Besluttet 7. september, Udvalget for Børn & Ungdom, Lejre
BU - Kvartalsstatistik for det specialiserede børne- og ungeområde 1. kvartal 2026
I denne sag forelægges kvartalsstatistikken med status for indsatsen på det specialiserede børneområde for 2. kvartal 2026. Den kvartalsvise opfølgning giver udvalget et løbende og systematisk overblik over udviklingen i indsatser, aktivitetsniveau og centrale nøgletal på området.
Kort fortalt
- Forslaget
- Udvalget tager kvartalsstatistikken til efterretning
- Udvalget godkender forslaget om, at statistikken fremover fremlægges halvårligt
- Hvem
- Udvalget for Børn & Ungdom, Lejre Kommune
- Hvornår
- Mandag 7. september 2026
- Status
- Besluttet. Indstillingen tiltrådt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktionen indstiller:
1. at udvalget tager kvartalsstatistikken til efterretning
2. at udvalget godkender forslaget om, at statistikken fremover fremlægges halvårligt
Sagsfremstilling
Med henblik på at følge indsatsen på det specialiserede børneområde besluttede Udvalget for
Børn & Ungdom på mødet i marts 2025, at udvalget hvert kvartal skulle præsenteres for en
status på indsatsen i Lejre Kommune. I denne kvartalsstatistik præsenteres udviklingen for 2.
kvartal 2026.
Kvartalsstatistikken er opdelt i tre kapitler:
Kapitel 1 – Underretninger, sager og indsatser
Kapitel 2 – Anbringelser, forebyggende indsatser, dagbehandling og tabt
arbejdsfortjeneste
Kapitel 3 – Sagsbehandlingsskridt
Siden den kvartalsvise opfølgning blev indført, har området udviklet sig, og der er set fremgang
og progression i både den faglige kvalitet og den systematiske ledelsesopfølgning. Området
står derfor i dag et andet sted, samtidig med at der fortsat eropmærksomhedspunkter, som
følges tæt.
Direktionen henstiller på den baggrund til, at kvartalsstatistikken fremover fremlægges
halvårligt. Formålet er at skabe et bedre grundlag for at vurdere udviklingen, idet effekten af
iværksatte indsatser kan tage tid at slå igennem. Samtidig vurderes udviklingen fra kvartal til
kvartal at være begrænset, hvorfor en halvårlig fremlæggelse i højere grad vil give mulighed for
at identificere og følge tydelige udviklingstendenser.
En halvårlig fremlæggelse vil samtidig frigive ressourcer, som i stedet kan anvendes på andre
relevante analyse- og rapporteringsopgaver, herunder rapportering, der kan understøtte
myndighedens løbende opfølgning og styring.
I det følgende præsenteres resultaterne kort. For en uddybende gennemgang henvises til
kvartalsstatistikken, der er vedlagt som bilag.
Underretninger, sager og indsatser
Antallet af underretninger er fortsat højt og ligger ved udgangen af 2. kvartal 2026 på niveau
med samme periode sidste år med 562 underretninger. Underretninger vedrører fortsat
primært børn i alderen 7-12 år og kommer hovedsageligt fra sundhedsvæsenet og skoler.
Udviklingen medfører et øget pres på Familierådgivningen, hvor ressourcer prioriteres til de
lovbundne og tidskritiske opgaver, der udføres af en underretning.
Sagsantallet er forsat højt både i sager vedrørende udsatte børn og unge samt børn og unge
med handicap. Antallet af flygtningesager er også fortsat højt i 2. kvartal, som følge af
lukningen af Asylcenter Jelling, men udviklingen er stabil.
Antallet af indsatser er ikke længere faldende, men har i 2. kvartal en nettotilgang på 9
indsatser. Udviklingen i antal indsatser skal ses i sammenhæng med ændrede arbejdsgange
og registreringspraksis i Familiehuset, hvor der nu registerets én samlet indsats pr. barn eller
ung. Familiehuset varetager 69 % af de forebyggende indsatser, og ændringen påvirker derfor
også det samlede antal indsatser i Familiehuset.
Anbringelser, forebyggende indsatser, dagbehandling og tabt arbejdsfortjeneste
Antallet af anbringelser er svagt faldende i 2. kvartal 2026, med 4 færre anbringelser blandt
børn og unge mellem 0-17 år. Faldet skyldes blandt andet hjemgivelser samt overgangen fra
ung til voksen. Det samlede udgiftsniveau er højere end samme periode sidste år, hvilket
skyldes et højere antal anbringelser samt bogføring af udgifter fra 2025 i 2026. Der ses
ligeledes en stigning i gennemsnitspriserne på anbringelsesområdet.
De forebyggende indsatser har stabil udvikling i kvartalet. Udviklingen følger udviklingen i det
samlede antal indsatser, som er påvirket af forskellige faktorer, heriblandt et presset sagsflow
og ændret registreringspraksis.
