Behandlet 17. august, Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget
Revisionsberetningen - Årsregnskab 2025
Denne sag omhandler den årlige revisionsberetning. Revisionen vedrører både årsregnskabet og statsrefusion på social- og beskæftigelsesområdet for 2025.
Kort fortalt
- Forslaget
- Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget godkender forvaltningens handleplan vedr. revisionsbemærkning i Revisionsberetningen for 2025 (jf. bilag 4)
- Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget tager resultatet af revision på det sociale og beskæftigelsesrettede område til efterretning.
- Hvem
- Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget
- Hvornår
- Mandag 17. august 2026
- Status
- Behandlet. Referatet med beslutningen er ikke offentliggjort endnu.
- Næste skridt
- Revisionsberetningen behandles på ØU den 25. august 2026 med handleplaner for alle forvaltninger.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen indstiller,
• at Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget godkender forvaltningens handleplan vedr. revisionsbemærkning i Revisionsberetningen for 2025 (jf. bilag 4)
• at Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget tager resultatet af revision på det sociale og beskæftigelsesrettede område til efterretning.
Problemstilling
Når revisionen - ud fra en revisionsmæssig betragtning - konstaterer væsentlige fejl eller mangler, afgives en revisionsbemærkning herom. Økonomiforvaltningen beder derefter udvalgene om handleplaner for, hvordan der kan rettes op på de konstaterede mangler, herunder hvordan fejlene undgås fremadrettet.
Vedrørende revisionen på regnskabsområdet for 2025 har Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen udarbejdet handleplan i forhold til en revisionsbemærkning relateret til revision af balancen.
Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen har ingen igangværende handleplaner fra tidligere år.
Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen har i 2025 ikke modtaget revisionsbemærkninger på det sociale- og beskæftigelsesrettede område og skal derfor ikke udarbejde en handleplan for genopretning af fejl.
Deadline for fremsendelse af handleplaner til Økonomiforvaltningen var i år den 16. juni. Handleplanerne er derfor – efter sædvanlig proces - oversendt til Økonomiforvaltningen med forbehold for Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalgets godkendelse.
Løsning
Forvaltningen har udarbejdet handleplan for revisionsbemærkning vedrørende revision af balancen.
Der er ikke revisionsbemærkninger til revisionen af det sociale og beskæftigelsesrettede område, og der skal dermed ikke laves handleplaner på området. Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget orienteres derfor kun om resultatet.
Revision af balancen
Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen har sammen med Kultur, -Fritids- og Borgerserviceforvaltningen fået en revisionsbemærkning vedrørende åbne poster på balancen, der er over 1 år. De åbne poster skyldes manglende betaling fra Region Hovedstaden vedrørende refusion til sygesikringsgruppe 2 omfattede borgere.
Sagsbehandlings- og udbetalingsopgaven vedrørende refusion til sygesikringsgruppe 2 omfattede borgere løses af kommunerne, og i Københavns Kommune overtog Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen pr. 1. januar 2025 opgaven fra Kultur, - Fritids- og Borgerserviceforvaltningen.
De aktuelle åbentstående poster på over et år vedrører Kultur, -Fritids- og Borgerserviceforvaltningen, men revisionen har bedt Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen beskrive handleplan for, hvordan det undgås, at de åbentstående poster akkumuleres.
Region Hovedstaden har grundet manglende ressourcer til gennemgang af dokumentation forlænget sagsbehandlingstid og er således endnu ikke nået til afregning af opkrævninger, der vedrører udbetalinger foretaget af Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen.
I forbindelse med Region Hovedstadens behandling af opkrævningerne vil der formentlig opstå spørgsmål til Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen og krav om yderligere dokumentation – dette viser erfaringerne fra Kultur, -Fritids- og Borgerserviceforvaltningen.
Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen er i dialog med Region Hovedstaden om afregningerne, herunder omkring retningslinjer for sagsbehandling, for at være på forkant med evt. behov for yderligere dokumentation ifm. behandlingen af opkrævningerne i Region Hovedstaden. Som led i opfølgningen beder Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen hvert kvartal om en status hos Region Hovedstaden med henblik på at sikre hurtigst mulig afvikling af restancebeløbet og en prognose herfor.
Revisionen af det sociale og beskæftigelsesrettede område - statsrefusion
Ved revisionen af det sociale og beskæftigelsesrettede område med statsrefusion undersøger revisor, om forvaltningens sagsbehandling overholder gældende lovgivning og retningslinjer for blandt andet at vurdere, om kommunen er berettiget til den hjemtagne statsrefusion. Revisor foretager en stikprøvegennemgang af konkrete borgersager og af forvaltningens interne ledelsestilsyn. Resultatet fremgår overordnet i vedlagte revisionsrapport (jf. bilag 2).
Revisor har gennemgået i alt 1358 kontrolpunkter og fundet 40 fejl, hvilket svarer til en fejlandel på 2,9 %.
Sagsgennemgangen viser, at forvaltningen har et mindre antal enkeltstående fejl, som potentielt kan have refusionsmæssig betydning. Det er fx fejl vedr. kontering og beregning af ydelse og udarbejdelse af en fyldestgørende rehabiliteringsplan.
Herudover har forvaltningen en systematisk fejl vedrørende borgere på selvforsørgelses- og hjemrejse eller overgangsydelse (SHO-ydelse) ift. manglende rettidig aktivering i virksomhedspraktik (herunder nytteindsats) eller løntilskud. Der er her fundet fejl i 4 af 6 sager.
Forvaltningen følger op på de konstaterede fejl.
På baggrund af resultatet konstaterer revisor, at revisionen ikke har vist væsentlige eller generelle fejl og mangler. Det er revisors vurdering, at området i al væsentlighed administreres efter gældende regler og retningslinjer, og forvaltningen modtager derfor ingen revisionsbemærkninger for regnskabsåret 2025.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Politisk handlerum
Revisionsberetningen ligger fast, men udvalget har med denne sag mulighed for at vurdere, om udvalget finder, at forvaltningens skitserede tiltag i handleplanerne er tilstrækkelige til at rette fejlene og sikre, at de ikke sker fremadrettet.
Videre proces
Revisionsberetningen behandles på ØU den 25. august 2026 med handleplaner for alle forvaltninger.
Bilag
- Bilag 1. Endelig revisionsberetning nr. 4, KK
- Bilag 2. Endelig revisionsberetning nr. 5, KK Årsregnskab 2025
- Bilag 3. Revisionsrapport Statsrefusion KK 2025
- Bilag 4. Handleplan til revisionsbemærkninger givet i revisionsberetningen vedrørende årsregnskab 2025
Kilde: Københavns Kommune, Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget, referat fra mødet mandag 17. august 2026, punkt 4. Læs den originale sag hos kommunen.