København
Nyt fra byråd og udvalg

Behandlet 17. august, Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget

Udkast til ny handleplan mod negativ social kontrol 2027-2030

Den nuværende Handleplan til forebyggelse af negativ social kontrol udløber ved udgangen af 2026. Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen har udarbejdet et udkast til en handleplan for perioden 2027-2030. Med denne indstilling forelægges udvalget udkastet til godkendelse

Kort fortalt

Forslaget
  • Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget godkender udkast til Handleplan mod negativ social kontrol 2027-2030.
Hvem
Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget
Hvornår
Mandag 17. august 2026
Status
Behandlet. Referatet med beslutningen er ikke offentliggjort endnu.
Næste skridt
Handleplanen forelægges Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget i layoutet og endelig version på udvalgsmødet den 9. november 2026.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen indstiller,

1. at Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget godkender udkast til Handleplan mod negativ social kontrol 2027-2030.

Problemstilling

Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget godkendte den 16. februar 2026 rammer og procesplan for udarbejdelsen af en ny Handleplan mod negativ social kontrol, idet den gældende handleplan udløber ved udgangen af 2026. I overensstemmelse med procesplanen forelægges udvalget et udkast til handleplanen for perioden 2027-2030. Handleplanen rammesætter forvaltningens samlede indsats mod negativ social kontrol.

Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen har siden 2013 haft en indsats til forebyggelse af negativ social kontrol. Handleplanen for 2027-2030 er udarbejdet pba. eksisterende mangeårige erfaringer. Handleplanen udmønter samtidig dels den lovpligtige Beredskabsplan til forebyggelse, opsporing og håndtering af sager om negativ social kontrol på udvalgets område, dels Integrations- og medborgerskabspolitikkens vision om at imødegå kulturelt betingede udfordringer, herunder negativ social kontrol.

Løsning

Med denne indstilling forelægges udvalget udkast til Handleplan mod negativ social kontrol 2027-2030, som beskriver forvaltningens samlede indsats mod negativ social kontrol (bilag 1).

Udkastet til den nye handleplan bygger videre på erfaringer fra tidligere indsats og på input fra hhv. en nyetableret følgegruppe bestående af relevante civilsamfundsaktører og fra forvaltningens Ekspertgruppe mod negativ social kontrol. Ekspertgruppen er desuden blevet præsenteret for og har kvalificeret forvaltningens forslag til indhold.

Det foreslås, at indsatsen organiseres under fire indsatsområder:

• Rettigheder og handlemuligheder

• Udøverperspektiv og kollektive dynamikker

• Beskæftigelse

• Videns- og kompetenceløft.

Der lægges op til, at handleplanen udmøntes gennem projektbeskrivelser med indsatsmål og fordeling af midler, som forelægges til udvalgets efterretning i hhv. første halvår af 2027 og første halvår af 2029. Projektbeskrivelserne skal understøtte en fleksibel implementering, hvor metoder og indsatser kan tilpasses de aktuelle udfordringer i København.

Handleplansperioden foreslås desuden ændret fra tre til fire år for at sikre samme periode som forvaltningens øvrige handleplaner på integrationsområdet.

Udvalget har tidligere drøftet et øget fokus på evaluering af indsatserne på integrationsområdet. Et samarbejde med ekstern evaluator forudsætter finansiering udover handleplanens rammer. Der kan bestilles budgetnotat herom til budgetforhandlingerne om Budget 2027.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser. Udvalget har tidligere truffet beslutning om den økonomiske ramme for handleplanen.

Politisk handlerum

Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget kan godkende handleplanen som forelagt eller med ændringer, ligesom udvalget kan bede Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen genforelægge et revideret udkast til handleplan.

Videre proces

Handleplanen forelægges Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget i layoutet og endelig version på udvalgsmødet den 9. november 2026. Den endelige version vil tage højde for udvalgets evt. bemærkninger samt tilføje evt. yderligere indsatser, som besluttes i forbindelse med forhandlingerne om Budget 2027.

Bilag

  • Bilag 1 Udkast til Handleplan mod negativ social kontrol 2027-2030

Kilde: Københavns Kommune, Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget, referat fra mødet mandag 17. august 2026, punkt 8. Læs den originale sag hos kommunen.