Besluttet 15. juni, Klima-, Miljø- og Teknikudvalget
Resultat af foranalyse af Trianglen, Østerbro
Det løsningsforslag til trafikal fredeliggørelse og begrønning af Trianglen, som skal indgå til forhandlingerne om Budget 2027. Der blev i Budget 2025 afsat midler til en foranalyse, der belyser mulighederne for at omdanne Trianglen til et nyt, grønnere byrum samt afledte trafikale konsekvenser.
Trafik og cyklerBudget og økonomi
Steder i sagen: Trianglen
Kort fortalt
- Hvem
- Klima-, Miljø- og Teknikudvalget
- Hvornår
- Mandag 15. juni 2026
- Status
- Besluttet. Indstillingen blev godkendt med 7 stemmer mod 3.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
- Næste skridt
- Når Klima-, Miljø- og Teknikudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen udarbejde et budgetnotat til forhandlingerne om Budget 2027.
7 for3 imod0 undlod
- For
- Imod
- C Det Konservative Folkeparti
- Undlod
- A Socialdemokratiet
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Klima-,
Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget
godkender,
• at
løsningsforslaget til trafikal fredeliggørelse og begrønning af Trianglen
(scenarie 1) indgår i forhandlingerne om Budget 2027, jf. løsningsafsnit
og økonomiafsnit.
Problemstilling
Med
Budget 2025 (BR 3. oktober 2024) (A, B, F, I, O, V og Ø) blev der afsat 1,5
mio. kr. til en foranalyse af trafikal fredeliggørelse og begrønning af
Trianglen på Østerbro jf. bilag 2. Foranalysen tager afsæt i et visionsoplæg
fra Østerbro Lokaludvalg fra 2011 og undersøger de trafikale og byrumsmæssige
forhold ved Trianglen, herunder muligheden for at lukke Odensegade for
biltrafik.
Løsning
Trianglen
er i dag præget af at være opdelt af veje på alle sider, hvilket efterlader en
”ø” i midten jf. bilag 3. Selve pladsen indbyder således ikke til ophold, da
den er omringet af trafikerede veje, benyttes primært til gennemgang og
busstoppesteder. I dag er der et ledigt vejareal syd for Trianglen, hvor der
tidligere var en separat busbane. Trianglen fremstår i dag nedslidt, og pladsen
er i høj grad præget af teknisk udstyr, gadelamper og nuværende og tidligere
infrastruktur, blandt andet busstoppested og busbaner, der ikke længere
benyttes. Der er generel mangel på opholdssteder ved Trianglen.
På
baggrund af foranalysen er der udarbejdet to mulige løsningsforslag, der skaber
et grønnere og mere attraktivt byrum ved Trianglen, samtidig med at der
opretholdes en hensigtsmæssig trafikafvikling. Begge løsningsforslag inddrager
vejareal som i dag benyttes af motoriseret trafik, for at skabe et større byrum
ved Trianglen. De to forslag inddrager hhv. vejstykket syd og nord for
Trianglen til pladsdannelse, hvor den førstnævnte muliggør den største
pladsdannelse. Den trafikale analyse viser, at begge løsninger sikrer lige god
trafikal afvikling for biler og busser og reducerer antallet af konfliktpunkter
for alle trafikanter ved Trianglen i forhold til i dag. Der indføres flere
forskellige svingforbud i begge scenarier for at reducere trafikken omkring Trianglen.
Trafikken forventes at blive flyttet til ringvejen O2, Nørre Allé og Jagtvej.
Det vurderes ud fra modelberegninger, at det overordnede vejnet i store træk
kan håndtere flytningen af trafikken, men der kan opstå lokale udfordringer på
fire strækninger, der allerede er belastede af trafik i dag. Dette gælder
uanset scenarie.
Lokaludvalget
havde et forslag om at inddrage Østerbrogade øst for Trianglen og lukke
Odensegade for trafik. Denne løsning er undersøgt med analysen, men fravalgt af
hensyn til bl.a. trafikafviklingen på Østerbrogade, som er en hovedtrafikåre.
Disponeringen
af selve pladsen med inventar, begrønning mv. er ikke fastlagt i foranalysen,
men bliver udarbejdet i næste fase. Placering af cykelstierne kan ligeledes
tilpasses.
