Besluttet 3. september, Kommunalbestyrelsen, Lyngby-Taarbæk
Afprøvning af bæredygtighedsværktøj i politiske sager (Orientering)
Forvaltningen har udviklet et screeningsværktøj, der har til formål at integrere miljømæssige, sociale og økonomiske bæredygtighedshensyn i forvaltningens beslutninger og politiske sager.
Kort fortalt
- Hvem
- Kommunalbestyrelsen, Lyngby-Taarbæk Kommune
- Hvornår
- Torsdag 3. september 2026
- Status
- Besluttet. Sagen blev taget af dagsordenen, jf. dagsordenspkt. 1. I stedet deltog Majbrit Pedersen (F).
- Næste skridt
- Der iværksættes pilotafprøvning af værktøjet i efteråret 2026/foråret 2027, som vil tage udgangspunkt i egnede, konkrete sager på drifts-, ejendoms- og arealområdet, herunder både tidlige idefaser og mere fremskredne beslutningssituationer.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Forvaltningen orienterer om værktøjet til vurderinger af bæredygtighedsperspektiver i kommunens anlægs-, drifts- og udviklingsprojekter.
Problemstilling
Forvaltningen håndterer løbende en bred vifte af anlægs-, drifts- og udviklingsprojekter, hvor beslutninger har væsentlige konsekvenser for blandt andet økonomi, klima, ressourceforbrug, arbejdsmiljø og borgernes trivsel. Kommunalbestyrelsen godkendte i november 2024 fem principper for bæredygtighed i kommunale ejendomme (bilag). De fem principper udgør den overordnede ramme for bæredygtig drift, vedligehold og udvikling af kommunens ejendomme og understøttes af konkrete tiltag, der kan sikre, at principperne afspejles i projekter for renovering, ombyg og nybyg.
Bæredygtighed indgår allerede i mange overvejelser på tværs af sager, men håndteres forskelligt fra sag til sag. Det kan gøre det vanskeligt at skabe overblik over bæredygtighedsmæssige konsekvenser, sammenligne alternativer og tydeliggøre de samlede effekter i beslutningsgrundlaget – både i forvaltningen og for udvalgsmedlemmer. Der er derfor behov for et enkelt og gennemsigtigt værktøj, som understøtter en mere ensartet og tidlig integration af bæredygtighed i beslutninger.
Løsninger
Forvaltningen har derfor udviklet et screeningsværktøj, der vurderer og visualiserer bæredygtighedsperspektiver tidligt i politiske sager og beslutninger (bilag 1).
Formålet med værktøjet er at sikre, at bæredygtighed tænkes ind systematisk og transparent i projekter og sager. Værktøjet visualiserer bæredygtighed på tværs af tre dimensioner: Miljømæssig bæredygtighed (klima & energi, ressourceforbrug, natur & biodiversitet), Social bæredygtighed (sundhed, arbejdsmiljø, social lighed, læring) og Økonomisk bæredygtighed (totaløkonomi og langsigtet værdiskabelse). Der indgår en vurderingsskala med farver og fem niveauer fra "ikke godt" (mørkerød) over "status quo" (grå) til "meget godt" (mørkegrøn).
Inspiration fra Gentofte Kommune
Værktøjet er udarbejdet med inspiration fra Gentofte Kommunes ’Torus-model’ i en væsentlig forenklet udgave for at undgå, at der bruges for meget tid og ressourcer på brugen af det for projektledere. Værktøjet fungerer som en screening, hvor forskellige løsningsmuligheder
vurderes i forhold til et “business as usual”-niveau eller i en sammenligning af flere mulige løsninger. Resultatet præsenteres visuelt, hvilket giver et hurtigt overblik over styrker, svagheder og afvejninger. Den visuelle model er suppleret med noter, der giver en datamæssig baggrund for vurderingen af bæredygtighedseffekterne.
