Besluttet 14. september, Kommunalbestyrelsen, Langeland
Ansættelsesforhold
Kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning om ansættelse af borgerrådgiver.
Kort fortalt
- Hvem
- Kommunalbestyrelsen, Langeland Kommune
- Hvornår
- Mandag 14. september 2026
- Status
- Besluttet. Godkendt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Ankestyrelsens tilsyn med kommuner og regioner har i brev af den 3. juli 2026 fremsendt en
tilsynsudtalelse, hvoraf det fremgår, at ”kommunalbestyrelsen i Langeland Kommune har
handlet i strid med delegationsforbuddet i kommunestyrelseslovens § 65 e ved ikke at træffe
afgørelse om at ansætte sin borgerrådgiver.”
Problemet er, at Langeland Kommune ved ansættelsen af en borgerrådgiver i 2021 ikke
overholdt styrelseslovens krav om, at Kommunalbestyrelsen skal godkende ansættelsen af en
borgerrådgiver, hvis denne ansættes efter lovens §65 e. Et ansættelsesudvalg med deltagelse
af borgmester og 1. viceborgmester traf afgørelse om ansættelsen. Ansættelsesudvalget burde
i stedet have anbefalet en kandidat til Kommunalbestyrelsens beslutning.
Fejlen blev efterfølgende påtalt af medlemmer af Kommunalbestyrelsen 2022-2025. Derfor
fremgår den korrekte ansættelsesprocedure af den delegationsplan, som
Kommunalbestyrelsen besluttede på sit møde den 19. september 2022 og i alle vedtagne
delegationsplaner siden da. Alligevel blev der ikke rettet op på, at Kommunalbestyrelsen
manglede at træffe beslutning om ansættelsen af borgerrådgiveren for at efterleve loven.
Derfor skal Kommunalbestyrelsen træffe beslutning om ansættelse af borgerrådgiver.
Siden februar 2022 har borgerrådgiveren i Langeland Kommune været Lone Milling Berg. I de
forgangne fire år har Kommunalbestyrelsen været tilfreds med borgerrådgiverens virke. Derfor
indstilles Lone Milling Berg til Kommunalbestyrelsens godkendelse som borgerrådgiver.
Afledte konsekvenser
Hvis Kommunalbestyrelsen godkender, at Lone Milling Berg fortsætter i sin stilling som
borgerrådgiver, vil Langeland Kommune med beslutningen efterleve lovkravene til ansættelse
af en borgerrådgiver. Rådgiver- og tilsynsfunktionen vil fortsætte uhindret.
Hvis indstillingen ikke godkendes, tages skridt til fornyet rekrutteringsproces. De afledte
konsekvenser heraf kan ikke forlods fastslås.
Indstilling
Borgmesteren indstiller:
At Kommunalbestyrelse beslutter, at borgerrådgiver Lone Milling Berg skal
fortsætte i stillingen på eksisterende vilkår
Behandling i Økonomiudvalget 8. september 2026
Anbefales.
Beslutning
Godkendt.
Kilde: Langeland Kommune, Kommunalbestyrelsen, referat fra mødet mandag 14. september 2026, punkt 22. Læs den originale sag hos kommunen.