Indstillet forslag med pladsdannelse vha. lukning af vejstrækning
syd for Trianglen (scenarie 1)
I
det indstillede forslag (i foranalysen benævnt scenarie 1) udvides pladsen på
Trianglen ved at inddrage vejstrækningen syd for Trianglen mellem Øster
Allé/Blegdamsvej og Østerbrogade, jf. bilag 4. Derved dannes et ca. 2.700 m²
sammenhængende byrum med plads til træer, bede og bedre opholdsmuligheder med
eftermiddags- og aftensol. Den fredede bygning midt på pladsen bevares som en
del af det nye byrum. Denne løsning vurderes at skabe bedst mulighed for
begrønning af pladsen ift. de undersøgte scenarier, på grund af placeringen af
ledninger under jorden.
På det
nedlagte vejareal mellem fortovet og pladsen etableres en 3 meter bred cykelsti
til cyklister, der skal fra Øster Allé/Blegdamsvej og mod syd ad Østerbrogade.
Cyklister der skal fra Østerbrogade syd mod Øster Allé/Blegdamsvej skal ligesom
i dag køre via krydset Østerbrogade/Nordre Frihavnsgade. Fortovene udvides
langs denne strækning samt ved hjørnet Østerbrogade/Nordre Frihavnsgade, for at
styrke opholds- og fodgængerforholdene i området.
Med denne
vejlukning ledes biltrafikken i stedet nord om Trianglen. For at undgå opstuvning af trafikken bliver svingbevægelser begrænset,
så man ikke kan dreje til venstre, når man kommer fra Øster Allé og fra
Østerbrogade syd. Forvaltningen forventer, at den omlagte trafik kan
håndteres af de alternative ruter på det overordnede vejnet.
Pladsdannelsen
nødvendiggør flytning af busstoppestedet for linje 14 i nordlig retning til
Østerbrogade, dog uden mulighed for en busperron på denne placering. Det
medfører, at Linje 14 fremadrettet drejer direkte fra Østerbrogade til højre ad
Nordre Frihavnsgade i stedet for at køre venstre om Trianglen som i dag.
Parkering
Løsningen
har ikke konsekvenser for antallet af bilparkeringspladser. Der forventes
mulighed for at etablere flere cykelparkeringspladser.
Træer
Der
vurderes at være mulighed for at plante nye træer, dog vil det præcise antal og
arter afklares i den videre fase, hvor disponeringen af pladsen fastlægges. Der
vil primært blive plantet løvfældende, som vil kunne tåle de klimatiske
vindforhold på stedet.
Prisen på
det indstillede forslag er 40 mio. kr.
Alternativt forslag med pladsdannelse vha. lukning af
vejstrækning Nord for Trianglen (scenarie 2)
I
det alternative forslag (i foranalysen benævnt scenarie 2) udvides pladsen på
Trianglen ved at inddrage forbindelsesvej nord for Trianglen mellem Øster
Allé/Blegdamsvej og Østerbrogade, jf. bilag 5. Dette muliggør en pladsdannelse
på ca. 2.350 m2, hvilket er lidt mindre plads end i det indstillede
forslag. Pladsens nordlige del har gode solforhold om morgenen og store dele af
dagen, hvilket øger opholdskvaliteten på fortovet langs den nordlige
vejstrækning. Ligesom i det indstillede forslag bevares den fredede bygning. I
det sydvestlige hjørne af Trianglen snævres kørebanearealet ind, så krydset
bliver lettere at navigere i, hvilket frigør yderligere et pladsareal.
Langs den
nordlige strækning etableres to cykelstier på hver 3 m. Opdelingen er
nødvendig, fordi cyklister i modkørende retning ikke kommer ind og ud samme
sted på pladsen. Behovet for to cykelstier svækker oplevelsen af en samlet
plads, men er nødvendig for at sikre en hensigtsmæssig afvikling af
cykeltrafik, der skal fra Blegdamsvej mod Nordre Frihavnsgade/Østerbrogade i
nordlig retning. Placeringen af cykelstierne vil blive afklaret i den videre
projektering, da de kan placeres flere forskellige steder.
