Lemvig
Skift kommune
KøbenhavnLemvigAlle kommuner

Besluttet 7. september, Økonomi- og Erhvervsudvalget, Lemvig

Ny ansøgning om Klimapark Nees Hede - høringsvar og opdateret ansøgningsmateriale

Lemvig Kommune har modtaget en ansøgning om at igangsætte planlægning for en helt ny og revideret udgave af Klimapark Nees Hede. Projektet består af 5 vindmøller, 50 ha solceller, et batterilager, samt skov og naturarealer.

Klima og grønt

Kort fortalt

Hvem
Økonomi- og Erhvervsudvalget, Lemvig Kommune
Hvornår
Mandag 7. september 2026
Status
Besluttet. Indstillingen anbefalet.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

At der tages stilling til, om der skal igangsættes en planlægningsproces for en ny
Klimapark Nees Hede som ansøgt.
Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, den 1. september 2026, punkt 1:
Et flertal af udvalget bestående af Bent Graversen, Peder Hummel, Trine Rønn og Peter
Borup Jakobsen stemte for at igangsætte en planlægningsproces for en ny Klimapark
Nees Hede som ansøgt. Imod stemte Henrik Grøn, Ole Kjærgaard og Jonas Munkholm
Jensen.

Sagen afgøres endeligt af
Kommunalbestyrelsen via Teknik- og Miljøudvalget og Økonomi- og Erhvervsudvalget.

Sagsfremstilling

Leder af plan- og Projekt Mariane Vistisen deltager i sagens behandling kl. 14.15.
I januar 2023 vedtog Kommunalbestyrelsen i Lemvig lokalplan nr. 218 for Klimapark Nees
Hede. Lokalplanen muliggør etablering af en klimapark på 409 ha - 269 ha solcelleanlæg, 113
ha skovrejsning, sløjfning af dræn, naturområder mv. Klimaparken er aldrig blevet etableret,
men der er ansøgt og meddelt byggetilladelse til mindre elementer af parken, og disse er
igangsat.
I 2024 søgte den nye ejer af projektet om tilladelse til at supplere projektet med 5 vindmøller.
Kommunalbestyrelsen behandlede ansøgningen som nr. 15 i VE-ansøgningsrunden på mødet
den 27. november 2024. På mødet traf et flertal af kommunalbestyrelsen beslutning om at
ansøgningen ikke var modent til igangsætning af planlægningen, hvorfor ansøgningen blev sat
i bero.
Lemvig Kommune har nu modtaget en fornyet ansøgning igangsættelse af planlægning for en
ny – og ændret klimapark i Nees, - bestående af fem vindmøller med en højde på 200 meter,
og ca. 50 ha solceller.
I forhold til den gældende lokalplan er der tilført møller, tilføjet en batteripark, reduceret i
solcelleareal og omplaceret skov og naturarealer.
Ansøger angiver, at de 100 ha skov etableres som fredsskov, og dermed er varig skov.
Det fremgår ikke tydeligt af projektbeskrivelsen i hvilken grad naturarealer vil være varigt
sikrede, og derfor er det svært at vurdere om disse tiltag har en reel varig værdi – også i
forhold til Grøn Trepart, DK2020 planen og det forestående arbejde med den kommende
biodiversitetslov. Ansøger tilkendegiver dog vilje til at udlægge nogle arealer til permanent
natur efter nærmere vurdering.
Anlægget skal efter planerne tilsluttes det overordnede el-net ved transformeren i
Bækmarksbro.
Ansøgningen er en del af ansøgers samlede vision for fremtidig bosætning og arealudvikling i
Nees og Skalstrup, hvor ansøger ønsker at samtænke hensyn til landskab, natur og energi
med udviklingen af et attraktivt bosætnings- og fritidsområde. Visionen er udviklet i samarbejde
med borgerne i Nees og Skalstrup gennem en proces på to år. I ansøgningen gøres der
opmærksom på, at der i lokalområdet er delte meninger om nye VE-anlæg og det
understreges, at lokal opbakning til samarbejdet om visionen for området ikke er det samme,
som opbakning til etablering af Klimaparken.
Som et centralt element i ansøgers samlede vision beskrives der bl.a. en model for en
omfattende nedrivnings- og renoveringsindsats af boligmassen i hele området. Der anvises
dog ikke konkret finansiering af modellen. En mindre del af finansieringen vil ifølge
projektbeskrivelsen kunne komme fra Klimaparken.
1. juli 2026 blev der afholdt et borgermøde om sagen i Tangsøcentret med god lokal deltagelse
og debat. Som opfølgning på borgermødet er der efterfølgende afholdt en høringsrunde i

