København
Nyt fra byråd og udvalg

På dagsordenen 21. oktober, Børne- og Ungdomsudvalget

KKR Hovedstadens Rammeaftale 2027-2028 for det højt specialiserede socialområde og specialundervisning - FÆLLESINDSTILLING SOF, BUF og ØKF

Hvert andet år indgås en rammeaftale om faglig udvikling, styring, koordinering af kommunale og regionale tilbud på social-, socialpsykiatri- og specialundervisningsområdet. Rammeaftalen 2027-2028 skal indgås mellem hovedstadens kommuner og Region Østdanmark.

Skoler og børnDet sociale

Kort fortalt

Forslaget
  • Rammeaftale 2027-2028 for det højt specialiserede socialområde og specialundervisning (jf. bilag 1, 2 og 3) godkendes.
Hvem
Børne- og UngdomsudvalgetGår videre til Borgerrepræsentationen
Hvornår
Onsdag 21. oktober 2026
Status
På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Næste skridt
Fristen for indsendelse af Rammeaftale 2027-2028 til Social- og Boligstyrelsen er d. 1. december 2026. Rammeaftalen skal derfor være behandlet i kommunerne og regionen senest d. 30. november 2026.

Hvad kan du gøre?

Skriv til politikerne
Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet onsdag 21. oktober 2026. Du finder dem på kk.dk.

Sagens vej

  1. 21. oktoberBørne- og UngdomsudvalgetPå dagsordenen
  2. SenereBorgerrepræsentationenAfventer
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Socialforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Socialudvalget, Børne- og Ungdomsudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

• at rammeaftale 2027-2028 for det højt specialiserede socialområde og specialundervisning (jf. bilag 1, 2 og 3) godkendes.

Problemstilling

Kommunerne og den beliggende region skal hvert andet år indgå en rammeaftale. Selvom Region Hovedstaden og Region Sjælland pr. 1. januar 2027 samles til Region Østdanmark udarbejdes rammeaftalen for nuværende alene for kommunerne i hovedstaden og Region Østdanmark. Fremover skal rammeaftalen forsøges ensrettet på tværs af KKR Hovedstaden og KKR Sjælland.

Indholdet af rammeaftalen er fastsat i bekendtgørelsen om rammeaftaler på det sociale område.

Løsning

Rammeaftalen består af:

• Rammeaftalen (præsentation)

• Bilag 1: Udvikling og samarbejde

• Bilag 2: Aftaler og principper

• Bilag 3: Oversigt over tilbud omfattet af rammeaftalen.

Udvikling og samarbejde

Formålet med bilaget Udvikling og samarbejde er bl.a. at beskrive, hvilke udviklingstendenser kommunerne i hovedstaden og Region Østdanmark oplever i forhold til tilbudstyper, målgrupper m.v. på det højt specialiserede socialområde og specialundervisningsområde. Der er bl.a. fokus på de fælleskommunale styringsinitiativer. De beskriver den fælles retning, som kommuner og region ønsker at udvikle sammen. Bilaget beskriver også udviklingen af kapaciteten for de tilbud, som er omfattet af rammeaftalen og erfaringerne med lånepuljen, hvor 250 pladser etableres i hovedstaden. Nødbremsemodellen er blevet forenklet.

Aftaler og principper

Det er kommunernes ansvar at sikre forsyningsforpligtelsen for de rette tilbud til borgerne på det specialiserede socialområde. Derfor er det et vilkår, at kommunerne køber og sælger pladser af hinanden. Rammeaftalens bilag om aftaler og principper har til formål at sikre gode muligheder for samarbejde i disse situationer, herunder fastlægge rammerne for prissætning og opfølgning på udvikling i udgifter på offentlige tilbud beliggende i hovedstaden.

Oversigt over tilbud

Alle kommuner i hovedstaden og Region Hovedstaden har indberettet oplysninger om de tilbud, der opfylder kriterierne for at være omfattet af rammeaftalen. Oversigten over tilbud fremgår af bilag 3.

Socialforvaltningens bemærkninger:

Udviklingsdelen:

Udgifterne på det specialiserede socialområde fortsætter med at stige. Særligt på botilbudsområdet er der stærkt stigende enhedspriser som følge af borgernes stigende støttebehov. Udgiftsstigningen er i høj grad drevet af et ophedet privat marked med begrænsede udbud af pladser, og hvor der ikke er gennemsigtighed mellem pris og ydelse.

Københavns Kommune har selv mange botilbudspladser, og i Socialforvaltningen pågår et løbende arbejde med at højne udnyttelsen af egne pladser og styrke den faglige specialisering af tilbuddene, så flere borgere med komplekse problemstillingen end i dag kan visiteres til egne botilbud.

I Rammeaftale 2027-2028 er der nu sat fokus på fælles styringsinitiativer, som skal understøtte en bedre økonomisk styring af området. De samme initiativer arbejdes der med i Region Sjællands rammeaftale, så der allerede nu er en ensretning på dette område, når der i 2028 kommer én samlet rammeaftale for Region Østdanmark.

