Besluttet 5. oktober, Kommunalbestyrelsen, Langeland
Godkendelse af prøvehandling om brug af fleksible aflastningspladser i 2027
På Ældre- og Sundhedsudvalgsmødet den 3. juni 2026 godkendte udvalget gennemførelse af struktur for tre faste aflastningspladser i form af en prøvehandling med varighed på et år med henblik på at vurdere behovet for aflastningspladser fremadrettet.
Kort fortalt
- Hvem
- Kommunalbestyrelsen, Langeland Kommune
- Hvornår
- Mandag 5. oktober 2026
- Status
- Besluttet. Godkendt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Af de borgere som i 2025 og 2026 har været på de midlertidige døgndækkede pladser på
Danahus Plejecenter, er der nogen borgere, som ikke kan vente på en anden bolig i eget hjem.
Årsagen til, at borgere ikke kan være i eget hjem, kan f.eks. være, at det ikke længere er muligt
at sikre den nødvendige støtte og omsorg i hjemmet, ofte af hensyn til ægtefælle eller
samlever. Derudover kan boligforholdene betyde, at borgeren ikke kan opholde sig i egen
bolig. Når borgerne venter flere måneder på en ældre- eller plejebolig, er det ofte begrundet i,
at der skal ansøges om værgemål, før borgeren kan flyttes. Dette er tilfældet, når en borger
ikke selv er i stand til at samtykke til flytningen eller ikke har en værge eller fremtidsfuldmægtig,
der kan samtykke. Der er tale om borgere, der f.eks. lider af demens eller anden mental
svækkelse. I januar 2026 var sagsbehandlingstiden i Familieretshuset i sager om værgemål på
12 uger. I de forudgående år har sagsbehandlingstiden været tæt på et år.
For andre borgere kan ventetid på ældre- eller plejebolig skyldes, at borgerens nuværende
boligforhold og økonomi er uafklaret. Det kan f.eks. være borgere, der ikke kan overskue deres
økonomi eller ikke har tilstrækkelige midler. I disse sager samarbejdes med Borgerservice i
forhold til f.eks. ansøgning om indskudslån mv.
Det foreslås, at der generelt indføres en arbejdsgang med fleksible aflastningspladser (tidligere
kaldet ventepladser). Det betyder, at en borger, der får behov for længerevarende aflastning
med henblik på permanent ældre- eller plejebolig, anvises en aflastningsplads der, hvor der
måtte være en ledig ældre- eller plejebolig. Når borgerens forhold er afklaret til ældre- eller
plejebolig, vil borgeren herefter kunne blive i den bolig, der hidtil har fungeret som fleksibel
aflastningsbolig.
I 2025 var der på de midlertidige døgndækkede pladser på Danahus Plejecenter løbende 2-6
borgere i et længerevarende midlertidigt ophold, mens de ventede på en plejebolig.
Særligt for borgere, der lider af demens eller anden mental svækkelse, men også socialt
sårbare borgere, kan det være meget uoverskueligt at skulle flytte. Udover at borgeren er flyttet
fra sit vante hjem til et midlertidigt ophold, vil borgeren – når der bliver en ledig plejebolig –
skulle flytte igen. Administrationen fremsætter med baggrund heri forslag om fleksibel
anvendelse af ledige ældre- og plejeboliger.
Med forslaget om fleksibel anvendelse af aflastningspladser vil det blive muligt for borgeren at
blive i den bolig, der har fungeret som en fleksibel aflastningsplads. I praksis vil borgeren i
stedet blive tilbudt at overtage lejemålet (ældre- eller plejeboligen), når borgerens forhold er
afklaret til en ældre- eller plejebolig. Det er modsat til i dag, hvor borgeren flyttes fra den
midlertidige plads, fordi pladsen er stationær og har løbende udskiftning. Anvendelsen af
fleksible aflastningspladser forudsætter, at der er en ledig ældre- eller plejebolig, Hvis dette
ikke er tilfældet, er det ikke muligt at tilbyde en fleksibel aflastningsplads. Ordningen medfører
ikke yderligere udgifter til tomgangsleje, da kommunen allerede afholder disse udgifter for
ledige boliger.
Hvis borgeren afviser tilbuddet om at overtage lejemålet, hvor denne har haft ophold på en
fleksibel aflastningsplads, tilbydes anden plejebolig efter de sædvanlige ventelisteprincipper.
Der skal udarbejdes en arbejdsgangsbeskrivelse for denne type fleksible aflastningspladser i
samarbejde med Boligselskabet Langeland. Så længe det er en aflastningsplads, er det
kommunen, der står for lejemålet. Når borgeren overtager plejeboligen på almindelige
lejevilkår, overgår forpligtelsen til borgeren. Der er dog en risiko for, at borgeren ikke
accepterer tilbuddet om den pågældende bolig, og derved kan kommunen komme til at hæfte
for istandsættelse af lejemålet, inden boligen igen kan udlejes som ældre- eller plejebolig.
I 2027 foretages en monitorering af behovet for faste og fleksible aflastningspladser med
henblik på evaluering primo 2028.
Tiltaget gennemføres som en prøvehandling med varighed på et år med henblik på at vurdere
behovet for fleksible aflastningspladser fremadrettet.
Afledte konsekvenser
Styrket livskvalitet for kognitivt udfordrede borgere eller socialt udsatte borgere, som undgår en
ekstra flytning.
Med forslaget kan der i enkelte tilfælde opstå udgifter til istandsættelse ved fraflytning, hvis
borgeren ikke ønsker at overtage den fleksible plads som fremtidig plejebolig. Samtidig
medfører forslaget, at kommunen undgår mulige udgifter til sundheds- og omsorgspladser i
tilfælde af, at kommunen ikke kan tage borgeren hjem.
Indstilling
Direktionen indstiller, at udvalget overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen
anbefaler, at:
Forslaget om at anvende fleksible aflastningspladser på alle kommunens
plejecentre godkendes som en etårig prøvehandling med henblik på efterfølgende
vurdering af behovet for ordningen
Behandling i Ældre- og Sundhedsudvalget 23. september 2026
Anbefales. Ældre- og Sundhedsudvalget ønsker løbende opfølgning.
Behandling i Økonomiudvalget 29. september 2026
Anbefales.
Beslutning
Godkendt.
Kilde: Langeland Kommune, Kommunalbestyrelsen, referat fra mødet mandag 5. oktober 2026, punkt 7. Læs den originale sag hos kommunen.