Eksempel: Lastbiler og Træpolitik
I udvikling af værktøjet har forvaltningen arbejdet med vurdering af de bæredygtighedsmæssige effekter ved indløb af nye lastbiler og den ny Træpolitik, hvor de centrale bæredygtighedsparametre er udvalgt:
Indkøb af henholdsvis el- og dieseldrevne lastbiler blev sammenlignet på de relevante bæredygtighedsparametre (bilag): Sundhed & arbejdsmiljø, totaløkonomi og klima & energi. Ikke-relevante parametre i denne case var: Natur og biodiversitet, ansvarligt ressourceforbrug, job & social lighed samt læring & uddannelse.
Udarbejdelse af ny Træpolitik havde fokus på Natur og biodiversitet, klima og energi, sundhed og arbejdsmiljø samt ansvarligt ressourceforbrug, mens job og social ulighed samt totaløkonomi ikke indgår som parametre
Endvidere er en ny placering til faciliteter på kultur/socialområdet blev sammenlignet som test mht. bæredygtighedsmæssige konsekvenser af hhv. bygningstransformation, flytning, renovering, ombygning, driftsomkostninger, vedligehold og "ejendomstomgang", der på hver deres områder påvirker bæredygtighedsaspektet samlet.
For de udvalgte cases udarbejdes et kort notat, der beskriver vurderingen for hver parameter og eventuelt beregningsgrundlag..
Værktøj til første screening og overblik
Det er vigtigt at pointere, at værktøjet skal ses som en første screening. Data vil være behæftet med usikkerheder, da der er tale om forenklede vurderinger og estimater. Hensigten er at få bæredygtighedsaspektet med tidligt i beslutningsprocessen og vise eventuelle forskelle mellem løsninger i ’hele træskolængder’ - uden at bruge ekstern bistand til en meget præcis vurdering af de bæredygtighedsmæssige konsekvenser i første runde. Der anvendes allerede eksisterende data samt kunstig intelligens som primære input til vurderingen for at holde omkostnings- og ressourceforbruget nede. Vurderingerne kan derfor ikke erstatte eksempelvis en egentlig livscyklusvurdering (LCA - beregning af drivhusgasudledning) eller livscyklusomkostningsberegning (LCC - Life Cycle Costing/totaløkonomiberegning), som indgår i nogle af kommunens større projekter. Senere i projekterne kan der efter den første screening udføres mere detaljerede bæredygtighedsvurderinger.
Strategisk ramme
Bæredygtighedsstrategi 2020-2050, DK2020 Klimaplan og Sammen om bæredygtighed i kommunale ejendomme: Principper for bæredygtighed i kommunale ejendomme i LyngbyTaarbæk Kommune 2024.
Videre proces
Der iværksættes pilotafprøvning af værktøjet i efteråret 2026/foråret 2027, som vil tage udgangspunkt i egnede, konkrete sager på drifts-, ejendoms- og arealområdet, herunder både tidlige idefaser og mere fremskredne beslutningssituationer. Efter sommer 2027 indsamles erfaringer fra projektledere og ledelse om:
Anvendelighed og tidsforbrug Værktøjets værdi for beslutningskvalitet og dialog Behov for justering af parametre, form eller proces
På baggrund af pilotafprøvningen udarbejdes en kort evaluering med anbefalinger til videre anvendelse, justering og udbredelse.
Økonomi
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Pilotafprøvningen gennemføres inden for eksisterende økonomiske rammer. Værktøjet er udviklet som et enkelt og lavpraktisk redskab, og anvendelsen forventes at kræve et begrænset tidsforbrug hos projektledere og relevante medarbejdere. Eventuelle økonomiske konsekvenser ved en senere, bredere implementering vil blive belyst i forbindelse med evalueringen af pilotafprøvningen.
Beslutningskompetence
Økonomiudvalget orienteres.
Kommunalbestyrelsen orienteres.
Beslutningsforløb
Beslutning fra Økonomiudvalget 2026-2029, den 27. august 2026, punkt 14:
Orientering givet.
Beslutning
Sagen blev taget af dagsordenen, jf. dagsordenspkt. 1.
Niels Haxthausen (F) var fraværende. I stedet deltog Majbrit Pedersen (F).
Kilde: Lyngby-Taarbæk Kommune, Kommunalbestyrelsen, referat fra mødet torsdag 3. september 2026, punkt 4. Læs den originale sag hos kommunen.