På dagsordenen 28. oktober, Socialudvalget, Langeland
Drøftelse af ledelsesinformation for det specialiserede socialområde
Forvaltningen har udarbejdet et udkast til fælles fokusområder for det specialiserede børne- og voksensociale område med henblik på en løbende politisk orientering.
Kort fortalt
- Hvem
- Socialudvalget, Langeland Kommune
- Hvornår
- Onsdag 28. oktober 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet onsdag 28. oktober 2026. Du finder dem på langelandkommune.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Socialudvalget er i 2026 blevet præsenteret for ledelsesinformation via dagsordenspunktet,
Opfølgning på særlige fokusområder. Dagsordenspunktet er forekommet fire gange i 2026 og
har udelukkende indeholdt data fra det specialiserede børnesociale område. Herunder data fra
følgende af kommunens enheder: Familieafdelingen, Familiehuset, Møllehuset og Flexhuset.
Det specialiserede voksensociale område står, både nationalt og lokalt, over for et stigende
økonomisk pres, som blandt andet påvirker områdets kapacitet og faglige praksis.
Forvaltningen vurderer, at der er behov for en løbende politisk orientering af udvalget på
området svarende til den opfølgning, der sker på det specialiserede børnesociale område.
Forvaltningen har på den baggrund udarbejdet et udkast til fokusområder for det specialiserede
børne- og voksensociale område. Fokusområderne omfatter det samlede specialiserede
socialområde, og foreslås anvendt som grundlag for en løbende politisk orientering af udvalget.
Fokusområderne vil som ledelsesinformation bidrage til et løbende indblik i udviklingen på det
specialiserede socialområde og styrke forståelsen af sammenhængen mellem borgernes
behov, visitation, indsatser, kapacitetsudnyttelse og økonomi.
På udvalgsmødet ønskes en drøftelse af de foreslåede fokusområder for
ledelsesinformationen. På baggrund af udvalgets bemærkninger vil ledelsesinformationen blive
konkretiseret og præsenteret til godkendelse på udvalgsmødet i januar 2027.
Anbefalede fokusområder til den politiske ledelsesinformation fremgår nedenfor.
Det specialiserede børnesociale område
I Langeland Kommune udgøres det specialiserede børnesociale område af Familieafdelingen
og Forebyggelse Børn og Unge (herunder Flexhuset og Møllehuset). Følgende fokusområder
for ledelsesinformation anbefales:
Tilgang til området: For at understøtte den løbende politiske opfølgning på udviklingen i
Familieafdelingen anbefales det, at ledelsesinformationen omfatter overordnede
nøgletal om underretninger og aktive sager i Familieafdelingen.
Støtte i hjemmet: De forebyggende indsatser anbefales som et fokusområde. Det
anbefales derfor at følge udviklingen i indsatser efter §§ 30 og 32. Indsatserne leveres
blandt andet gennem Flexhuset, og det anbefales derfor at følge kapaciteten på
kommunens interne tilbud.
Anbringelser: Anbringelsesområdet har stor betydning for områdets økonomi og
kapacitet. Det anbefales derfor at følge udviklingen i antal og typer af anbringelser.
Herunder også kapaciteten på socialområdets interne specialinstitution for børn og unge
(Møllehuset).
Handicapområdet: Handicapområdet er kendetegnet ved komplekse og ofte
ressourcekrævende sager. Selvom målgruppen er relativt fåtallig, anbefales det at følge
udviklingen på området, særligt inden for ydelser vedrørende tabt arbejdsfortjeneste og
merudgifter.
Ledelsestilsyn: Familieafdelingen har igangsat et samarbejde med den Permanente
Task Force om at øge kvaliteten af sagsbehandlingen. Kvaliteten følges internt via
ledelsestilsyn, og et fokusområde kunne være at følge udviklingen i resultaterne af
ledelsestilsynene.
Det specialiserede voksensociale område
I Langeland Kommune udgøres det specialiserede voksensociale område af Handicap og
Psykiatri Myndighed, Værkstedsgården, Socialpædagogisk Indsats, VSU og bostederne.
Følgende fokusområder for ledelsesinformation anbefales:
Økonomi og udvikling: Økonomien på det specialiserede voksensociale område
fortsætter nationalt med at stige, hvorfor det anbefales, at området følges. Området kan
blandt andet følges via antal borgere fordelt på målgrupper, ændrede støttebehov,
prisstigninger og indsatser. Herunder realiserede besparelser.
Socialpædagogisk bistand og bostøtte (§ 85): Kommunens interne
kapacitetsanvendelse efter §85 anbefales at blive fulgt. Med udgangspunkt i områdets
interne kapacitet fra enheden, Socialpædagogisk Indsats, kan kapacitetsudnyttelsen
synliggøres, og sammenholdes med eksterne indsatser. Kapaciteten af interne indsatser
kan være både fagligt og økonomisk relevante.
Botilbudsområdet: Det anbefales at synliggøre, hvorfra kommunen køber eksterne
botilbud, hvor der er ledige pladser på kommunens fire interne botilbud, og hvilke
målgrupper der visiteres til tilbuddene. Dette har til formål at følge udviklingen på
botilbudsområdet, som ligeledes kan være både økonomisk og fagligt relevant.
Afledte konsekvenser
Der er ingen afledte konsekvenser.
Indstilling
Direktionen indstiller, at:
De anbefalede fokusområder til ledelsesinformation drøftes
Kilde: Langeland Kommune, Socialudvalget, dagsorden fra mødet onsdag 28. oktober 2026, punkt 6. Læs den originale sag hos kommunen.