Behandlet 17. august, Fællesmøde for EKFU og TMU, Nordfyn
Klima og energi - Behandling af ansøgninger til Grøn Pulje
Sagens kerne Midlerne i Grøn Pulje, der stammer fra solcelleanlægget ved Bladstrupvej 300A, 5450 Otterup, har været udbudt i en ansøgningsrunde i maj og juni 2026. Der er ikke indkommet nogle ansøgninger og udvalgene skal derfor drøfte, hvordan midlerne skal anvendes.
Kort fortalt
- Hvem
- Fællesmøde for EKFU og TMU, Nordfyns Kommune
- Hvornår
- Mandag 17. august 2026
- Status
- Behandlet. Referatet med beslutningen er ikke offentliggjort endnu.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Sagens kerne
Midlerne i Grøn Pulje, der stammer fra solcelleanlægget ved Bladstrupvej 300A, 5450 Otterup,
har været udbudt i en ansøgningsrunde i maj og juni 2026. Der er ikke indkommet nogle
ansøgninger og udvalgene skal derfor drøfte, hvordan midlerne skal anvendes.
Administrationens indstilling
Til drøftelse
Sagens baggrund
Med Grøn Pulje bliver opstillerne af vedvarende energianlæg pålagt at indbetale et beløb pr.
opstillet MW til den kommune, hvori der opstilles vedvarende energianlæg, eller til den
kommune eller de kommuner, der har indsigelsesret ved åben dør-havvindmøller.
Kommunen administrerer midlerne, og midlerne kan anvendes bredt til kommunale tiltag.
Jf. rammerne for Grøn Pulje, der blev vedtaget på kommunalbestyrelsens møde den 27. juni
2024, afsættes der ved solcelleanlæg 40.000 kr. per megawatt. Det betyder,
at solcelleanlægget ved Bladstrupvej 300A, 5450 Otterup, har udløst 128.360 kr. til
kommunens Grøn Pulje. Midlerne kan anvendes i fem år fra den dag, de indbetales til
kommunen, hvilket betyder at de 128.360 kr. kan anvendes til og med 3. marts 2030.
Grøn Pulje har været udbudt i en ansøgningsrunde fra 22. maj til 14. juni 2026. Puljen
blev offentliggjort på kommunens hjemmeside og Facebook-side. Derudover har lokalrådet i
Hjadstrup-Lunde samt den folkeoplysende forening i lokalområdet fået direkte besked om
puljen. Der indkom ingen ansøgninger til puljen. Opslaget på Facebook-siden er blevet vist
knap 15.000 gange. Det vurderes derfor, at manglende ansøgninger ikke umiddelbart skyldes
manglende synlighed. Dog kan den forholdsvis korte frist have haft en betydning.
Grundet manglende ansøgninger har administrationen følgende forslag til lokale tiltag:
1. Bålhytte ved areal ved Lunde Klubhus.
2. Lidt legeredskaber ved Lunde Klubhus.
3. Supplering af udefaciliteterne i børnehaven i Lunde (i samarbejde med børnehaven).
Administrationen vurderer, at forslag 3 vil give mest værdi til lokalområdet (børnehavens
legeplads kan også anvendes uden for børnehavens åbningstid). Administrationen har sendt
de tre forslag til lokalrådet Hjadstrup-Lunde, den folkeoplysende forening i Lunde og til
forsamlingshuset i Lunde. Der er endnu ikke kommet en tilbagemelding fra lokalrådet.
Den folkeoplysende forening, der holder til i Lunde Klubhus, ønsker at midlerne skal gå til en
renovering af baderummet i klubhuset med fokus på energi- og vandbesparende løsninger.
Som andenprioritet peger foreningen på en bålhytte - dog kun, hvis bålhytten flyttes hen til
klubhusets bålsted.
Den tredje tilbagemelding fra en gruppe frivillige tilknyttet forsamlingshuset i Lunde er, at hvis
de skal pege på et af de tre forslag, så peger de på projektet ved børnehaven. Gruppens
ønske er dog, at midlerne øremærkes et større projekt, de har arbejdet på i en længere
periode. Gruppen ønsker at opkøbe parkeringspladsen ved forsamlingshuset samt et areal bag
forsamlingshuset. Ønsket er at omdanne arealet bag forsamlingshuset til et rekreativt område.
Arbejdsgruppen var dog ikke langt nok i processen til at kunne søge midler ved
ansøgningsfristen. Status på projektet er, at ejer har tilkendegivet, at han ønsker at sælge, og
at samlede udgifter for nuværende udgør 167.413 kroner. Arbejdsgruppen forventer, at det
samlede beløb vil udgøre cirka 200.000 kr.
Der er i perioden 1. april 2026 til 31. marts 2031 indgået en lejeaftale mellem Nordfyns
Kommune og nuværende ejer for parkeringspladsarealet ved Lunde Forsamlingshus. Nordfyns
Kommune betaler ejer 3.000 kr. årligt for leje af arealet. Nordfyns Kommune kan opsige aftalen
med et års varsel til den 1. maj.
Administrationen gør opmærksom på, at afledte driftsudgifter, jf. puljens rammer, skal
indtænkes i projektsummen.
Rammer for Grøn Pulje, opdateret med de bemærkninger, som Kommunalbestyrelsen
besluttede den 27. juni 2024 (indskrevet med rødt), er vedlagt som bilag.
Erhvervs- Kultur og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget forelægges her sagen til
drøftelse, og vil på efterfølgende udvalgsmøder få sagen forelagt igen til videre behandling.
Økonomiske oplysninger
Der er indbetalt 128.360 kr. til Grøn Pulje.
Beslutningskompetence
Teknik- og Miljøudvalget træffer beslutning om tilsagn om tilskud fra Grøn Pulje efter indstilling
fra Erhvervs- Kultur og Fritidsudvalget.
Lovgrundlag
Bekendtgørelse om grøn pulje.
Aktuel beslutning på Fællesmøde for EKFU og TMU 2026-2029 17-08-2026
Drøftet.
Udvalgene anbefaler pkt. 3, at midlerne prioriteres til en indsats som supplerer udefaciliteterne
i børnehaven i Lunde (i samarbejde med børnehaven).
Kilde: Nordfyns Kommune, Fællesmøde for EKFU og TMU, referat fra mødet mandag 17. august 2026, punkt 3. Læs den originale sag hos kommunen.