På dagbehandlingsområdet ses fortsat et fald i udgifter samt en stabil aktivitet. Forbruget er
ved udgangen af 2. kvartal faldet med 11 % sammenlignet med samme periode sidste år.
Antallet af ydelser med tabt arbejdsfortjeneste er fortsat stabilt i 2. kvartal. Der arbejdes fortsat
med at sikre et ensartet og lovmedholdeligt serviceniveau.
Sagsbehandlingsskridt
På opgørelsestidspunktet den 1. juli 2026 var der 22 aktive børnefaglige undersøgelser, hvoraf
6 af disse havde overskredet den lovbestemte frist. Den gennemsnitlige fristoverskridelse var
121 dage. I 3 af sagerne skyldes overskridelsen, at Familierådgivningen afventer væsentlige
erklæringer fra eksterne samarbejdspartnere, herunder børnehusundersøgelser og politiets
efterforskning. Undersøgelserne kan derfor ikke afsluttes, før materialet foreligger.
Problemstillingen er ikke begrænset til Lejre Kommune, men afspejler en national udfordring
med lange sagsbehandlingstider. Det vurderes, at ingen af de berørte børn eller unge har
været udsat for væsentlig risiko, da der i alle sager er iværksat relevante støttende indsatser,
hvor det er vurderet nødvendigt.
Der er fortsat ledelsesmæssigt fokus på at overholde fristerne. Til understøttelse heraf er der
udviklet et styringsark, som giver ledelsen overblik over og mulighed for at følge alle
sagsbehandlingsskridt tæt.
Der blev i 2. kvartal 2026 truffet 52 afgørelser med relation til Danmarkskortet. Der blev truffet
flest afgørelser om tabt arbejdsfortjeneste med i alt 39 afgørelser, efterfulgt af 6 afgørelser om
kompensationsydelser og 5 afgørelser om hjælp og støtte.
Klageniveauet er fortsat lavt i 2. kvartal, hvor der i alt blev modtaget 14 klager, hvoraf 12 ud af
de 14 klager var til afgørelser om tabt arbejdsfortjeneste. Klagerne modtaget i 2. kvartal 2026
stammer fra afgørelser truffet i perioden marts til maj 2026 grundet klagefristen på fire uger.
Der blev i denne periode truffet 63 afgørelser, hvilket giver en klageprocent på 22 %.
Kommunen modtog i 2. kvartal 11 afgørelser fra Ankestyrelsen, hvoraf 9 vedrører afgørelser,
der blev truffet i kommunen i 2025. Ankestyrelsens gennemsnitlige behandlingstid de seneste
12 måneder er 45,9 uger, mens den længste behandlingstid var 114,9 uger. Der er derfor ikke
en direkte tidsmæssig sammenhæng mellem kommunens afgørelser og Ankestyrelsens
behandling.
Af de 11 afgørelser fra Ankestyrelsen blev 58 % stadfæstet, mens 33 % blev hjemvist. Når en
sag behandles i Ankestyrelsen, kan afgørelsen afvises, stadfæstes, ændres eller hjemvises til
fornyet behandling. Afvisning sker typisk ved overskredet klagefrist eller manglende
kompetence, mens stadfæstelse betyder, at afgørelsen vurderes korrekt.
Hjemvisning indebærer, at sagen skal behandles på ny, ofte fordi den ikke er tilstrækkeligt
oplyst. I nogle tilfælde registreres afgørelsen med flere udfald, hvis Ankestyrelsen kun er
delvist enig i kommunens afgørelse.
Afgørelser, der hjemvises, skyldes i 2. kvartal primært utilstrækkelig dokumentation og
manglende børnesamtale. For at styrke kvaliteten er der indført juridisk kvalitetssikring og øget
fokus på kompetenceudvikling, hvis effekt forventes at kunne ses over tid.
Administrationens vurdering
Administrationens vurdering er, at kvartalsstatistikken for 2. kvartal 2026 fortsat viser et højt
aktivitetsniveau på det specialiserede børneområde, særligt som følge af det høje antal af
underretninger og sagsniveau. Det fortsat høje niveau medfører et betydeligt pres på
sagsbehandlingen og påvirker sagsflowet i perioden.
På indsats- og økonomiområdet vurderes udviklingen samlet set at afspejle en faglig omstilling
med øget fokus på forebyggelse og anvendelse af mere fleksible indsatser tættere på barnets
hverdag. Samtidig arbejdes der målrettet med kvalitet i sagsbehandlingen, herunder juridisk
kvalitetssikring af afgørelser.
Området følges fortsat tæt med ledelsesmæssigt fokus, både i forhold til sagsbehandling,
arbejdspres og mulige handleveje, indsatser og økonomi.
Beslutning
Ad 1.) Taget til efterretning.
Ad 2.) Indstillingen tiltrådt.
Kilde: Lejre Kommune, Udvalget for Børn & Ungdom, referat fra mødet mandag 7. september 2026, punkt 6. Læs den originale sag hos kommunen.