København
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 9. juni, Økonomiudvalget

Endelig vedtagelse af lokalplan Nørre Voldgade 44, Indre By

Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.

Byggeri og lokalplaner

Steder i sagen: Nørre Voldgade

Kort fortalt

Hvem
Økonomiudvalget
Hvornår
Tirsdag 9. juni 2026
Status
Besluttet. Klima-, Miljø- og Teknikudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, • at godkende lokalplan Nørre Voldgade 44 (bilag 2).
Næste skridt
Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen, bekendtgør Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen denne i henhold til reglerne i planloven.

Sagens vej

  1. 18. majKlima-, Miljø- og TeknikudvalgetAnbefalet
  2. 9. juniØkonomiudvalgetBesluttet
  3. 18. juniBorgerrepræsentationenBehandlet
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form. Det forudsættes endvidere, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets budgetramme.

Problemstilling

På mødet den 2. december 2024 besluttede Teknik- og Miljøudvalget, at byhuset Nørre
Voldgade 44 skal bevares og at forvaltningen derfor skulle nedlægge et §14-forbud og udarbejde en bevarende lokalplan for ejendommen.

Ifølge
planlovens §14 kan der nedlægges forbud mod, at der retligt og faktisk
etableres forhold, som kan hindres ved en lokalplan. Senest ét år efter
nedlæggelsen af forbuddet, skal et lokalplanforslag
offentliggøres. Fristen løb fra den 20. december 2024.

Borgerrepræsentationen
delegerede den 19. juni 2025 kompetencen til at sende forslag til enkle
lokalplaner (kategori 1), ukomplekse lokalplaner
(kategori 2) og komplekse lokalplaner (kategori 3) i offentlig høring til
Teknik- og Miljøforvaltningen. Lokalplanforslaget har
derfor ikke tidligere været politisk behandlet.

Løsning

Lokalplanområdet
omfatter en enkelt ejendom, Nørre Voldgade 44, og ligger i den vestlige del af
Middelalderbyen i Indre By. Bygningen ligger nær Nørreport Station og Ørstedsparken, og som en del af en facaderække mod Nørre Voldgade. På grund af de
to bybrande i 1728 og 1795 samt det britiske bombardement af København, er
bygningerne langs Nørre Voldgade primært opført efter 1807. Området er derfor
præget af senklassicistiske bygninger i fire til fem etager, der var typiske
for den tid. Nørre Voldgade 44 vidner derimod med sin lavere facadehøjde og sit
etageantal på tre om sin ældre alder, der adskiller sig fra områdets øvrige
bygninger og vidner om Københavns historie. Ejendommen er ikke omfattet af en
eksisterende lokalplan og er registreret med en SAVE-værdi 4. Planforslaget
udpeger bygningen som bevaringsværdig og bestemmer, hvilke begrænsede
bygningsmæssige ændringer, der kan foretages. Planforslaget muliggør ikke
hotelanvendelse, men fastlægger øvrig anvendelse i overensstemmelse med
kommuneplanens ramme for boliger og serviceerhverv (C-ramme).

Forud for
nedlæggelsen af §14-forbuddet på ejendommen, havde grundejeren i august 2024
ansøgt Teknik- og Miljøforvaltningen om en forhåndsdialog med henblik på delvis
nedrivning og opførelse af en forhøjelse af den eksisterende bygning med to
etager. Grundejer har udarbejdet et ideoplæg med tre bud på en delvis
nedrivning og ombygning af ejendommen, som vil muliggøre en ekstra bolig (bilag
5). De tre ideoplæg er grundejers og er ikke screenet for planmæssige bindinger
m.v. af forvaltningen.

Høring

Lokalplanforslaget
har været i høring fra den 18. december 2025 til den 24. februar 2026.
Forvaltningen har modtaget syv høringssvar (bilag 3). Høringen har ikke givet
anledning til ændringer. I bilag 4 er henvendelserne refereret med
forvaltningens bemærkninger. Hovedsynspunkter i høringen er anført nedenfor.

Indre
By Lokaludvalg har følgende hovedsynspunkter (bilag 3, henvendelse nr. 6)

• Tilfredshed
med at der udarbejdes bevarende lokalplan for ejendommen.

• Forslag
om at fastlægge anvendelsen til udelukkende familieboliger, frem for både
familieboliger, ungdomsboliger og erhverv som lokalplanen lægger op til, i
overensstemmelse med kommuneplanrammen.

• Lokaludvalget
stiller spørgsmål om hvorvidt krav til støjisolering kan medføre ændringer
af facade eller vinduer.

Forvaltningens
bemærkninger

Lokaludvalgets
synspunkter er delvist sammenfaldende med borgernes henvendelser, og
forvaltningen kommenterer lokaludvalgets synspunkter nedenfor.

• Forvaltningen
tager det til efterretning.

• Lokalplanen
muliggør ikke hotelanvendelse, men fastlægger øvrig anvendelse i
overensstemmelse med kommuneplanens ramme for boliger og serviceerhverv
(C-ramme). Forvaltningen vurderer ikke, at anvendelsen bør begrænses
yderligere.

• Støjisolering
skal ske i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser om bevaring, og
udføres med respekt for bygningens arkitektoniske udtryk.

Hovedsynspunkter i borgernes henvendelser (bilag
3, henvendelse nr. 1-5, 7)

• Fem
henvendelser ønsker at fastholde bevaring af ejendommen i sin nuværende
form.

• To
henvendelser ønsker mulighed for at transformere bygningen/ejendommen ved
delvis nedrivning og tilbygning af to eller tre etager.

• En
henvendelse om hvorvidt krav til støjisolering kan medføre ændringer af
facade eller vinduer.