De konkrete styringsinitiativer i Rammeaftale 2027-2028 for det specialiserede socialområde er:

1. Kommunerne skal have en fælles tilgang til styring og takster

2. Kommunerne skal sikre den rette kapacitet

3. Kommunerne skal stille fælles kvalitetskrav til leverandører af tilbud til borgerne.

Socialforvaltningen ser frem til at styrke det tværkommunale samarbejde i Region Hovedstaden og på sigt i hele Region Østdanmark.

Med de fælles initiativer vil kommunerne stå stærkere i forhold til at stille krav til fx den faglige tilgang og kvalitet i indsatsen til de private leverandører af botilbudspladser. Det vil selvfølgelig især gavne de mindre kommuner, men for Københavns Kommune vil det også være gavnligt, da den private leverandør fx ikke bare kan ”vende sig om” og sælge pladsen dyrere til anden kommune, når alle kommuner i Region Østdanmark (Region Hovedstaden og Region Sjælland) er sammen om at stille krav.

Københavns Kommune har stor interesse i at udvikle et tværkommunalt samarbejde mellem to eller flere kommuner om etablering af nye botilbudspladser, hvor beliggenheden fx er i én af samarbejdskommunerne. Et kommunalt drevent tilbud giver større gennemsigtighed og sammenhæng mellem pris og ydelse, og derved også en forventning om, at pladsen er billigere end ved et køb af en tilsvarende plads hos en privat leverandør. Der er dog fortsat lang vej til at opnå et marked, hvor pris og kvalitet af botilbudspladser er selvregulerende pga. et ligeligt udbud og efterspørgsel af botilbudspladser.

Styringsdelen:

I rammeaftalen indgår en aftale om ”at aftale om, at udgifter per dag i de takstbelagte tilbud på det specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet hvert år maksimalt må stige med pris-og lønfremskrivningen”. Med vedtagelsen af Budget 2027 skærpes kriterierne for visitation til botilbud og flere af egne pladser omlægges til at kunne rumme borgere med mere komplekse behov. Dermed vil takster og enhedspriser på længere sigt stige for de tilbud, der er omfattet af Rammeaftalen, selv om omstillingen samlet set skal indebære en effektivisering for Socialforvaltningen. Københavns Kommune som helhed (specialundervisningstilbud i Børne-Ungdomsforvaltningen og Socialforvaltningens bo- og dagtilbud) kan dermed få udfordringer med at overholde aftalen om at følge pris- og lønreguleringen for de takstbelagte tilbud.

Rammeaftalen er kun gældende for de kommunale og regionale tilbud, hvorfor aftalen om udgiftsudviklingen ikke omfatter de private aktører på markedet. Aftalen giver således ikke mulighed for at styre udgifterne på det private marked, hvor enhedspriserne stiger meget i disse år, hvilket udfordrer økonomien på socialområdet.

Børne- og Ungdomsforvaltningens bemærkninger:

Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) ser i stor udstrækning den nye rammeaftale, som en videreførelse af tidligere arbejde og aftale. Fokus i aftalen på kapacitet og prissætning er også fokusområder, som forvaltningen arbejder med i forhold til egne tilbud. Derfor vil forvaltningen følge dette arbejde med interesse, bl.a. er der netop gennemført en stor udbudsproces vedrørende Behandlings- og specialundervisningstilbuddene, BOS (tidligere benævnt dagbehandling).

Rammeaftalens berører kun BUF i begrænset omfang, da forvaltningen er relativt selvforsynende med specialundervisningstilbud og derfor også er mindre afhængig af køb og salg af pladser inden for rammerne af aftalen. Hertil kommer, at Københavns Kommune med budget 2025 har investeret i Mangfoldige børnefællesskaber, der over en tiårig periode skal styrke de almene dagtilbud og skoler, så flere børn og unge fremadrettet får deres hverdag i de almene fællesskaber og færre får behov for specialtilbud uden for almen. Som følge heraf forventes det, at færre børn fremadrettet får behov for specialundervisningstilbud uden for almen, og at kapaciteten på specialområdet derfor skal tilpasses i takt med at behovet for tilbuddene falder.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser i sig selv.

Videre proces

Fristen for indsendelse af Rammeaftale 2027-2028 til Social- og Boligstyrelsen er d. 1. december 2026. Rammeaftalen skal derfor være behandlet i kommunerne og regionen senest d. 30. november 2026.

Bilag

  • 1. Hovedstadsregionens Rammeaftale 2027-2028
  • 1.1 Bilag 1 til Rammeaftale 2027-2028 Udvikling og samarbejde
  • 1.2 Bilag 2 til Rammeaftale 2027-2028 Aftaler og principper
  • 1.3 Bilag 3 til Rammeaftale 2027-2028 Oversigt over tilbud omfattet af rammeaftalen

Kilde: Københavns Kommune, Børne- og Ungdomsudvalget, dagsorden fra mødet onsdag 21. oktober 2026, punkt 14. Læs den originale sag hos kommunen.