lokalområdet. Lemvig Kommune har modtaget 84 svar – se bilag.
Høringssvarene er samlet i et vedlagt bilag, hvor de fremgår grupperet efter ejer- og
beboerforhold og fordeler sig således:
62 bemærkninger fra ejere, der bor i området
12 bemærkninger fra ejere, der ikke bor på den ejendom bemærkningen vedrører
10 bemærkninger fra lejere, der bor i området
Forud for høringen indkom der 10 bemærkninger der vedrører den nye ansøgning.
Bemærkningerne er indkommet i perioden fra 5. juni – 22. juni 2026. Disse bemærkninger er
samlet og vedlagt som bilag.
Der er samlet set tale om et helt nyt projekt, som vil kræve udarbejdelse af tillæg til
Kommuneplan 2021-33, lokalplan og miljøvurdering efter Miljøvurderingsloven, samt aflysning
af den gældende lokalplan for Klimaparken.

Lovgrundlag
Planloven.

Politikker og strategier
Det ansøgte er i overensstemmelse med Lemvig Kommunes målsætning inden for Klima og
Grøn omstilling, hvor kommunen vil arbejde for at imødekomme klimaudfordringen og fremme
den grønne omstilling. Kommunen vil styrke erhvervslivets muligheder for at udnytte de
naturgivne potentialer for vedvarende energi og udvikling af løsninger på klimaudfordringer.

Tidligere politisk behandling
Kommunalbestyrelsen behandlede ansøgning nr. 15 fra VE-ansøgningsrunden på mødet den
27. november 2024.
På mødet traf et flertal af kommunalbestyrelsen beslutning om at ansøgningen ikke var modent
til igangsætning af planlægningen, hvorfor ansøgningen blev sat i bero. Samtidig blev der
truffet beslutning om, at der skal udarbejdes en helhedsorienteret plan for området, der afklarer
udviklingsmuligheder og potentialer for yderligere VE-anlæg.
Teknik- og Miljøudvalget drøftede sagen på møde den 2. juni 2026.
Teknik- og Miljøudvalget besluttede følgende på møde den 9. juni 2026:
Peter Borup Sørensen stillede følgende ændringsforslag:
Udvalget indstiller til Økonomi- og Erhvervsudvalget, at sagen udsættes for endelig
stillingtagen, til der er afholdt et borgermøde om sagen. For dette forslag stemte Peter Borup
Sørensen og Trine Rønn. Imod stemte Bent Graversen, Peder Hummel, Jonas Munkholm
Jensen, Ole Kjærgaard og Henrik Grøn.

Et flertal af udvalget bestående af Bent Graversen, Peder Hummel, Jonas Munkholm Jensen,
Ole Kjærgaard og Henrik Grøn stemte for ikke at igangsætte planlægningen. Trine Rønn og
Peter Borup Sørensen undlod at stemme.

Økonomi- og Erhvervsudvalget besluttede følgende på møde den 15. juni 2026:
Jens Lønberg stillede følgende ændringsforslag:
at udvalget igangsætter en proces for borgerinddragelse om planlægning for Klimapark
Nees Hede.
Et flertal af udvalget stemte for ændringsforslaget, imod stemte Henrik Grøn med den
begrundelse, at Danmarksdemokraterne fortsat bakker op om beslutningen fra Teknik- og
Miljøudvalget.
Gitte Winther Jeppesen og Trine Rønn deltog ikke i sagens behandling.

Beslutning

Et flertal af udvalget stemte for at igangsætte en planlægningsproces for en ny Klimapark
Nees Hede som ansøgt. Imod stemte Henrik Grøn.
Trine Rønn undlod at stemme.
Henrik Grøn stemte imod med følgende begrundelse: "Danmarksdemokraterne kan ikke
støtte forslaget. Med henvisning til konstitueringsaftalen klare formulering, om lokal
opbakning i forbindelse med etablering af grøn energi og høringssvarenes tydelige
modstand mod ansøgningen. Desuden stiller vi spørgsmålstegn ved projektbeskrivelsen
og hensigtserklæringen."
Indstillingen anbefalet.
Gitte Winther Jeppesen deltog ikke i sagens behandling.

Kilde: Lemvig Kommune, Økonomi- og Erhvervsudvalget, referat fra mødet mandag 7. september 2026, punkt 2. Læs den originale sag hos kommunen.