Besluttet 22. september, Teknik- og Miljøudvalget, Lemvig
Klage over gener fra besøgende til Lotte Lokkeklokke
Teknik & Miljø har modtaget en klage fra nogle af de nærmeste naboer til trolden Lotte Lokkeklokke, som blev bygget i Møborg Sandgrav for cirka to år siden. Naboerne oplever mange gener fra besøgende til trolden, og ønsker nu at kommunen tager affære for at afhjælpe generne.
Kort fortalt
- Hvem
- Teknik- og Miljøudvalget, Lemvig Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 22. september 2026
- Status
- Besluttet. Orientering givet.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
DIREKTØREN FOR TEKNIK & MILJØ INDSTILLER:
Sagen til orientering.
Sagen afgøres endeligt af
Teknik- & Miljøudvalget.
Sagsfremstilling
Teknik & Miljø har modtaget en klage fra nogle af de nærmeste naboer til trolden Lotte
Lokkeklokke i Møborg. Naboerne oplever mange gener fra besøgende til trolden, og de ønsker
nu at kommunen igangsætter processer som kan stoppe generne.
Henvendelsen fra naboerne er vedlagt som bilag 1. Nedenunder er kommunens svar, som er
sendt til naboerne.
Kommunen har meget begrænsede muligheder for at gøre noget ved de beskrevne gener, da
kommunen som myndighed ikke har lovhjemmel til dette, eller fordi regulering eller
håndhævning af de beskrevne gener henhører under andre myndigheder.
Svar til naboerne:
Lemvig Kommune har modtaget jeres henvendelse vedrørende de trafikale forhold og de gener, som I
oplever ved jeres ejendom Bavnehøjvej 10, i forbindelse med besøgende til troldeskulpturen Lotte
Lokkeklokke.
Vi har gennemgået jeres henvendelse og de fremsendte bilag.
Vi anerkender, at etableringen af troldeskulpturen har medført en væsentlig stigning i antallet af
besøgende i området. Vi har samtidig forståelse for, at den øgede aktivitet kan opleves som en
belastning for jer naboer, særligt når besøgende ikke følger den skiltning og de ruter, der er etableret
med henblik på at guide dem til trolden.
Det skal imidlertid bemærkes, at Bavnehøjvej er en privat fællesvej i landzone. Administrationen af
private fællesveje i landzone sker efter lov om private fællesveje, hvor kommunens kompetencer generelt
er mere begrænsede end på offentlige veje.
De forhold, som hovedsageligt beskrives i jeres henvendelse, vedrører blandt andet færdselsadfærd,
parkering, standsning, adgangsbegrænsninger og efterlevelse af færdselsregulering. Disse forhold
reguleres primært efter færdselsloven og forudsætter i vidt omfang politiets medvirken eller
håndhævelse.
I forbindelse med etableringen af troldeskulpturen blev der efter politiets godkendelse opsat
færdselsregulering i begge ender af Bavnehøjvej i form af tavle C 22,1 med undertavlerne UC 20,2 og
UC 20,6 med henblik på at begrænse den motorkørende færdsel på vejen. Der er således allerede
etableret færdselsmæssig regulering på stedet.
Lemvig Kommune har som vejmyndighed ikke hjemmel til at håndhæve overtrædelser af færdselsloven
eller den etablerede adgangsbegrænsning. Hvis trafikanter ikke overholder den opsatte
færdselsregulering, henhører håndhævelsen under politiet.
Det bemærkes endvidere, at Bavnehøjvej som privat fællesvej som udgangspunkt kan benyttes af de
vejberettigede samt den færdsel, der lovligt har adgang til vejen, herunder gående færdsel, medmindre
der er etableret lovlig adgangsbegrænsning eller færdselsregulering. Kommunen har ikke muligheder for
at regulere den gående færdsel på vejen. De gener, der er forbundet med, at besøgende færdes til fods
på Bavnehøjvej, er således ikke et forhold, som kommunen har muligheder for at gøre noget ved.
Som I selv skriver, har kommunen medvirket til dialog om forholdene, og understøttet opsætning af
skiltning og information med henblik på at lede besøgende ad de ønskede ruter og til den etablerede
parkeringsplads på Møborgåvej. Som det også fremgår af jeres henvendelse, er der gennemført flere
tiltag af Naturstyrelsen og Møborg Sogneforening med samme formål.
En række af de forhold, som beskrives i henvendelsen, herunder valg af stiforløb, besøgsstyring på
Naturstyrelsens arealer, placering af faciliteter, informationstavler og formidling af adgangsveje til
attraktionen, ligger uden for kommunens kompetence og må håndteres af de ansvarlige lodsejere og
projektaktører.
For så vidt angår gener i form af støj, besøgendes adfærd, færdsel på privat grund, hunde uden snor,
droneflyvning og lignende forhold, bemærkes det, at disse reguleres efter anden lovgivning og i flere
tilfælde henhører under politiets eller andre myndigheders kompetence.
På baggrund af den gældende lovgivning og kommunens kompetence vurderer Lemvig Kommune
samlet set, at mulighederne for yderligere kommunale tiltag på Bavnehøjvej er begrænsede, og at en
væsentlig del af de forhold, som beskrives i henvendelsen, henhører under andre myndigheder eller de
involverede lodsejere og projektaktører.
Kommunen vil dog videreformidle jeres henvendelse til de relevante aktører, således at jeres erfaringer
og bemærkninger kan indgå i deres fremtidige overvejelser om besøgsstyring i området.
Vi takker for jeres henvendelse og for den grundige dokumentation af de forhold, som I oplever.
Beslutning
Orientering givet.
Kilde: Lemvig Kommune, Teknik- og Miljøudvalget, referat fra mødet tirsdag 22. september 2026, punkt 18. Læs den originale sag hos kommunen.