København
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 22. juni, Klima-, Miljø- og Teknikudvalget

Krav og hensyn i lokalplaner

I forbindelse med Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets behandling af indstillingen ”Mulighed for at bygherre kan udarbejde lokalplaner og forenkling af lokalplanarbejdet” den 16. marts 2026 vedtog udvalget et ændringsforslag, som pålagde Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen at danne et overblik over …

Byggeri og lokalplaner

Kort fortalt

Hvem
Klima-, Miljø- og Teknikudvalget
Hvornår
Mandag 22. juni 2026
Status
Besluttet. Indstillingen blev godkendt uden afstemning.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Næste skridt
Når Klima-, Miljø- og Teknikudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen foresætte praksis som hidtil og igangsætte den eksterne analyse af lokalplanprocessen.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Klima-,
Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget
godkender,

• at
fokus for den eksterne analyse af lokalplanområdet skal være på krav i
lokalplaner og forbedring af processer som beskrevet i afsnittet Løsning.

Problemstilling

I
forbindelse med Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets behandling af indstillingen
”Mulighed for at bygherre kan udarbejde lokalplaner og forenkling af
lokalplanarbejdet” den 16. marts 2026 vedtog udvalget et ændringsforslag, som
pålagde Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen at danne et overblik over samtlige af de
elementer, der reguleres i dag, som gør lokalplaner mere komplicerede, herunder
en beskrivelse af, hvilke elementer der i særlig grad er tidskrævende for
forvaltningen. Ved Overførselssagen 2025-2026 (BR 30. april 2026) (A, B, C, F,
I, O, V, Ø og Å) blev der afsat midler til at igangsætte en ekstern analyse,
som også skal undersøge krav i lokalplanprocessen. I denne indstilling
beskrives, hvordan krav påvirker tidsforbruget for udarbejdelse af lokalplaner samt
mulighederne for at ændre på disse krav. Derudover beskrives, hvilke elementer
der vil indgå i den eksterne analyse, som forvaltningen forventer at forelægge
udvalget i andet kvartal 2027. Det samlede overblik over krav i lokalplaner vil
ligeledes indgå som en del af den eksterne analyse.

Løsning

Alle krav
i lokalplaner varetager konkrete hensyn som fx boligkvalitet, tryghed og
trafiksikkerhed. Når de forskellige hensyn konkretiseres til krav i en
lokalplan, er det nødvendigt at afveje og balancere hensynene overfor hinanden
og i forhold til det konkrete sted og byggeønsker. Det betyder, at hensyn ikke
bliver prioriteret på samme måde i alle lokalplaner, og kravene kan derfor være
forskellige fra lokalplan til lokalplan.

Forvaltningen
har gennemgået de forskellige krav, der typisk stilles i lokalplaner, og
identificeret to typer krav, som komplicerer og dermed er særligt tidskrævende
i lokalplanprocessen: 1) Krav, der påvirker bebyggelsesplanen og 2) Krav, der
kræver forhandling med bygherre eller koordinering med andre myndigheder,
forsyningsselskaber eller forvaltninger, som fx håndtering af ekstremregn.
Krav, der påvirker bebyggelsesplanen, vil typisk påvirke tidsforbruget mest, da
justeringer ét sted i bebyggelsesplanen kan betyde, at adgangs-, dagslys- og
støjforhold ændres, og der derfor skal foretages nye vurderinger.

Krav, der
ikke påvirker bebyggelsesplanen eller kræver koordinering og forhandling,
påvirker ikke tidsforbruget nævneværdigt. Det kan fx være forvaltningens krav
om at etablere hævede gulvkoter i stueetagen ud fra et hensyn til tryghed i
byrummet. Når gulvkoten er hævet, er der ikke direkte indbliksgener, beboerne
undlader at trække gardiner for deres vinduer og kan have visuel kontakt med
byrummet udenfor.

Krav i
lokalplaner har ophæng i enten lovgivning, kommuneplanen eller politiske
beslutninger. Nogle krav kan administreres med et stort handlerum for
forvaltningen, fx bevaring af store gamle træer. Andre krav er mere præcist
defineret med mindre handlerum i den enkelte lokalplan til følge, fx
parkeringsnormer i kommuneplanen. Hvis forvaltningens handlerum er stort, er
det nemt at ændre praksis og enten frafalde eller reducere et krav. Hvis
handlerummet er lille, vil det kræve, at ophænget i form af kommuneplan,
lovgivning eller tidligere politisk beslutning ændres, hvis kravet skal
frafaldes i en lokalplan. I bilag 2 gennemgås eksempler på de krav, der kræver
ændring af lovgivning eller kommuneplan, og krav, hvor forvaltningens praksis
umiddelbart kan ændres.

Ekstern
analyse af lokalplanprocessen

Ifm.
Overførselssagen 2025-2026 blev der bestilt en ekstern analyse af
lokalplanprocessen med henblik på at reducere sagsbehandlingstiden for
lokalplaner. Analysen udarbejdes i forlængelse af den igangværende analyse af
almenboligområdet, der kortlægger krav og vilkår til almene byggesager samt
boligorganisationernes oplevelser og brugerrejser fra start til slut på tværs
af forvaltningens myndighedsområder.

