Besluttet 7. oktober, Kommunalbestyrelsen, Lemvig
Stillingtagen til navneændring af Kystcentervej i Thyborøn
I forbindelse med projektet Thyborøn 2.0 - Den maritime kraft er der gennem inddragelse af aktører og borgere rejst spørgsmål om vejnavnet Kystcentervej. Navnet henviser til det tidligere Kystcenter, som ikke længere er en aktiv attraktion i området.
Kort fortalt
- Hvem
- Kommunalbestyrelsen, Lemvig Kommune
- Hvornår
- Onsdag 7. oktober 2026
- Status
- Besluttet. Indstillingen godkendt.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
At vejnavnet Kystcentervej fastholdes.
Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, den 22. september 2026, punkt 7:
Indstilling anbefalet.
Beslutning fra Økonomi- og Erhvervsudvalget, den 28. september 2026, punkt 12:
Indstillingen anbefalet.
Trine Rønn deltog ikke i sagens behandling.
Sagen afgøres endeligt af
Kommunalbestyrelsen via Teknik- og Miljøudvalget samt Økonomi- og Erhvervsudvalget.
Sagsfremstilling
I forbindelse med projektet Thyborøn 2.0 - Den maritime kraft er der blandt aktører og borgere
rejst spørgsmål om vejnavnet Kystcentervej. Navnet henviser til det tidligere Kystcenter, som
ikke længere er en aktiv attraktion i området. På den baggrund er det foreslået at undersøge,
om vejnavnet fortsat er tidssvarende.
Sagen blev drøftet med Fonden Thyborøns aktører den 3. december 2024 og igen den 12. maj
2026. Mødedeltagerne var på begge møder umiddelbart positive overfor at undersøge
mulighederne for en navneændring, og aktørerne blev i maj opfordret til at indsende
navneforslag.
Der er efterfølgende modtaget forslag fra Maxitours og Mallemukken. Forslagene fremgår af
sagens bilag 1 og 2.
Der er samtidig modtaget indsigelser fra Sea War Museum/Havets Hemmeligheder, se bilag 3.
Det fremhæves blandt andet, at vejnavnet er tæt knyttet til områdets identitet og
genkendelighed, samt at en navneændring vil medføre praktiske og økonomiske konsekvenser
for virksomheder og attraktioner på vejen. Æ' Motorrum har efterfølgende tilkendegivet
opbakning til disse synspunkter, se bilag 4.
Maxitours og Mallemukken peger omvendt på, at Kystcentervej henviser til en attraktion, som
ikke længere eksisterer, og at et nyt vejnavn derfor i højere grad bør afspejle områdets
nuværende identitet og udvikling.
For at belyse de kulturhistoriske perspektiver er Lemvig Museum blevet hørt. Museet peger på
områdets tilknytning til Vandbygningsvæsenet og kystsikringen langs Vestkysten og har
fremsendt forslag til eventuelle nye vejnavne, se bilag 5.
Administrationen vurderer, at der er argumenter både for og imod en navneændring. På den
ene side henviser vejnavnet til en funktion, som ikke længere eksisterer. På den anden side er
navnet gennem mange år blevet en del af områdets identitet, genkendelighed og PR.
Spørgsmålet vurderes derfor primært at være en politisk afvejning mellem ønsket om et mere
tidssvarende vejnavn og hensynet til den genkendelighed, som vejnavnet har opnået gennem
årene.
Såfremt vejnavnet ændres, anbefaler administrationen navnet Vandbygningsvej. Navnet tager
afsæt i områdets tilknytning til vandbygningsvæsenets arbejde med kystsikring langs
Vestkysten og vurderes at have en stærk stedbunden og kulturhistorisk forankring. Samtidig er
navnet robust over tid, idet det ikke knytter sig til en bestemt attraktion eller funktion. Forslaget
støttes af Lemvig Museum.
Lovgrundlag
Lov om vejnavne og adresser (Adresseloven).
Beslutning
Indstillingen godkendt.
Gitte Winther Jeppesen deltog ikke i sagens behandling.
Kilde: Lemvig Kommune, Kommunalbestyrelsen, referat fra mødet onsdag 7. oktober 2026, punkt 7. Læs den originale sag hos kommunen.