• En
henvendelse om at fastlægge anvendelsen til udelukkende familieboliger,
fremfor både familieboliger, ungdomsboliger og erhverv som lokalplanen
lægger op til, i overensstemmelse med kommuneplanrammen.

Forvaltningens bemærkninger

• Forvaltningen
tager det til efterretning.

• Lokalplanen
fastsætter bevaringsbestemmelser for bygningen i sin helhed og skelner
desuden mellem hvilke ændringer, som er tilladte inden for lokalplanens
bestemmelser og hvilke, som vil kræve dispensation fra lokalplanen.
Lokalplanen giver ikke mulighed for større ombygninger eller
transformation af ejendommen.

• Se
forvaltningens bemærkning til lokaludvalget ad 3.

• Se
forvaltningens bemærkning til lokaludvalget ad 2.

Parkering

Der
stilles ikke krav om bilparkeringspladser i planforslaget, da planforslaget
bevarer eksisterende godkendte forhold, og da planforslaget ikke muliggør ny
bebyggelse på ejendommen. Der er ikke tidligere stillet krav om bilparkering
hørende til den eksisterende ejendom.

For
cykelparkering følger planforslaget rammerne i Kommuneplan 2024. Det svarer til
fire cykelparkeringspladser pr. 100 m2 etageareal for boliger,
ungdomsboliger og butikker, samt tre cykelparkeringspladser pr. 100 m2 etageareal for erhverv. Da planforslaget bevarer eksisterende godkendte
forhold, og ikke muliggør ny bebyggelse på ejendommen, forventes planforslaget
ikke at ændre på eksisterende forhold. Dog kan en fremtidig ansøgning om
væsentlig ændret anvendelse udløse nye krav om cykelparkering.

Politisk
handlerum

Det kan
besluttes,

• at
delvis nedrivning og transformation af bygningen skal være muligt. Det vil
betyde, at sagen sendes tilbage til forvaltningen. Forvaltningen vil
herefter indgå i fornyet dialog med bygherre om et tilpasset projekt med
mulighed for delvis nedrivning og påbygning og
udarbejde et nyt planforslag. Beslutningen indebærer en høj procesrisiko,
da et nyt planforslag ikke kan offentliggøres inden for §14-forbuddet,
der bortfaldt den 20. december 2025. Bygherre vil derfor i princippet
kunne gå videre med sin oprindelige byggeansøgning, før et nyt lokalplanforslag kan offentliggøres. Det vurderes, at et nyt planforslag, som muliggør
delvis nedrivning og transformation, vil gøre det vanskeligt at fastholde
bygningens bærende bevaringsværdier.

• at
antallet af bilparkering ikke skal ske ved en konkret vurdering, men følge
kommuneplanens normer for bilparkering. Det ville ved en fremtidig
væsentlig ændring af ejendommens anvendelse kunne generere et krav på
mellem 0-3 bilparkeringspladser afhængigt af, hvor stor en del af
ejendommen, der ændres. Der er ikke tidligere stillet krav om bilparkering
hørende til den eksisterende ejendom.

Hvis
indstillingen ikke godkendes, vil ejendommen ikke være omfattet af en
lokalplan. Bygningen, Nørre Voldgade 44, vil dermed ikke være udpeget som
bevaringsværdig, og den vil derigennem ikke blive beskyttet mod ombygning eller
nedrivning.

Økonomi

Denne
indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når
Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen, bekendtgør Klima-, Miljø- og
Teknikforvaltningen denne i henhold til reglerne i planloven.

Oversigt over politisk behandling

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

• at godkende lokalplan Nørre Voldgade 44 (bilag 2).

Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets beslutning den 18. maj 2026

Radikale Venstre, Venstre og Liberal Alliance stillede følgende ændringsforslag som erstatning af 1. at-punkt:

”at sagen sendes tilbage til forvaltningen med henblik på at delvis

nedrivning og transformation af bygningen skal være muligt.”

Ændringsforslaget blev forkastet med 3 stemmer mod 7. Ingen undlod at stemme.

For stemte: B, I, V

Imod stemte: C, F, Ø, Å

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med 7 stemmer mod 3. Ingen undlod at stemme.

For stemte: C, F, Ø, Å

Imod stemte: B, I, V

Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:

”Liberal Alliance mener at det er afgørende, at der kan bygges ovenpå på lavere bebyggelse, så vi udnytter den plads vi har bedre til at imødekomme boligmanglen i København. Derfor havde partiet gerne set, at der i lokalplanen var mulighed for boligudvikling i stil med grundejers ønsker.”

Radikale Venstre, Liberal Alliance og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

"Partierne ser gerne en transformation af byhuset i dialog med bygherre. Det er særligt bygningens højde og facade, der viser at bygningen er fra 1700-tallet, men vi mangler også flere kvadratmeter i København til boliger og erhverv. Derfor ser vi gerne en overbygning på den eksisterende bygning i samme højde som nabobygningerne, der tydeligt illustrerer facaden og højden fra den oprindelige bygning, og en arkitektur på overbygningen, der passer til omgivelserne."

Beslutning

Klima-, Miljø- og Teknikudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

• at godkende lokalplan Nørre Voldgade 44 (bilag 2).

Bilag

  • Bilag 1 - Overblik over den politiske behandling
  • Bilag 2 - Forslag til lokalplan Nørre Voldgade 44
  • Bilag 3 - Henvendelser modtaget i høringsperioden
  • Bilag 4 - Svar på henvendelser i høringsperioden
  • Bilag 5 - Grundejers tre ideoplæg til delvis nedrivning og transformation af ejendommen
  • Bilag 6 - Besvarelse vedrørende spørgsmål til procesrisiko i det politiske handlerum

Kilde: Københavns Kommune, Økonomiudvalget, referat fra mødet tirsdag 9. juni 2026, punkt 23. Læs den originale sag hos kommunen.