Spring til indholdet
København
Skift kommune
KøbenhavnAlle kommuner

På dagsordenen 5. november, Sundheds- og Omsorgsudvalget

Styringsmuligheder på plejehjemsområdet

Sundheds- og Omsorgsudvalget bestilte på mødet den 10. marts 2026 et overblik over styringsmuligheder på plejehjemsområdet – herunder overblik over styring, økonomi og frihedsgrader.

Ældre og sundhed

Kort fortalt

Forslaget
  • Orientering om mulige styringsredskaber tages til efterretning
  • Udvalget skal drøfte, hvorvidt forvaltningen skal udarbejde et oplæg til forsøg om frisættelse af enkelte plejehjem fra udvalgte rammer.
Hvem
Sundheds- og Omsorgsudvalget
Hvornår
Torsdag 5. november 2026
Status
På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Næste skridt
Sundheds- og Omsorgsudvalget vil blive forelagt en sag om valg af driftsform i forbindelse med Sølund, hvor 1. etape af byggeriet åbner i 2027.

Hvad kan du gøre?

Skriv til politikerne
Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet torsdag 5. november 2026. Du finder dem på kk.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller over for Sundheds- og Omsorgsudvalget,

• at orientering om mulige styringsredskaber tages til efterretning

• at udvalget skal drøfte, hvorvidt forvaltningen skal udarbejde et oplæg til forsøg om frisættelse af enkelte plejehjem fra udvalgte rammer.

Problemstilling

Københavns Kommune har en forsyningsforpligtelse om at etablere tilstrækkelig mængde plejehjemspladser til rådighed for de borgere, der måtte være omfattet af målgruppen for plejeboligtilbud.

Plejeboligtilbuddene leveres i dag af 39 kommunale plejehjem og selvejende institutioner som kommunen har indgået driftsoverenskomster med. Dertil er der tre friplejehjem i Københavns Kommune. Kommunen har samarbejdsaftale med alle tre friplejehjem.

Københavns Kommune har etableret ni profilplejehjem, der giver mulighed for fællesskaber mellem beboere med de samme interesser. Det er SUND, der over tid har truffet beslutning om etablering af profilerne.

For så vidt angår de selvejende plejehjem er de underlagt den driftsoverenskomst, som de har indgået med kommunen.

Driftsoverenskomsten med selvejende institutioner er indgået under udbudslovens § 12, som angiver, at der ikke skal ske udbud af opgaven, hvis myndigheden har bestemmende indflydelse, der svarer til den kontrol, myndigheden fører med sine egne enheder.

Driftsoverenskomsten regulerer både økonomi, den selvejende institutions handlerum og kommunens indflydelse, fx at den selvejende institution skal følge det kommunale serviceniveau, faglige standarder, følge kommunens ansættelsesvilkår, og anvende kommunens systemer mv.

Derudover drives kommunale og selvejende plejeboliger efter to forskellige regelsæt:

• enten som almene plejeboliger, der ejes og udlejes af et almennyttigt boligselskab, hvortil der udlejes servicearealer, hvorfra selve plejehjemmets plejefaglige drift varetages,

• eller som kommunale boliger, der udlejes af Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

Det er i dag ikke muligt at opføre kommunale boliger, da fremtidige plejeboliger skal opføres og drives af almene boligselskaber. Når kommunen opfører nye plejeboliger, vil det ske under regelsættet, hvor boligen drives som almenbolig. Det omtales i det daglige som moderniserede boliger. Mens de kommunale boliger (der plejedriftsmæssigt kan ligge både på et kommunalt eller en selvejende institution) omtales som ikke-moderniserede boliger.

Alle nye plejeboliger, herunder kommunale og selvejende plejehjem samt lokalplejehjem skal drives som almene eller kommunale boliger, mens boliger under friplejehjem drives i privat regi.

Løsning

Formålet med plejeboligtilbuddet er at tilbyde en tryg bolig og døgnbemandet pleje til mennesker med omfattende fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser, der ikke længere kan klare sig i eget hjem. Der er mulighed for, at ægtefælle/samlever kan følge med som rask ledsager.

Sundheds- og Omsorgsudvalget har flere styringsmuligheder for at påvirke plejehjemstilbuddet. Det omfatter ved opførsel af plejehjemmet, ved valg af driftsform og i forhold til det faglige indhold.

Styringsredskaber i forbindelse med opførsel af plejehjemmene

I forbindelse med byggeriet af nye plejehjem er det Klima-, Miljø- og Teknikudvalget (KTU), der har ansvaret for startredegørelse og lokalplan. En almen boligorganisation udpeges som bygherre for plejehjemsbyggeriet, som opføres inden for rammerne af almenboligloven. Boligorganisationen har således ansvaret for økonomi, entrepriseudbud og opførelse af plejehjemmet. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) har dermed ikke det formelle ansvar for selve byggeriet, men inddrages i alle processer af betydning for plejehjemmets fysiske udformning og indretning.

SUF tager i sit arbejde udgangspunkt i De 10 principper for Fremtidens Plejehjem, som fastlægger de overordnede rammer for plejehjemsbyggerier. Principperne blev vedtaget af SUND i 2020.

