Spring til indholdet
København
Skift kommune
KøbenhavnAlle kommuner

På dagsordenen 4. november, Socialudvalget

Socialforvaltningens bidrag til Københavns Kommunes handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser 2027-2030

Opdatering af Socialforvaltningens afsnit i kommunens nye og opdaterede handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser.

Kort fortalt

Forslaget
  • Socialudvalget godkender forvaltningens opdatering af det forvaltningsspecifikke afsnit i den kommende handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser på eget ressort (bilag 1).
  • Socialudvalget godkender forvaltningens bidrag til et samlet høringsnotat (bilag 2).
  • Socialudvalget godkender indsatsen på Socialforvaltningens ressort, som gennemføres i 2027 under handleplanen.

Og 1 punkter mere i indstillingen herunder.

Hvem
Socialudvalget
Hvornår
Onsdag 4. november 2026
Status
På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Næste skridt
Efter udvalgsgodkendelse fremsendes udvalgets beslutning til Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen, som forelægger en samlet sag med en opdateret handleplan og et høringsnotat for Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget den 7. december 2026, som derefter behandles i Borgerrepræsentationen den 17. december 2026.

Hvad kan du gøre?

Skriv til politikerne
Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet onsdag 4. november 2026. Du finder dem på kk.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

• at Socialudvalget godkender forvaltningens opdatering af det forvaltningsspecifikke afsnit i den kommende handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser på eget ressort (bilag 1).

• at Socialudvalget godkender forvaltningens bidrag til et samlet høringsnotat (bilag 2).

• at Socialudvalget godkender indsatsen på Socialforvaltningens ressort, som gennemføres i 2027 under handleplanen.

• at Socialudvalget drøfter om indkomne forslag fra civilsamfundet til indsatser på Socialforvaltningens ressort, skal indgå i et idékatalog under handleplanen.

Problemstilling

Den nuværende Handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser (2023-2026) blev vedtaget af Borgerrepræsentationen den 22. juni 2023 og udløber med udgangen af 2026.

Følgegruppen for den nuværende handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser for 2023-2026 har været inviteret til workshop den 29. maj 2026, hvor de kunne komme med forslag til indsatser under handleplanen og bemærkninger til den nye handleplan.

Handleplanen har desuden været i offentlig høring fra den 20. maj – 28. juni 2026. Der er modtaget 19 høringssvar, som er vedlagt som bilag 3 (samt offentliggjort på kk.dk).

Løsning

Socialforvaltningen arbejder generelt med indsatser, der bidrager til at opfylde handleplanens målsætning om at sikre lige muligheder for alle borgere, fremme mangfoldighed og styrke medborgerskabet. Med handleplanen stræber Socialforvaltningen således efter at sikre, at alle borgere i socialt udsatte positioner har mulighed for at tage del i fællesskabet på lige fod med andre med de behov og ønsker, de har.

Socialforvaltningen anbefaler, at Socialudvalget godkender Socialforvaltningens bidrag til Københavns Kommunes handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser 2027-2030. Den samlede handleplan er udarbejdet med input fra alle forvaltninger.

I forbindelse med den offentlige høring er der kommet otte bemærkninger, som vedrører Socialudvalgets ressort, og forvaltningen foreslår på den på baggrund visse ændringer i handleplanen indenfor Socialudvalgets ressort. Ændringerne fremgår med ændringsmarkeringer i bilag 1 (udkast til handleplan).

Socialforvaltningen vil særligt fremhæve, at forvaltningen har justeret sætninger i handleplanen på baggrund af høringssvar fra civilsamfund og lokaludvalg. Justeringen består af at tydeliggøre, at det er arbejdet med komplekse og samtidige problemstillinger hos udsatte borgere, der er i centrum, fremfor karakteristika ved bestemte målgrupper.

I bilag 2 fremgår forvaltningens forslag til besvarelser til brug for et samlet høringsnotat. Det bemærkes, at forvaltningen i vid udstrækning har søgt at imødekomme ændringsforslag, da oplægget er, at handleplanen udarbejdes med inddragelse af civilsamfundet.

Under Københavns Kommunes samlede handleplanen vil der være et bilag med indsatser, der gennemføres i det kommende år på hvert forvaltningsområde. Socialforvaltningen har følgende finansierede indsats for 2027:

• Etablering af huset ASSAK: Til budgetforhandlingerne i 2026 blev der afsat midler til at etablere og drifte et hus, der tilbyder råd og vejledning til nyankomne grønlændere i social udsathed eller i risiko herfor. Der er afsat 0,3 mio. kr. i 2026, 3,1 mio. kr. i 2027 og 3,0 mio. kr. årligt i 2028-2029 til udbud samt etablering og drift af huset. Derudover er der afsat 0,6 mio. kr. årligt 2027-2029 til vejledning og sparring under Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.

Under handleplanen vil der være et bilag med et idékatalog med indsatser, som kan gennemføres, hvis det besluttes politisk. Bilaget har til formål at samle op på idéer fra fx civilsamfund/følgegruppe, som fx kan søges finansieret ved fremtidige budgetforhandlinger, hvis der er politisk ønske om det.

Den 29. maj 2026 deltog den nuværende handleplans følgegruppe, som består af ca. 30 civilsamfundsorganisationer mv., i en workshop. Af referatet fra workshoppen fremgår ét forslag til en indsats (bilag 4), som hører under Socialudvalgets ressort. I den offentlige høring er der ligeledes ét forslag, som hører under Socialudvalgets ressort. Deto forslag fremgår nedenfor:

• Styrkelse af sociale viceværters arbejde med racisme, diskrimination og hadforbrydelser i boligområder.

• Rekruttering af kvalificerede muslimske plejefamilier samt obligatorisk uddannelse af plejefamilier, der modtager muslimske børn, med fokus på barnets religionsfrihed, identitet, kulturelle kontinuitet og beskyttelse mod islamofobi og minoritetsstress.

Socialudvalget kan træffe beslutning om, atovenstående indsatser skal indgå i handleplanens idékatalog.

Socialforvaltningen gør opmærksom på, at idékataloget har karakter af hensigtserklæringer, som forudsætter særskilt finansiering. Hvis der ikke opnås finansiering fx gennem budgetforhandlinger, vil indsatserne ikke blive gennemført.

Borgerrepræsentationen forelægges årligt en status på igangværende indsatser samt opdateret bilag med indsatser der gennemføres i det kommende år. Orienteringen udarbejdes af Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen med inddragelse af alle øvrige forvaltninger.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser i sig selv.

Politisk handlerum

Udvalget kan foreslå ændringer til handleplanen på udvalgets ressort. Udvalget kan ligeledes bestille budgetnotater til finansiering af indsatser under handleplanen.

Videre proces

Efter udvalgsgodkendelse fremsendes udvalgets beslutning til Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen, som forelægger en samlet sag med en opdateret handleplan og et høringsnotat for Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget den 7. december 2026, som derefter behandles i Borgerrepræsentationen den 17. december 2026.

Bilag

Kilde: Københavns Kommune, Socialudvalget, dagsorden fra mødet onsdag 4. november 2026, punkt 13. Læs den originale sag hos kommunen.