I
analysen af lokalplansprocessen lægges der tilsvarende op til et fokus på, om
nogle af de krav, der stilles i lokalplanprocessen, kan justeres eller undværes
for at gøre lokalplanprocessen mere smidig og reducere sagsbehandlingstiden.
Analysen skal resultere i en gennemgang af alle krav, der kan stilles i en
planproces, inddelt efter om de har afsæt i hhv. lovgivning,
kommuneplansrammer, politiske beslutninger eller forvaltningens praksis og
administrationsgrundlag.

Analysen
vil også fokusere på at identificere muligheder for forbedringer i
forvaltningens processer, så sagsbehandlingstiden kan reduceres. Dette vil ske
med inddragelse af bygherrer og developere og skal resultere i en kortlægning
af de nuværende processer, herunder de interne greb til optimering af
processer, der aktuelt er under implementering. Ligeledes skal analysen
tilvejebringe en kortlægning af brugerrejser for bygherrer og developere.
Brugerrejserne skal kunne sammenholdes med resultaterne fra almenboligområdet,
så de to analyser supplerer hinanden.

Analysen
vil undersøge forenklinger af lokalplanprocessen, fx ved princippet om én
indgang til kommunen samt en afsøgning af, om lokalplanernes detaljeringsgrad
er for høj.

Endelig
vil analysen skulle opstille og kvalificere mulige løsningsforslag ved at
inddrage relevante erfaringer fra andre kommuner og organisationer, særligt på
løsningsforslag om organisering omkring et stærkere organisatorisk ejerskab for
fremdrift i planprocesser internt i forvaltningen og i samspil med øvrige
forvaltninger i kommunen.

Analysen
forventes færdiggjort i første kvartal 2027, og resultaterne og anbefalinger
til videre skridt forventes forelagt udvalget i andet kvartal 2027.

Øvrige
igangsatte tiltag

Der er på
nuværende tidspunkt igangsat flere tiltag inden for lokalplanområdet med
henblik på at belyse og optimere lokalplanprocessen.

I Budget
2026 (BR 2. oktober 2026) (A, B, C, F, I, O, V, Ø, Å, Finn Rudaizky,
Helle Jønch og Troels Chr. Jakobsen) blev det besluttet, at Klima- Teknik- og
Miljøforvaltningen skulle udarbejde en budgetanalyse frem mod budget 2027.
Klima- Teknik- og Miljøudvalget blev orienteret om resultatet af budgetanalysen
den 27. april 2026. Som en del af budgetanalysen blev der identificeret syv
greb til procesforbedringer i lokalplanprocessen, hvor et af disse bl.a.
arbejder med en forenkling af bestemmelserne og detaljeringsniveauet i
lokalplaner. Forvaltningen har påbegyndt implementeringen af tre ud af de syv
greb.

I august
2026 forelægges et katalog for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget og
Økonomiudvalget med forslag til at styrke fremdriften i arbejdet med
lokalplanerne, herunder modeller for ændret servicemål for ventelisten.

Herudover
har udvalget besluttet, at forvaltningen skal igangsætte et forsøg, hvor
bygherrer udarbejder udkast til lokalplansforslag inden for rammerne af
kommuneplanen. Forvaltningen forelægger en indstilling om dette til udvalget i
efteråret 2026.

Politisk
handlerum

Udvalget
kan beslutte,

• at
forvaltningen skal udarbejde en sag med henblik på at nedprioritere
specifikke krav, som forvaltningen kan ændre uden at ændre kommuneplan,
lovgivning eller tidligere beslutninger, så lokalplaner er mindre
komplicerede. Forvaltningen vurderer, at det kan gå ud over kvaliteten i
byen. Lokalplaner med færre krav vil kunne spare sagsbehandlingstid og vil
formentlig betyde, at der er behov for færre dispensationer i den
efterfølgende byggesagsbehandling.

• at
forvaltningen skal arbejde for at ændre kommuneplan eller lovgivning med
henblik på at kunne nedprioritere krav, der kræver en sådan ændring.

• at
den eksterne analyse skal fokusere særligt på en bestemt type af krav
eller hensyn.

• at
den kommende indstilling med katalog over forslag til at styrke
fremdriften i arbejdet med lokalplanerne, herunder modeller for mål for
sagsbehandlingstider for forskellige kategorier af lokalplaner, skal
afvente resultatet af den eksterne analyse.

Hvis
indstillingen ikke godkendes, igangsættes analysen som besluttet med
Overførselssagen, men uden konkret fokus på krav og forbedring af processer
ift. lokalplaner.

Økonomi

Denne
indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når
Klima-, Miljø- og Teknikudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen
foresætte praksis som hidtil og igangsætte den eksterne analyse af
lokalplanprocessen. Udvalget vil få en indstilling til politisk beslutning, når
resultaterne fra analysen foreligger.

Beslutning

Radikale Venstre, Liberal Alliance, Socialistisk Folkeparti og Venstre stillede følgende ændringsforslag som tilføjelse til 1. at-punkt:

”dog således, at analysen udover forvaltningens processer også analyserer hvor meget krav besværer processen for bygherre, samt hvad disse krav potentielt betyder for byggeudgifterne.”

Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Bilag

  • Bilag 1 Overblik over politisk behandling
  • Bilag 2 Eksempler på krav i lokalplaner
  • Bilag 3 Intronotat til det nye udvalg om lokalplanlægning

Kilde: Københavns Kommune, Klima-, Miljø- og Teknikudvalget, referat fra mødet mandag 22. juni 2026, punkt 16. Læs den originale sag hos kommunen.