København
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 17. august, Klima-, Miljø- og Teknikudvalget

Projektforslag for anlæg af Hanne Varmings Plads – ny plads, Valby

På baggrund af Budget 2022, om anlæg af Hanne Varmings Plads, skal der tages stilling til projektforslag samt frigivelse af anlægsmidler til anlæg af Hanne Varmings Plads en ny plads på den tidligere Toftegårds Plads.

Budget og økonomi

Steder i sagen: Hanne Varmings Plads · Toftegårds Plads

Kort fortalt

Forslaget
  • Anlæg af ny plads på Klima-, Miljø og Teknikudvalgets bevilling Ordinær
Hvem
Klima-, Miljø- og Teknikudvalget
Hvornår
Mandag 17. august 2026
Status
Besluttet. Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt uden afstemning Indstillingens 2. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning: ”Partierne ser gerne, at den kommende skulptur på pladsen udført af Hanne Varming placeres i samarbejde med lokaludvalget. Endvidere er det partiernes ønske, at man gør alt, hvad man kan, for at bevare eksisterende træer.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Næste skridt
Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, færdiggøres projekteringen og udbudsmaterialet for plads-projektet.

Sagens vej

  1. 17. augustKlima-, Miljø- og TeknikudvalgetBesluttet
  2. 8. septemberØkonomiudvalgetBesluttet
  3. 17. septemberBorgerrepræsentationenGodkendt
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Klima-,
Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget
godkender,

• at
projektforslaget for Hanne Varmings Plads – ny plads, danner grundlag for
færdigprojektering og anlæg, jf. bilag 4.
Klima-, Miljø- og
Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget
overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

• at
der frigives en anlægsbevilling på 46,1 mio. kr. til Hanne Varmings Plads
- Anlæg af ny plads på Klima-, Miljø og Teknikudvalgets bevilling Ordinær
anlæg, jf. økonomiafsnittet.

Problemstilling

I Budget
2022 (BR 7. oktober 2021) (A, B, F, O, V, Ø, Å, Frie Grønne og Kaare Traberg
Smidt) blev der afsat 46,1 mio. kr. til anlæg af Hanne Varmings Plads – Anlæg
af ny plads i Valby, som en del af den vedtagne helhedsplan. Den nye Hanne
Varmings Plads, tidligere Toftegårds Plads (TMU 26. maj 2025), vil være det
sidste i rækken af nye projekter, der anlægges på arealet, herunder byggeriet
af Nyt Valby Bibliotek, der anlægges af Økonomiforvaltningen, og
Ungdomsboligerne Toften, der anlægges af Dansk Almennyttigt Boligselskab.

Løsning

Projektforslaget
er en viderebearbejdning af den politiske vedtagne helhedsplan og Lokalplan
Toftegårds Plads II (BR 12.oktober 2023), der sætter detaljerede rammer for
pladsens disponering. Pladsprojektet tager herfra udgangspunkt i en udformning
af pladsen, som et blødt og bølget landskab med pladsens centrum som det
naturlige hjerte og mødested, jf. bilag 4.

Hanne
Varmings Plads skal etableres med sammenhængende klinkebelægninger i rødlige
nuancer, og omkranses af eksisterende og nye byggerier samt et bakket grønt
landskab med træer og anden beplantning mod Gammel Køge Landvej, der skal
fungere støjskærmende for pladsen. For at tilgodese bylivet og de kommende
aktiviteter etableres opholdsmuligheder med betonsiddekanter og byrumsinventar.
Pladsen begrønnes med træer, buske og bundbeplantning
for at understøtte den lokale bynatur og biodiversitet.

Projektforslaget
indeholder desuden en konkretisering af en ny privat fællesvej
mod syd, der skal servicere eksisterende og kommende byggerier. Den nye
private fællesvej er tilpasset og
grænsefladekoordineret med projekterne for Nyt Valby Bibliotek,
Ungdomsboligerne Toften og ATP Ejendomme A/S.

Centralt
på pladsen etableres et springvand i belægningen i form af dysser med vand, der
springer i varierende højder, der skal skabe et samlingspunkt, hvidstøj for at
overdøve den omgivende trafikstøj samt reducere varmeø-effekt.
Ved udendørs kulturelle aktiviteter, vil springvandet kunne slukkes, så hele
pladsens klinkegulv vil kunne benyttes. Vandelementet anlægges som et
traditionelt springvand med cirkulation og kemisk rensning, grundet en samlet
vurdering af størst mulig antal dysser, design og teknisk udformning,
vandforbrug og driftserfaringer. Dette er samme løsning som Københavns Kommunes
andre springvand. Leg og badning i offentlige springvand er som udgangspunkt
ikke forbudt, medmindre lokale ordensregler fastsætter andet, jf.
Ordensbekendtgørelsen. Da springvand ikke er godkendt eller overvåget som
badevand, og vandkvaliteten ikke er reguleret af drikkevandsbekendtgørelsen
eller badevandsbekendtgørelsen kan forvaltningen dog ikke decideret opfordre
til leg og badning.

