Behandlet 3. september, Kommunalbestyrelsen, Lyngby-Taarbæk
DSI Åbrinken 85 - udpegning af bestyrelsesmedlemmer (Beslutning)
Den selvejende almene boliginstitution Åbrinken 85 (DSI Åbrinken 85) har ikke længere en beslutningsdygtig bestyrelse, og kan derfor ikke træffe nødvendige beslutninger.
Steder i sagen: Åbrinken
Kort fortalt
- Hvem
- Kommunalbestyrelsen, Lyngby-Taarbæk Kommune
- Hvornår
- Torsdag 3. september 2026
- Status
- Behandlet. Referatet med beslutningen er ikke offentliggjort endnu.
- Næste skridt
- Forvaltningen vil fortsætte dialogen med administrator og de tilbageværende bestyrelsesmedlemmer, og i øvrigt udføre kommunens tilsynsopgave inden for almenboliglovenes regler.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Forvaltningen foreslår, at
1. anvendelse af almenboliglovens § 33, stk. 3 om kommunal udpegning af bestyrelsesmedlemmer i DSI Åbrinken 85 godkendes,
2. kompetencen til at udpege medlemmer til bestyrelsen efter § 33, stk. 3 delegeres til forvaltningen.
Problemstilling
DSI Åbrinken 85 er etableret i 2004 som en selvejende ældreboliginstitution. Ejendommen indeholder 12 almene boliger med tilknyttet fællesarealer, og er målrettet borgere med udviklingshandicap. Kommunen har anvisningsretten til boligerne, og afdelingen er præget af udlejningsvanskeligheder pga. huslejeniveauet og hensynet til beboersammensætningen.
Forvaltningen har på møde den 21. juli 2026 drøftet institutionens udfordringer og mulige løsninger med repræsentanter fra med DSI Åbrinken 85 og LEV. Institutionen ledes af en bestyrelse, som ifølge vedtægterne skal bestå af fem medlemmer. Heraf vælges 2 medlemmer af Landsforeningen LEV og 3 medlemmer blandt beboere, og/eller deres pårørende/værger.
Bestyrelsen skal bestå af et ulige antal, og i en længere periode har tre pårørende udgjort bestyrelsen. Efter det ene medlem har trukket sig, er bestyrelsen ikke længere beslutningsdygtig, og det har ikke været muligt at få andre pårørende til at indtræde. Interesserede beboere får lov at deltage på bestyrelsesmøderne, men da de oftest er under værgemål, kan de ikke indtræde som medlemmer. LEV er heller ikke længere i stand til at hverve medlemmer til bestyrelsesarbejde.
Institutionen står derfor i en situation, hvor fx regnskabsmateriale for 2025 ikke kan godkendes og indberettes det til Landsbyggefonden. På nuværende tidspunkt har Landsbyggefonden sendt fjerde rykker til institutionen, og anmodet kommunen om som tilsynsmyndighed at sørge for, at regnskabsmaterialet indberettes.
Efter vedtægtens § 3, stk. 3 kan medlemmer af Kommunalbestyrelsen være medlem af bestyrelsen, hvis bestyrelsen har truffet beslutning om, at Kommunalbestyrelsen kan udpege et
eller flere medlemmer. Bestyrelsen har ikke truffet beslutning om at bruge bestemmelsen.
Løsninger
DSI Åbrinken 85 er omfattet af kommunens tilsynsforpligtigelse med almene boligorganisationer. Kommunen har derfor pligt til at reagere på oplysninger om forhold, der kan gøre det vanskeligt for institutionen at sikre en forsvarlig drift og overholde lovgivningen. Som udgangspunkt skal den mindst indgribende reaktion anvendes først.
Forvaltningen har opfordret de tilbageværende repræsentanter for bestyrelsen og LEV til at gøre en ekstra indsats for selv at finde nye bestyrelsesmedlemmer. Institutionen størrelse og målgruppe gør, at der er få pårørende at hverve medlemmer fra. Beboerne er som udgangspunkt under værgemål, og vil kunne deltage på bestyrelsesmøder som observatør, men ikke som medlemmer.
Lykkedes det ikke at gøre bestyrelsen beslutningsdygtig, kan kommunen meddele DSI Åbrinken et påbud om at få forholdene bragt i orden, hvilket næppe vil gøre en forskel.
Forvaltningen vurderer på den baggrund, at den bedste og mindst indgribende løsning på nuværende tidspunkt vil være, at Kommunalbestyrelsen beslutter, at almenboliglovens § 33 kan anvendes til at udpege det nødvendige antal medlemmer for, så bestyrelsen bliver beslutningsdygtig, Dette vil gøre det muligt at udpege personer, som har interesse i området, men ikke er omfattet af målgruppen i vedtægten (bilag).
Hvis tiltaget om anvendelse af § 33, stk. 1 ikke er tilstrækkeligt, kan Kommunalbestyrelsen udpege en forretningsfører, der midlertidigt varetager de funktioner, som i henhold til vedtægterne er tillagt institutionens bestyrelsen. Institutionen vil selv skulle afholde udgiften til forretningsføreren. Da der er tale om en meget indgribende reaktion, bør den kun anvendes i helt særlige tilfælde og når andet er forsøgt.
En løsning kunne også være at institutionen fusionerer med en lokal boligorganisation, hvilket vil være op til bestyrelsen af beslutte.
Strategisk ramme
Bestyrelsen er den øverste myndighed i den selvejende almene boliginstitution og har den overordnede ledelse af institutionen. Bestyrelsen er også ansvarlig for driften, herunder for budgetlægning, regnskabsaflæggelse, lejefastsættelse, og at den daglige administration sker i overensstemmelse med gældende regler. Institutionen står bl.a. over for at skulle godkende årsregnskab 2025 og indberette det til Landsbyggefonden. Der skal derfor snarest findes en løsning på bestyrelsens manglende beslutningsdygtighed.
Videre proces
Forvaltningen vil fortsætte dialogen med administrator og de tilbageværende bestyrelsesmedlemmer, og i øvrigt udføre kommunens tilsynsopgave inden for almenboliglovenes regler.
Økonomi
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser. Beslutter kommunen at udpege en midlertidig forretningsfører for DSI Åbrinken, skal institutionen selv betale udgiften, jf. driftsbekendtgørelsen § 30. stk. 2. Beslutningskompetence Økonomiudvalget anbefaler. Kommunalbestyrelsen beslutter. Beslutningsforløb
Beslutning fra Økonomiudvalget 2026-2029, den 27. august 2026, punkt 9:
Ad 1-2) Anbefalet. Beslutning Ad 1-2) Godkendt. Niels Haxthausen (F) var fraværende. I stedet deltog Majbrit Pedersen (F).
Kilde: Lyngby-Taarbæk Kommune, Kommunalbestyrelsen, referat fra mødet torsdag 3. september 2026, punkt 8. Læs den originale sag hos kommunen.