Besluttet 28. september, Økonomi- og Erhvervsudvalget, Lemvig
Igangsætning af planlægning for udvidelse af Thyborøn sydhavn (landvinding m.m.)
Thyborøn Havn har ansøgt om igangsætning af planlægningen for en udvidelse af erhvervshavnen og etablering af en godsbaneterminal syd for eksisterende havnearealer.
Kort fortalt
- Hvem
- Økonomi- og Erhvervsudvalget, Lemvig Kommune
- Hvornår
- Mandag 28. september 2026
- Status
- Besluttet. Indstillingen anbefalet.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
At der igangsættes en planlægningsproces for det ansøgte.
Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, den 22. september 2026, punkt 2:
Indstilling anbefalet.
Sagen afgøres endeligt af
Kommunalbestyrelsen via Teknik- og Miljøudvalget og Økonomi- og Erhvervsudvalget.
Sagsfremstilling
Direktør for Teknik og Miljø Claus Borg deltager i sagens behandling kl. 15.00.
Thyborøn Havn har anmodet Lemvig Kommune om igangsætning af planlægningsprocessen
for en udvidelse af erhvervshavnen mod syd i lagunen mellem Thyborøn Sydhavn og Rønland
samt etablering af en godsbaneterminal i samme område.
Det ansøgte forudsætter udarbejdelse af kommuneplantillæg, lokalplan og tilhørende strategisk
miljøvurdering af planerne (SMV).
Det fremsendte materiale skal betragtes som en foreløbig projektbeskrivelse, der danner
grundlag for kommunens vurdering af, om planprocessen skal igangsættes. Projektets
nærmere udformning, omfang og indhold forventes at blive kvalificeret og eventuelt justeret i
forbindelse med den videre planlægning og de efterfølgende undersøgelser.
Formålet med det ansøgte er at skabe nye, sammenhængende kajnære havnearealer med
gode besejlingsforhold, tilstrækkelig vanddybde og store baglandsarealer, der kan anvendes til
havnerelaterede virksomheder, logistik og godshåndtering. Projektet skal understøtte havnens
rolle som knudepunkt for gods, hvor der kan ske sammenhængende håndtering mellem
søtransport, vejtransport og jernbane, og samtidig bidrage til den grønne omstilling ved at
fremme transport af gods via sø- og jernbanetrafik.
Det ansøgte omfatter et areal på ca. 59 ha i direkte sammenhæng med de eksisterende
havnearealer. Anvendelsen af det nye havneareal vil primært være håndtering og oplag af
gods, herunder containere, trailere og projektgods, samt etablering af lager-, service- og
driftsbygninger, kontor- og administrationsfaciliteter og tekniske anlæg. Der ønskes desuden
mulighed for etablering af en godsbaneterminal med tilslutning til det eksisterende jernbanenet,
så der kan ske direkte omlastning mellem skib, tog og lastbil.
Kommunen er som planmyndighed efter Planloven ansvarlig for at udarbejde og vedtage
kommuneplantillæg og lokalplan for havneudvidelsen og godsbaneterminalen samt for at
gennemføre strategisk miljøvurdering (SMV) af planerne efter miljøvurderingsloven.
En senere konkret projektansøgning om havneudvidelse, opfyldning af vandarealer og
tilhørende anlæg vil skulle miljøvurderes som projekt (VVM) efter havnelovgivningen og den
særlige VVM bekendtgørelse for erhvervshavne, hvor Trafikstyrelsen er VVM myndighed og
træffer afgørelse om miljøkonsekvensvurdering og administrativ tilladelse til det konkrete
havneprojekt.
Den politiske beslutning, der nu skal træffes, angår således, om kommunen skal igangsætte
den nødvendige planproces med kommuneplantillæg, lokalplan og SMV for at skabe det
planmæssige grundlag for den ansøgte havneudvidelse og godsbaneterminal, vel vidende at
en efterfølgende projektansøgning vil blive underlagt VVM behandling hos Trafikstyrelsen.
Lovgrundlag
Planloven, Miljøvurderingsloven.
Politikker og strategier
Projektet understøtter målsætningerne i Lemvig Kommunes Erhvervsstrategi, hvor Thyborøn
Havn fremhæves som en central drivkraft for den erhvervsmæssige vækst i kommunen.
Strategien lægger vægt på at styrke havnens udvikling og sikre attraktive rammer for både
eksisterende og nye havnerelaterede aktiviteter, herunder et bæredygtigt fiskeri og den
maritime serviceerhvervssektor.
Endvidere peger strategien på betydningen af at forbedre infrastrukturen til og fra Thyborøn
Havn for gods- og materieltransport. Dette omfatter blandt andet gode vej- og
jernbaneforbindelser, som understøtter effektive transport- og logistikløsninger. Den ansøgte
havneudvidelse og etablering af en godsbaneterminal vurderes således at være i
overensstemmelse med de strategiske målsætninger om vækst, erhvervsudvikling og styrkelse
af havnens rolle som logistisk knudepunkt.
Beslutning
Indstillingen anbefalet.
Trine Rønn deltog ikke i sagens behandling.
Kilde: Lemvig Kommune, Økonomi- og Erhvervsudvalget, referat fra mødet mandag 28. september 2026, punkt 6. Læs den originale sag hos kommunen.