Klimatilpasning

HOFOR har
identificeret, at der i projektområdet er et behov for at klimatilpasse HOFORs kloaksystem. Indfrielse af dette behov kan muligvis
suppleres med klimatilpasningselementer på overfladen i synergi med anlæg af
Hanne Varmings Plads. Eventuelle klimatiltag vil samtidig understøtte øget
biodiversitet og reducere varmeø-effekten. Etablering
heraf forudsætter finansiering af HOFORs
spildevandstakster. Forvaltningen vil derfor i den videre projektering i
samarbejde med HOFOR vurdere, om det er muligt at indarbejde klimatiltag på Hanne
Varmings Plads, og vil i givet fald vende tilbage med en indstilling om
igangsættelse af og lånoptag for dette. Lokalplanen rammesætter ikke lokale
klimatiltag, så derfor indtænkes eventuel klimahåndtering bl.a. i de allerede
projekterede bede og forsænkninger i belægninger iht det foreliggende
projektforslag. Yderligere vurderes en senere indarbejdelse af klimatiltag ikke
at påvirke projektets samlede tidsplan, økonomi eller have markant indvirkning
på projektets design eller disponering.

Høring

Projektet
har været i høring ved Valby Lokaludvalg fra den 9. april til den 26. maj 2025,
jf. bilag 5. Forvaltningens bemærkninger fremgår nedenfor.

Høringssvar
fra Lokaludvalg:

Lokaludvalget
finder, at visionerne i projektforslaget rigtig fint afspejler de lokale
ønsker, der er fremkommet gennem dialog og inddragelse af Valbys borgere i
pladsens fremtid. Lokaludvalget ønsker, at

• et
træ i det sydøstlige areal bliver bevaret,

• der
indarbejdes en eksisterende cykelpumpe og en ny vandpost i projektet.

• der
bliver etableret en bedre fælles løsning for affaldshåndtering for
eksisterende og nye kulturhuse. Lokaludvalget arbejder på at fremsætte
dette til kommunens kommende budgetforhandlinger.

Forvaltningens
bemærkninger:

• Det
forventes at byggeriet af Ungdomsboligerne Toften medfører, at det omtalte
ca. 20-årige kirsebærtræ skal fjernes grundet nødvendige
byggepladsarealer. Hvis dette ikke bliver tilfældet, vil forvaltningen
bevare træet og indarbejde det i kommende plads-projekt.

• ønsket
om genetablering af cykelpumpen og etablering af en ny vandpost
indarbejdes i den kommende anlægsfase.

• En
ny fælles løsning til håndtering af erhvervsaffald for fremtidige og
eksisterende kulturbyggerier, herunder Nyt Valby Bibliotek, Kulturhuset og
Kraftwerket, er ikke rammesat i lokalplanen
eller pladsprojektet. Det nye Valby Bibliotek har ikke projekteret
erhvervsaffald i den kommende bygning. Kulturhuset og Kraftwerket,
har indtil nu fået tilladelse til at deres erhvervsaffald kan stå på pladsen
foran portindgangen ud mod Valgårdsvej.
Erhvervsaffald skal som udgangspunkt håndteres på egen matrikel, hvorfor
pladsprojektet på vejarealet ikke kan imødekomme dette. Der har tidligere
været drøftet mellem kommunale bygherrer om erhvervsaffaldet kunne
håndteres i nedgravet containere på Valgårdsvej. Mulighederne for
håndteringen skal undersøges, hvis der gives midler til en ny fælles
løsning.

Samlet
set har bemærkningerne ikke givet anledning til yderligere ændringer i
projektforslaget.

Parkering

Der
nedlægges min. 40 parkeringspladser i området, heraf 30 parkeringspladser på
Hanne Varmings Plads, som konsekvens af bygge- og anlægsprojekterne og min.10
parkeringsplads på Valgårdsvej, som konsekvens af den lokalplanlagte udkørsel
fra ny privat fællesvej til Valgårdsvej. Parkering er
udenfor zone med en gennemsnitlig belægningsgrad for området på under 80%.

I henhold
til Lokalplan Toftegårds Plads II etableres ni nye parkeringspladser på den nye
private fællesvej mod ATP-Bygningen, inklusiv én
handicapparkeringsplads til Nyt Valby Bibliotek og Almene Ungdomsboliger.

På den
fremtidige plads vil der blive etableret 180 cykelparkeringspladser, svarende
til det antal, der findes i dag.

Træer

Træer
fældes i forbindelse med byggerierne af Nyt Valby Bibliotek og Almene
ungdomsboliger. Der fældes ikke træer i forbindelse med anlæg af kommunens
plads-projekt.

Inden
opførelse af byggerierne er der 53 træer. 40 træer på offentligt vejareal og 13
på øvrige arealer ved ATP-Bygningen og Kulturhuset.

