Behandlet 19. august, Byplanudvalget, Lyngby-Taarbæk
Frederiksdalsvej 360 - Varmepumper til Frederiksdal Signatur Hotel (Beslutning)
Der er ansøgt om etablering af et varmepumpeanlæg ved Sinatur Hotel Frederiksdal som led i konvertering fra naturgas til en mere energieffektiv varmeforsyning. Ejendommen ligger i landzone, inden for fredning og flere naturbeskyttelseslinjer.
Kort fortalt
- Hvem
- Byplanudvalget, Lyngby-Taarbæk Kommune
- Hvornår
- Onsdag 19. august 2026
- Status
- Behandlet. Referatet med beslutningen er ikke offentliggjort endnu.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Forvaltningen foreslår, at forvaltningen
1. anbefaler projektet overfor Fredningsnævnet samt meddeler nødvendige dispensationer og godkendelser efter blandt andet naturbeskyttelsesloven, forudsat at Fredningsnævnet meddeler dispensation,
2. meddeler nødvendige tilladelser efter plan- og byggeloven, forudsat Fredningsnævnet meddeler dispensation.
Problemstilling
Ansøgning
Sinatur Hotel Frederiksdal har søgt om at etablere et varmepumpeanlæg på ejendommen Frederiksdalsvej 360. Anlægget består af 8 luft-vand varmepumper, som placeres i en samlet række langs hotelbygningens nordlige gavl (bilag). Anlægget optager ca. 11 m2, er 2,6 m højt og kræver hverken terrænregulering eller fjernelse af beplantning. Det afskærmes med et træhegn ind mod hotelbygningen, men ikke ud mod omgivelserne. Det oplyses, at hvis kommunen vurderer det nødvendigt, kan der etableres en bøgehæk ud mod omgivelserne.
Ansøger oplyser, at anlægget er nødvendigt for ejendommens drift og skal erstatte den nuværende naturgasbaserede varmeforsyning med en mere energieffektiv og bæredygtig varmeforsyning. Det fremhæves også, at anlægget er af begrænset omfang, placeres tæt på eksisterende bebyggelse og ikke forventes at påvirke udsigter, landskabelige og kulturhistoriske værdier, natur eller miljø væsentligt herunder, at anlægget vil overholde de vejledende støjgrænser.
Plangrundlag og beskyttelsesinteresser
Ejendommen er omfattet af fredningen for Frederiksdal Gods og af naturbeskyttelseslovens bestemmelser om åbeskyttelseslinje, skovbyggelinje og fortidsmindebeskyttelseslinje. Ejendommen ligger i landzone og er i kommuneplanen udlagt til rekreativt område. Å- og fortidsmindebeskyttelseslinjerne afkastes af Mølleåen/Fæstningskanalen, som ligger ca. 15 m vest for projektområdet. Ejendomme er omgivet af skov og er ikke omfattet af lokalplan eller byplanvedtægt. Projektområdet er placeret ca. 290 m fra nærmeste Natura 2000-område og ca. 20 m fra beskyttet moseareal.
Kommunens varmeplan indeholder ikke planer om fjernvarme i Frederiksdal. I stedet er det fastlagt, at området skal undersøges med henblik på en mulig lokal kollektiv varmeløsning som alternativ til individuel opvarmning. Der er dog ikke lovhjemmel til at kræve kollektiv forsyning i området eller til at kræve, at et anlæg på en ejendom skal forsyne andre ejendomme.
Nødvendige myndighedsgodkendelser
Forvaltningen vurderer, at etablering af anlægget kræver dispensation fra fredningen, naturbeskyttelseslovens bygge- og beskyttelseslinjer samt landzone- og byggetilladelse, idet det vurderes, at anlægget vil fremstå som en bygningsmæssig konstruktion.
Anlægget kræver godkendelse i forhold til projektbekendtgørelsen, og derved er anlægget også omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, hvorfor der skal foretages en VVM-screening af dette.
Løsninger
Forvaltningen vurderer, at det ansøgte projekt ikke vil være i strid med fredningens eller naturbeskyttelseslovens formål samt at det kan rummes inden for den gældende planlægning for området.
Forvaltningen vurderer, at den ansøgte opvarmningsløsning er nødvendig for ejendommens fremtidige drift, at der er tale om et teknisk anlæg af begrænset omfang placeret i tilknytning til eksisterende bebyggelse, samt at anlægget ikke ændrer ejendommens anvendelse eller optager væsentlige friarealer eller naturbeskyttede arealer.
Der lægges desuden vægt på, at anlægget ikke vil være synligt fra vej eller skovområder, og at med en bøgehæk mod omgivelserne vil anlægget kun være delvist synligt fra Mølleåen/Fæstningskanalen og stien langs åen. Forvaltningen vil derfor stille vilkår om etablering af bøgehæk mod overgivelserne, og vurderer på den baggrund, at den visuelle, landskabelige og kulturhistoriske påvirkning vil være begrænset og ikke væsentlig.
Ud fra projektets meget lokale og begrænsede påvirkning sammenholdt med afstanden til nærmeste Natura-2000 område, vurderer forvaltningen, at projektet ikke vil medføre en væsentlig påvirkning af naturtyper eller arter på udpegningsgrundlaget.
Der er ikke registreret bilag IV-arter i selve projektområdet, men registreret blandt andet flere flagermusarter i omkringliggende skovarealer. Forvaltningen vurderer, at projektet ikke vil påvirke bilag IV-arter eller disses yngle- eller rasteområder væsentligt.
At der etableres et varmepumpeanlæg udelukker ikke, at der kan findes en anden lokal kollektiv varmeforsyningsløsning til øvrige bygninger i området. Områdets anden store ejendom (Frederiksdal Gods) er igang med at etablere et flisfyringsanlæg til forsyning af egne bygninger.
Strategisk ramme
Da det nye anlæg vil reducere brugen af fossile brændsler, vil det efter forvaltningens vurdering bidrage positivt til kommunens mål om CO2-neutral varmeforsyning, og dermed understøtte
DK2020 klimaplanen og Bæredygtighedsstrategien. Videre proces Hvis udvalgene bemyndiger forvaltningen som indstillet, vil forvaltningen anbefale Fredningsnævnet at meddele dispensation til projektet. Hvis udvalgene ikke bemyndiger forvaltningen som indstillet, vil forvaltningen ikke anbefale Fredningsnævnet at meddele dispensation til projektet. Hvis Fredningsnævnet meddeler dispensation fra fredningen, vil forvaltningen fortsætte sagsbehandling af projektet med henblik på at meddele øvrige nødvendige myndighedsgodkendelser. Hvis Fredningsnævnet meddeler afslag på dispensation fra fredningen, vil forvaltningen ikke foretage sig yderligere. Økonomi Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser. Beslutningskompetence Teknik- og Miljøudvalget beslutter indstillingspunkt 1. Byplanudvalget beslutter indstillingspunkt 2. Beslutningsforløb
Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget 2026-2029, den 18. august 2026, punkt 12:
Ad 1) Godkendt. Beslutning Ad 2) Godkendt.
Kilde: Lyngby-Taarbæk Kommune, Byplanudvalget, referat fra mødet onsdag 19. august 2026, punkt 11. Læs den originale sag hos kommunen.