SUND godkender herefter det nye byggeri i forbindelse med anlægningsbevillingen (der inden for det almene byggeri hedder Skema A).

Det bemærkes at der er nedsat en følgegruppe i SUND til at følge planlægningen og opførslen af de nye plejehjem.

Styringsredskaber i forhold til det faglige kvalitetsniveau

Københavns Kommunes plejehjem er rammestyret. Det betyder, at Sundheds- og Omsorgsudvalget beslutter de overordnede økonomiske og faglige rammer, som plejehjemmene skal fungere inden for. Inden for rammestyringen har SUND tre væsentlige redskaber til at påvirke det faglige kvalitetsniveau, så det lever op til de politiske visioner:

• Kommunens senior- og ældrepolitik sætter en fælles ramme og retning for det gode ældreliv i København, og dermed også det faglige kvalitetsniveau på plejehjemmene.

• Med kvalitetsstandarderne vedtager udvalget de faglige rammer og serviceniveauet i plejen og omsorgen. Kvalitetsstandarderne giver medarbejderne metodefrihed til at tilrettelægge den konkrete pleje i forhold til, hvad der giver bedst mening for den enkelte borger på den givne dag.

• Med det årlige budget og udmøntning af eksterne midler som ældrereformmidlerne kan Sundheds- og Omsorgsudvalget vælge at prioritere målrettede indsatser, der skal løfte det faglige kvalitetsniveau på plejehjemmene. Det kan fx være indsatser der løfter måltidsområdet, demensområdet, den omsorgsfaglige kvalitet eller borgernes selvbestemmelse.

Endelig følger SUND også det faglige kvalitetsniveau på plejehjemmene blandt andet gennem de årlige brugertilfredshedsundersøgelser og årlig afrapportering om status på kvaliteten på plejehjemmene, hvilket giver udvalget viden om eventuelle behov for at styrke kvalitetsniveauet.

Styringsredskaber i forhold til driften af plejehjemmene

Den kommunale forsyningspligt kan opfyldes via følgende tilbudsvifte ved at etablere plejeboliger i form af:

• Kommunalt drevne plejeboliger

• Aftaler med selvejende institutioner med driftsoverenskomst (selvejende plejehjem)

• Aftaleindgåelse via udbud med ekstern aktør

• Lokalplejehjem

• Friplejehjem

Her orienteres generelt om plejehjemstyper. Alle plejehjemstyperne er nærmere beskrevet i Bilag 1, Oversigt over plejehjemstyper og bilag 2, Juridisk notat om plejehjemstyperne.

SUND kan træffe principbeslutning om valg af driftsform. Det kan fx ske i forbindelse med SUNDs behandling af skema A ved opførsel af plejehjem, jf. ovenfor.

Det er en politisk beslutning, hvordan kommunens plejehjemstilbud skal opføres og drives. Herunder om tilbuddet skal drives kommunalt, af en selvejende institution, ved udlicitering eller i samarbejde med friplejehjem. Den nuværende fordeling af kommunale og selvejende plejehjem er historisk og stammer bl.a. tilbage fra 1970’erne.

Da plejeboligområdet i dag er fokuseret på drift via kommunalt og selvejende plejehjem, kan udvalget fremadrettet fx

• fastsætte principper for drift af kommende plejeboliger.

• fastsætte måltal for antal kommunalt og/eller selvejende plejehjem, etablering af en formel anvisningsret til boliger hos et eller flere friplejehjem og i den forbindelse aftale rammer for samarbejde, ydelser og afregningspriser.

• sende driften af et eller flere plejehjem i udbud.

• etablere lokalplejehjem.

• indlede dialog med de selvejende institutioner for at afklare om der er et behov for tilpasning af driftsoverenskomsten, og afklare det faglige og juridiske mulighedsrum inden for udbudslovens § 12.

• igangsætte forsøg med frisættelse fra nogle af de rammer, de selvejende plejehjem er underlagt via driftsoverenskomsten.

• etablere en politik om, at kommunen aktivt skal arbejde for at tiltrække friplejehjem således, at de indgår i kommunens fremadrettede boligplan.

Sundheds- og Omsorgsudvalget vil blive forelagt en sag om valg af driftsform i forbindelse med Sølund, hvor 1. etape af byggeriet åbner i 2027.

Sundheds- og Omsorgsudvalget får ligeledes forelagt sag om Lokalplejehjem på nærværende udvalgsmøde.

Ligeledes foreslår forvaltningen, at udvalget træffer beslutning om, hvorvidt forvaltningen skal afklare en mulig ramme for en af prøvelse af en frisættelse af et eller flere plejehjem.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Sundheds- og Omsorgsudvalget vil blive forelagt en sag om valg af driftsform i forbindelse med Sølund, hvor 1. etape af byggeriet åbner i 2027.

Afhængigt af, om Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender igangsættelsen af en afklaring i forhold til muligheden for frisættelse af plejehjem, vil udvalget blive forelagt en sag med forslag til en ramme for et frisættelsesforsøg senest i 2026.

Bilag

Kilde: Københavns Kommune, Sundheds- og Omsorgsudvalget, dagsorden fra mødet torsdag 5. november 2026, punkt 2. Læs den originale sag hos kommunen.