Det
forventes, at 18 af de 53 træer kan bevares efter byggeriernes opførelse i
plads-projektet. Eksisterende gadetræer på offentligt vejareal er primært
lindetræer og plantet i 1980. Ved anlæg af plads-projektet vil de 18
eksisterende træer indgå, sammen med 81 nye træer af hjemmehørende og øvrige
arter af hensyn til biodiversitet, robusthed og karakter. Det samlede antal
træer i projektområdet efter anlægsprojektet forventes at være 99, hvilket er
to træer mere end de 97 forudsat i Budget 2022. Hvis byggerierne mod
forventning fælder flere eksisterende træer, vil pladsprojektet plante
tilsvarende flere, så det samlede træregnskab bliver min. 97 træer.

Politisk
handlerum

Klima-,
Miljø- og Teknikudvalget kan vælge, at

• udføre
vandelementets udformning som en rent-vands løsning, enten direkte eller
cirkuleret med daglig tømning. Alternative løsninger med rent vand inkl.
afledte konsekvenser og fordele kan ses i bilag 8.

• henvise
finansiering til Budget 2027 for indarbejdelse af yderligere tre
erstatningsparkeringspladser. Dette vil kræve dispensation fra lokalplanen
samt omprojektering af ny privat fællesvej med reduktion af begrønning.

• henvise
finansiering til Budget 2027 til ny fælles løsning til håndtering af
erhvervsaffald for fremtidige og eksisterende kulturbyggerier, herunder
Nyt Valby Bibliotek, Kulturhuset og Kraftwerket.

Det
forudsætter ændringsforslag om at henvise finansiering af tre
erstatningsparkeringspladser til Budget 2027, såfremt der
ønskes udarbejdet budgetnotat, da Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen ikke af
sig selv udarbejder dette på baggrund af indstillingen.

Hvis
indstillingen ikke godkendes, vil forvaltningen udarbejde revideret
projektforslag på baggrund af udvalgets ønsker. Alternativt kan projektet
annulleres, og de resterende midler returneres til kommunekassen.

Økonomi

I Budget
2022 blev der afsat 46,1 mio. kr. (2022 p/l) til anlæg af ny plads på Hanne
Varmings Plads, heraf blev 5,1 mio. kr. (2022 p/l) stjernemarkeret og dermed
frigivet ved budgetvedtagelsen. Med denne indstilling skal de resterende 41,0
mio. kr. (2022 p/l) frigives, det svarer til 46,1 mio. kr. (2027 p/l), jf.
bilag 6.

Videre proces

Når
Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, færdiggøres projekteringen
og udbudsmaterialet for plads-projektet. Afhængig af byggeriernes færdiggørelse,
forventes anlægsarbejdet af pladsen at foregå fra primo 2029 til medio 2030 med
efterfølgende ibrugtagning.

Beslutning

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt uden afstemning

Indstillingens 2. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning

Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

”Partierne ser gerne, at den kommende skulptur på pladsen udført af Hanne Varming placeres i samarbejde med lokaludvalget. Endvidere er det partiernes ønske, at man gør alt, hvad man kan, for at bevare eksisterende træer. Et nyt træ er ikke det samme som et gammelt træ.”

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Fra Konservativ side støtter vi naturligvis op omkring det gode projekt, MEN vi er meget ked af at der nedlægges så mange parkeringspladser til gene for mange borger i området samt besøgende til mange kommunale kulturinstitutioner der er, og særligt bliver, samlet i området. Derfor vil vi i et kommende år være meget opmærksomme på om nedlæggelserne af parkeringspladser, før til problemer lokalt og hvis dette er tilfældet, kommer vi til at arbejde aktivt for at få oprettet erstatningsparkeringspladser for de nedlagte parkeringspladser.”

Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”Venstre støtter projektet, som vil skabe et attraktivt og grønt byrum i Valby. Venstre er tilfredse med, at der samlet kommer flere træer på pladsen, men vil samtidig understrege, at eksisterende og sunde træer så vidt muligt bør bevares. Nyplantning kan ikke fuldt ud erstatte værdien af etablerede træer, og håber derfor, at dette hensyn vægtes endnu højere i fremtidige projekter.”

Bilag

  • Bilag 1 Overblik over politisk behandling
  • Bilag 2 Oversigtskort
  • Bilag 3 Eksisterende forhold ved anlægsopstart
  • Bilag 4 Projektforslag
  • Bilag 5 Valby Lokaludvalgs høringssvar
  • Bilag 6 Økonomi
  • Bilag 7 Udmøntningsnotat bilag budgetnotat
  • Bilag 8 Notat vedr. springsvandsløsning

Kilde: Københavns Kommune, Klima-, Miljø- og Teknikudvalget, referat fra mødet mandag 17. august 2026, punkt 8. Læs den originale sag hos kommunen.