Lyngby-Taarbæk
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 22. september, Ældre- og Sundhedsudvalget, Lyngby-Taarbæk

Ældretilsyn i hjemmeplejen Virum (Orientering)

Hjemmeplejen Virum har haft et anmeldt risikobaseret tilsynsbesøg af Ældretilsyn Øst den 21. maj 2026. Ældretilsynet vurderede efter tilsynsbesøget, at der var behov for at indhente yderligere data fra borgere og pårørende. Disse data blev indhentet via opfølgende tilsynsbesøg den 27. maj 2026.

Ældre og sundhed

Bydele i sagen: Virum

Kort fortalt

Hvem
Ældre- og Sundhedsudvalget, Lyngby-Taarbæk Kommune
Hvornår
Tirsdag 22. september 2026
Status
Besluttet. Orientering givet.
Næste skridt
Der arbejdes med at sikre kontinuitet i oplevelsen af leveringen af støtten gennem både mindre teams af medarbejdere, løbende koordinering af indsatsen samt en systematisk dokumentationspraksis.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Forvaltningen orienterer om ældretilsyn i Hjemmeplejen Virum.
Beslutningskompetence
Ældre- og Sundhedsudvalget orienteres.

Problemstilling

Baggrund for tilsyn
Det nye ældretilsyn, der som en del af ældrereformen trådte i kraft den 1. juli 2025, erstatter de tidligere kommunale tilsynsordninger og statslige ældretilsyn. Der er fortsat sundhedsfaglige tilsyn fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
Ældretilsynet er fysisk organiseret i Hjørring, Silkeborg og Gentofte og suppleret med en Ældrelinje. Ældrelinjen kan via mail eller telefon kontaktes af alle, der er bekymrede for forholdene på plejehjem eller i hjemmeplejen.
Tilsynsbesøg målrettes steder, hvor der er risiko for udfordringer med kvaliteten i helhedsplejen, og der er fokus på rådgivning, åbenhed og tillid. Det indebærer færre tilsynsbesøg end tidligere, dog får alle enheder mindst et tilsynsbesøg inden for en periode på 5 år.
Det anmeldte risikobaserede tilsynsbesøg i Hjemmeplejen Virum den 21. maj 2026 er gennemført på baggrund af at enheden er udtrukket til tilsynet, som planægges ved årets start. Ældretilsynet vurderede efter tilsynsbesøget at der var behov for at indhente yderligere data fra borgere og pårørende. Disse data blev indhentet via opfølgende tilsynsbesøg den 27. maj 2026
Formål med tilsyn
Den nye tilsynsmodel har fokus på dialog og læring med henblik på at sikre kvalitet i

helhedsplejen ud fra ældrelovens tre bærende værdier: 1) Den ældres selvbestemmelse 2) Tillid til medarbejderne og den borgernære ledelse 3) Et tæt samspil med de pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund.
Metode
Som forberedelse til tilsynsbesøget indhenter Ældretilsynet relevante data, fx information om enheden fra plejeoversigten samt oplysninger om medarbejdertrivsel og sygefravær. Ældretilsynet anmoder i varslingsbrevet enheden om at orientere sig om vurderingskonceptet og planlægge, at ledelse og relevant plejepersonale kan være til stede. Desuden anmoder Ældretilsynet på forhånd enheden om samtykke fra 5-6 borgere, der modtager hjælp efter ældreloven, samt at indgå aftale om at interview med 5-6 pårørende.
På baggrund af interviews og observation af den daglige praksis tæt på borgere, medarbejdere og ledelse giver Ældretilsynet en mundtlig tilbagemelding ved afslutningen af tilsynsbesøget, hvorefter enheden modtager en skriftlig tilbagemelding, som enheden har mulighed for at kommentere på inden for 14 dage.
Afslutningsvis sender Ældretilsynet den endelige skriftlige tilbagemelding til enheden, og den offentliggøres på plejeoversigten.
Løsninger

Vurdering

Ældretilsynet vurderer, at Hjemmeplejen Virum samlet set har "god kvalitet". Hjemmeplejen Virum har opfyldt alle kvalitetsmarkører inden for de 3 temaer: 1) Den ældres selvbestemmelse, 2) Tillid til medarbejdere og den borgernære ledelse og 3) Samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund.
I den samlede vurdering af Hjemmeplejen Virum fremhæver Ældretilsynet:
Hjemmeplejen Virum understøtter borgernes selvbestemmelse gennem en personcentreret og helhedsorienteret tilgang til hjælp og støtte. Ældretilsynet bemærker dog, at enkelte borgere beskriver forskelle i udførslen af helhedsplejen, når støtten varetages af afløsere. Borgerne oplyser, at besøg i enkelte tilfælde flyttes eller udskydes. Borgerne beskriver, at det har betydning for oplevelsen af sammenhæng i støtten, når medarbejdere orienterer om ændringer eller forsinkelser. Ældretilsynet og Hjemmeplejen Virum har på den baggrund drøftet borgernes beskrivelser af kontinuitet.
Ældretilsynet vurderer, at hjemmeplejen arbejder med arbejdsgange og strukturer, der understøtter sammenhæng og koordinering i helhedsplejen.
Ældretilsynet bemærker, at medarbejdere og ledelse beskriver en tværfaglig organisering med deltagelse af social- og sundhedsmedarbejdere, sygeplejersker og terapeutiske kompetencer. Ældretilsynet vurderer, at medarbejdernes faglige kompetencer, den tværfaglige organisering og de faste møde- og koordinationsstrukturer understøtter en

helhedsorienteret tilrettelæggelse og udførelse af hjælpen. Ældretilsynet bemærker, at borgerne selv kan vælge i hvilket omfang, at pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund inddrages. Pårørende beskriver deltagelse ved opstartssamtaler og bidrag til borgernes livshistorie, ønsker og vaner. Medarbejdere og ledelse beskriver samarbejde med kommunale tilbud, frivillige aktører og lokale fællesskaber samt en opmærksomhed på borgernes deltagelse i aktiviteter og sociale relationer.
Opfølgning
I forhold til borgernes oplevelse af kontinuitet og sammenhæng og forskellen i udførslen af støtten, alt afhængig af om det er faste medarbejdere eller afløsere, der udfører støtten, arbejdes der på dette ved at understøtte sammenhæng i borgerforløbene gennem mindre teams af medarbejdere, løbende koordinering af indsatsen samt en systematisk dokumentationspraksis.
Strategisk ramme
Det nye ældretilsyn er en del af ældrereformen.

Videre proces

Der arbejdes med at sikre kontinuitet i oplevelsen af leveringen af støtten gennem både mindre teams af medarbejdere, løbende koordinering af indsatsen samt en systematisk dokumentationspraksis.

Økonomi

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Beslutning

Orientering givet.

Kilde: Lyngby-Taarbæk Kommune, Ældre- og Sundhedsudvalget, referat fra mødet tirsdag 22. september 2026, punkt 9. Læs den originale sag hos kommunen.