Behandlet 8. september, Social- og Sundhedsudvalget, Nordfyn
Telefontid på socialområdet
Sagens kerne Social- og Sundhedsudvalget har på baggrund af Handicaprådets opfordring anmodet administrationen om at belyse muligheden for at udvide telefontiden i Voksen Myndighed til også at omfatte onsdag.
Kort fortalt
- Hvem
- Social- og Sundhedsudvalget, Nordfyns Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 8. september 2026
- Status
- Behandlet. Referatet med beslutningen er ikke offentliggjort endnu.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Sagens kerne
Social- og Sundhedsudvalget har på baggrund af Handicaprådets opfordring anmodet
administrationen om at belyse muligheden for at udvide telefontiden i Voksen Myndighed til
også at omfatte onsdag.
Administrationen vurderer, at den nuværende telefontid understøtter en hensigtsmæssig
balance mellem borgernes adgang til kontakt og medarbejdernes mulighed for at løse
myndighedsopgaverne. Samtidig har borgere allerede adgang til at kontakte området digitalt
gennem én fælles mail-indgang hele døgnet, alle ugens dage. Henvendelser screenes og
prioriteres løbende, også onsdag.
Sagen forelægges med en anbefaling om at fastholde det nuværende serviceniveau for
telefontid.
Administrationens indstilling
Administrationen indstiller, at:
1. Den nuværende telefontid i Voksen Myndighed fastholdes.
2. Den eksisterende digitale adgang via mail fortsat udgør den primære kontaktmulighed
uden for telefontiden.
3. Borgernes adgang til at kontakte myndigheden via mail og sikker post tydeliggøres i den
eksterne kommunikation.
Sagens baggrund
Handicaprådet har peget på, at manglende telefontid onsdag kan opleves som en
begrænsning i tilgængeligheden og har ønsket, at muligheden for telefontid denne dag
undersøges.
Den nuværende telefontid i Voksen Myndighed er fastlagt med henblik på at sikre en balance
mellem tilgængelighed for borgerne og medarbejdernes mulighed for at udføre
sammenhængende sagsbehandling. Telefontiden er fra kl. 08.30 til kl. 10.30 alle hverdage
undtagen onsdag. I telefontiden er medarbejderne tilgængelige for telefoniske henvendelser,
og tiden benyttes fuldt ud af borgere og samarbejdspartnere.
Administrationen vurderer ikke, at der er fagligt grundlag for at udvide telefontiden til også at
omfatte onsdag. Voksen Myndighed er ikke en akutfunktion, og en udvidelse af telefontiden
vurderes ikke at medføre hurtigere sagsbehandling eller hurtigere hjælp til borgerne.
Henvendelser skal fortsat behandles og prioriteres inden for gældende sagsbehandlingsfrister.
Borgerne har allerede adgang til at kontakte myndigheden via mail og sikker post døgnet rundt
gennem Voksen Myndigheds fælles mail-indgang. Der udsendes automatisk kvittering for
modtagelse, og henvendelser screenes løbende hver dag, herunder også onsdag.
Henvendelser prioriteres efter indhold og eventuel hastende karakter, mens den videre
sagsbehandling følger de gældende frister. Onsdag indgår således på lige fod med øvrige
hverdage i myndighedens behandling af indkomne henvendelser.
Onsdag anvendes i dag til sammenhængende sagsbehandling, tværgående koordinering
mellem afdelinger og forvaltninger, personalemøder, faglig udvikling og temadage. En
udvidelse af telefontiden vil reducere denne tid og vil berøre et betydeligt antal sager.
Administrationen vurderer, at dette vil kunne påvirke kvaliteten og effektiviteten i
opgaveløsningen samt medføre risiko for længere sagsbehandlingstider.
Administrationen har undersøgt muligheden for at lade en koordinator varetage
telefonbetjeningen onsdag. Dette vurderes imidlertid ikke at være en hensigtsmæssig løsning,
da der fortsat vil være behov for at inddrage de fagmedarbejdere, som har sagerne. Onsdag
anvendes desuden til tværgående aktiviteter, som understøtter den samlede
myndighedsudøvelse.
Langt de fleste borgere, der har en aktiv sag, er allerede i kontakt med medarbejdere eller
tilbud i driften og kan ved behov rette henvendelse til disse. Derudover har man som borgere
mulighed for at kontakte kommunens rådgivningscentre, hvoraf rådgivningscenteret i Otterup
har åbent for fysisk fremmøde onsdag mellem 8-15.
Ved behov for akut hjælp skal borgere fortsat kontakte relevante akutinstanser, herunder
alarmcentralen, egen læge eller sygehus. Sundhedsvæsenet kan ligeledes kontakte
kommunen ved behov for myndighedsmæssig opfølgning.
Administrationen vurderer samlet set, at den eksisterende telefontid kombineret med den
løbende digitale adgang sikrer en tilstrækkelig tilgængelighed for borgerne, samtidig med at
der skabes de nødvendige rammer for effektiv og fagligt forsvarlig sagsbehandling.
Økonomiske oplysninger
En udvidelse af telefontiden vil kræve tilførsel af yderligere medarbejderressourcer eller
omprioritering af eksisterende opgaver. Ved fastholdelse af den nuværende telefontid er der
ingen yderligere økonomiske konsekvenser.
Beslutningskompetence
Social- og Sundhedsudvalget.
Lovgrundlag
Serviceloven.
Aktuel beslutning på Social- og Sundhedsudvalget 2026-2029 08-09-2026
Godkendt af et flertal i udvalget.
Et mindretal bestående af SF stemmer i mod. SF bakker op om ønsket om telefontid om
onsdagen.
Kilde: Nordfyns Kommune, Social- og Sundhedsudvalget, referat fra mødet tirsdag 8. september 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.