Lyngby-Taarbæk
Skift kommune
KøbenhavnAlbertslundAllerødBallerupBrøndbyBrønderslevDragørEgedalFaxeFredensborgFredericiaFrederiksbergFuresøGentofteGladsaxeGreveGribskovGuldborgsundHalsnæsHelsingørHerlevHerningHillerødHolbækHorsensHvidovreHøje-TaastrupHørsholmKalundborgKøgeLyngby-TaarbækOdenseOdsherredRingstedRoskildeRudersdalRødovreSlagelseSolrødTårnbyVallensbækViborgAlle kommuner

Besluttet 21. maj, Kommunalbestyrelsen, Lyngby-Taarbæk

Afhentning af affald fra kl. 6

Inden Lyngby-Taarbæk Forsyning sender indsamlingen af affald i udbud foreslår de, at det tilladte tidsrum for indsamling af affald udvides fra kl. 7-18 til kl. 6-18.

Affald

Bydele i sagen: Taarbæk

Kort fortalt

Hvem
Kommunalbestyrelsen, Lyngby-Taarbæk Kommune
Hvornår
Torsdag 21. maj 2026
Status
Besluttet. Godkendt.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Næste skridt
Lyngby-Taarbæk Forsyning sender ordningen for indsamling af affald i udbud i 2026. Den nye renovatør får ca. 1,5 år fra indgåelse af kontrakten til opstart d. 1. april 2028, hvilket er af hensyn til bestilling og levering af nye renovationsbiler.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Lyngby-Taarbæk Forsyning kan indsamle affald i tidsrummet kl. 6-18
fra den 1. april 2028.

Problemstilling

Lyngby-Taarbæk Forsynings kontrakt om indsamling af affald skal i udbud i 2026, idet den
nuværende kontrakt udløber den 31. marts 2028 uden mulighed for yderligere forlængelse.
I den forbindelse evaluerer Forsyningen den eksisterende kontrakt for at se på, hvordan
eventuelle nye krav og tiltag kan optimere vilkårene for affaldsindsamling samt højne
trafiksikkerheden.
Forsyningen oplyser, at de løbende modtager henvendelser, hvor skraldebilernes kørsel og
tømning bliver oplevet som utryghedsskabende i trafikken og/eller har givet anledning til
trafikale udfordringer.
Henvendelserne har især knyttet sig til:
Skoler og færdsel på og i nærheden af skoleveje (primært om morgenen)
Taarbæk Strandvej
Lyngby Hovedgade
Herudover er Forsyningens erfaringer, at affaldsindsamlingen skaber udfordringer for
trafikafviklingen i myldretiden på trafikerede og smalle vejstrækninger som fx Lyngby
Hovedgade, Taarbæk Strandvej, Bondebyen samt flere steder i Virum. Disse forhold skaber
desuden uhensigtsmæssige situationer for renovationsmedarbejdernes arbejdsmiljø.

Løsninger
Forsyningen foreslår, at affaldsindsamlingen fra opstart af den nye kontraktperiode den 1. april
2028 kan påbegyndes kl. 6 i stedet for kl. 7 som i dag.
De lægger vægt på, at med muligheden for en tidligere opstart af affaldsindsamlingen får
renovatøren bedre forudsætninger for at planlægge indsamlingsruterne, så de mest trafikerede
strækninger i højere grad kan undgås i myldretiden. Samtidig skabes der større fleksibilitet i
forhold til ruteplanlægning og håndtering af øvrige driftsmæssige forhold.
Forsyningen vil samtidig arbejde med at definere klare rammer i kontrakten, fx restriktioner
omkring skoler og ungdomsuddannelser med kørsel i et kort, afgrænset tidsrum om morgenen
før skolestart.

Forsyningen vurderer, at de foreslåede tiltag kan gennemføres uden væsentlige gener for
borgerne. Tømning af affald mellem kl. 6 og 7 vurderes kun at berøre en begrænset del af
borgerne, idet mange husstande først vil få hentet affald senere på dagen.
Erfaringer fra den nuværende kontraktperiode viser ifølge Forsyningen, at borgerhenvendelser
primært vedrører situationer, hvor affaldsindsamlingen finder sted uden for de kommunikerede
tidsrammer, snarere end selve starttidspunktet. Forsyningen har således ikke modtaget klager i
de områder, hvor der i dag er givet dispensation til opstart kl. 6, herunder i forbindelse med de
omfattende gravearbejder som følge af fjernvarmeudrulningen.
Forsyningen vil i den nye kontrakt stille krav om anvendelse af eldrevne skraldebiler, hvilket
forventes at medføre en markant reduktion af støj sammenlignet med den nuværende drift.
Forvaltningen bemærker, at tømning i tidsrummet kl. 6-7 vil medføre, at en gruppe borgere vil
blive udsat for støj på et tidspunkt, hvor der forventes at være ro. Af samme årsag er de
vejledende støjgrænser for dette tidsrum sat meget lavt. En elektrificeret skraldebil larmer
mindre end en brændstofbil ved kørsel, men hertil vil der være andre aktiviteter som fx kørsel
og tømning af affaldsbeholdere, som vil være forbundet med støj.
På den anden side anerkender forvaltningen, at der er trængselsudfordringer i kommunen,
som kan afhjælpes ved at starte indsamlingen af affald tidligere.
I nabokommunerne Rudersdal, Furesø og Gladsaxe starter affaldsindsamlingen kl. 6. I
Gentofte starter indsamlingen generelt fra kl. 7, dog hentes affaldet på nogle adresser fra kl. 5 i
perioder med vejarbejde og trafikale udfordringer.

Strategisk ramme
Affaldsplan 2019-2030.

Videre proces

Lyngby-Taarbæk Forsyning sender ordningen for indsamling af affald i udbud i 2026. Den nye
renovatør får ca. 1,5 år fra indgåelse af kontrakten til opstart d. 1. april 2028, hvilket er af
hensyn til bestilling og levering af nye renovationsbiler.
Tidsrummet for indsamling er fastsat i regulativ for husholdningsaffald. Regulativet vil blive
opdateret med de besluttede ændringer i efteråret 2027, sendt i høring og forelagt Teknik- og
Miljøudvalget samt Kommunalbestyrelsen til godkendelse.

Økonomi

Forsyningen forventer ikke, at de foreslåede ændringer vil medføre merudgifter i den
kommende kontraktperiode. En tidligere opstart af affaldsindsamlingen vurderes at kunne
indarbejdes i den nye kontrakt uden væsentlig påvirkning af affaldsgebyrerne.

Beslutningskompetence
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler.

Kommunalbestyrelsen beslutter.

Beslutningsforløb
Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget 2026-2029, den 5. maj 2026, punkt 10:
Anbefalet.

Beslutning

Godkendt.
Inge Duus (F) var fraværende, i stedet deltog Silas Mudoh (F).
Mark Nathansen (B) var fraværende, i stedet deltog Susanne Hjernøe (B).

Kilde: Lyngby-Taarbæk Kommune, Kommunalbestyrelsen, referat fra mødet torsdag 21. maj 2026, punkt 11. Læs den originale sag hos kommunen.