Når den
nordlige forbindelsesvej lukkes ledes biltrafikken i stedet syd om området.
Ligesom i det indstillede forslag indføres venstresvingsforbud fra Øster Allé
og Østerbrogade syd og busstoppestedet for linje 14 skal flyttes. Dette
vurderes muligt at finde plads til på Østerbrogade, men den præcise placering
ikke fastlagt. Ligesom i det indstillede forslag vil Linje 14 fremadrettet
dreje direkte fra Østerbrogade til højre ad Nordre Frihavnsgade.
Parkering
Løsningen har ikke
konsekvenser for antallet af bilparkeringspladser. Der forventes mulighed for
at etablere flere cykelparkeringspladser.
Træer
Der vurderes at være mulighed
for at plante nye træer, dog skal det præcise antal afklares i den videre fase,
hvor disponeringen af pladsen fastlægges. Der vi primært blive plantet
løvfældende træer, som vil kunne tåle de klimatiske vindforhold på stedet.
Prisen på
det alternative forslag er 40 mio. kr.
Høring
Foranalysen
har været i høring ved Østerbro Lokaludvalg fra den 27. februar 2026 til den
26. marts 2026. Høringssvaret og forvaltningens bemærkninger fremgår af bilag
5.
Høringssvar
fra lokaludvalg
Østerbro Lokaludvalg peger på
det indstillede forslag som det mest hensigtsmæssige, men bemærker, at alle
scenarierne vil få negative konsekvenser for trafikken i andre dele af
Østerbro. Der foreslås også, at der arbejdes med en udbygning af hjørnet ved Nordre
Frihavnsgade, som skal sikre bedre forhold for cyklister der skal mod
Blegdamsvej.
Forvaltningens
bemærkninger
Forvaltningen har gennemført
en konsekvensanalyse af vejlukningerne. For begge scenarier konkluderes, at
selvom der kan opstå enkelte lokale udfordringer, forventes de alternative
ruter på det overordnede vejnet i store træk at kunne håndtere den omlagte
trafik. Med hensyn til forbedring af hjørnet ved Nordre Frihavnsgade kan dette
indgå i en evt. viderebearbejdning, dog bemærker forvaltningen, at området
indgår i foranalysen for Nordre Frihavnsgade og skal koordineres i en videre
proces.
Samlet
set har bemærkningerne ikke givet anledning til ændringer i løsningsforslag.
Politisk
handlerum
Det kan
politisk besluttes, at:
• det
alternative forslag skal indgå sammen med eller som alternativ til det
indstillede forslag i det kommende budgetnotat til Budget 2027.
Økonomi
Denne
indstilling har ikke i sig selv konsekvenser for Københavns Kommune.
Gennemførelse af løsningsforslaget afhænger af, at Borgerrepræsentationen
afsætter finansiering i en kommende budgetaftale. Klima-, Miljø- og
Teknikforvaltningen er forpligtet til at udarbejde budgetnotat på baggrund af
foranalysen, jf. Økonomiforvaltningens årlige indkaldelsescirkulære.
Videre proces
Når
Klima-, Miljø- og Teknikudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen
udarbejde et budgetnotat til forhandlingerne om Budget 2027.
Beslutning
Indstillingen blev godkendt med 7 stemmer mod 3. Ingen undlod at stemme.For stemte: B, F, I, Ø og Å
Imod stemte: C
Undlod at stemme: A
Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:
”Liberal Alliance finder det positivt med et nyt sammenhængende byrum på Trianglen, der blandt andet giver plads til udeservering. Partiet noterer også, at trafikberegningerne viser en mindre forsinkelse ved omdannelsen af Trianglen end den nuværende situation.”
Bilag
- Bilag 1 Overblik over politisk behandling
- Bilag 2 Oversigtskort
- Bilag 3 Eksisterende forhold
- Bilag 4 Indstillet forslag
- Bilag 5 Alternativ forslag
- Bilag 6 Høring
- Bilag 7 Udmøntnings- og budgetnotat
- Bilag 8 Foranalyse af trafikal fredeliggørelse af Trianglen
Kilde: Københavns Kommune, Klima-, Miljø- og Teknikudvalget, referat fra mødet mandag 15. juni 2026, punkt 3. Læs den originale sag hos kommunen.