til realisering af initiativ om etablering af fem busparkeringspladser i
Handlingsplanen for transport af turister.

Når det
gælder krydstogtsturisme, åbnede København i 2025 Europas største landstrømsanlæg, så de mange
krydstogtsskibe, der lægger til kaj ved Nordhavn og Langelinie, kan få grøn
strøm fra land i stedet for at lade deres dieselmotorer køre, mens de ligger i
havn. Landstrøm reducerer
luftforurening fra krydstogtskibe ved kaj med over 95% og klimabelastningen med
ca. 90%. Landstrømsanlægget
i København forventes fuldt udbygget i 2028.

4. Bæredygtigt
turismeerhverv

Københavns Kommune vil arbejde for at understøtte
turismeerhvervets potentialer for kompetenceudvikling og social inklusion på
arbejdsmarkedet. Vi vil øge andelen af folk på kanten af arbejdsmarkedet, som
får job i turismen og derigennem styrker deres færdigheder.

Turismebranchen
har særligt gode forudsætninger og potentialer i forhold til beskæftigelse og
som indgang til arbejdsmarkedet generelt.

En
analyse fra Arbejdsmarkedets Erhvervsråd for Wonderful Copenhagen i 2023 viser,
at[1]:

• 40%
i turismeerhvervene i København er ufaglærte. Det er næsten dobbelt så
mange som på resten af arbejdsmarkedet.

• 35%
af beskæftigede i turismeerhverv i København har anden etnisk baggrund end
dansk, mens andelen er 19% for øvrige brancher i København.

• 36%
af beskæftigede i turismeerhverv i København er unge under 30 år, mens
andelen er 20% for øvrige brancher i København.

• 2,3%
af de beskæftigede i turismeerhverv i København har tidligere været
kontanthjælpsmodtagere i løbet af de seneste to år. Det er højere andel
end øvrige brancher i København.

Et
konkret initiativ, der skal understøtte turismeerhvervets potentialer for
kompetenceudvikling og social inklusion på arbejdsmarkedet, er ”Turismen som
løftestang for beskæftigelse i København”, hvor Wonderful Copenhagen skal
facilitere et firårigt partnerskab (2026-2029) bestående af Københavns Kommune,
brancheorganisationer og private aktører, som sammen får til opgave at komme
med bud på indsatser til at forløse potentialet for øget beskæftigelse.

Københavns
Kommune skal også understøtte, at turismeerhvervet agerer bæredygtigt, fx
bruger bæredygtigt emballage, ligesom kommunen skal
understøtte helårsbeskæftigelse i branchen.

5. Dialog om byens
turismeudvikling

Københavns Kommune vil arbejde for en højere grad af
borgerinddragelse og systematisk dialog med både borgere og erhverv om
turismeudviklingen.

Kommunen
skal følge københavnernes holdninger til turisme tæt. Kommunen skal systematisk
være i dialog med borgere og erhverv om, hvordan turismen kan udvikles på en
bæredygtig måde. Hvis kommunen skal præge turismeudviklingen i en retning, der
er bæredygtig og i balance både for turisten og for den enkelte københavner, så
er det essentielt at lytte til københavnerne, turismeerhvervet og særligt de
små erhvervsdrivende.

Der er
fokus på en bred og repræsentativ borgerinddragelse bl.a. som led i
CULTIGEN-projektet, hvor 36 repræsentativt udvalgte københavnere deltager i en
række borgersamlinger, der skal munde ud i anbefalinger til, hvordan turismen i
København skal se ud og balanceres i fremtiden. Desuden arbejdes der på mere og
bedre data om turismen. Københavns Kommune har i dag dialog med erhvervet,
forskere, eksperter og andre vigtige aktører om hovedstadens turisme i
Københavns Kommunes Turismenetværk.

Økonomi

Indstillingen
har ingen ressourcemæssige eller økonomiske konsekvenser.

Politisk handlerum

BIU kan
godkende de justerede pejlemærker, ligesom udvalget kan foreslå ændringer eller
tilføjelser. Nye
initiativer der medfører økonomiske omkostninger, vil der skulle findes
finansiering til ved budgetforhandlinger.

Videre proces

Hvis
pejlemærkerne godkendes, vil der løbende blive fulgt op på dem på møderne i
Turismenetværket, hvor BIF’s borgmester er forperson. BIF vil, efter drøftelsen i BIU, fortsat
arbejde tæt sammen med de andre forvaltninger samt eksterne aktører omkring
pejlemærkerne for bæredygtig turisme samt eventuelt prioriterede fokusområder.

Bilag

  • Bilag 1 - Udkast til pejlemærker for bæredygtig turisme
  • Bilag 2 - Københavns Kommunes turismeindsats

Kilde: Københavns Kommune, Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget, referat fra mødet mandag 8. juni 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.