Behandlet 23. september, Sundheds- og Ældreudvalget, Nyborg
Orientering om referat fra Sundhedsråd Fyn 27. august 2026
Direktionen indstiller, at udvalget tager orienteringen til efterretning.
Kort fortalt
- Hvem
- Sundheds- og Ældreudvalget, Nyborg Kommune
- Hvornår
- Onsdag 23. september 2026
- Status
- Behandlet. Referatet med beslutningen er ikke offentliggjort endnu.
- Næste skridt
- Arbejdet i Sundhedsråd Fyn fortsætter med udarbejdelsen af nærsundhedsplanen, implementeringen af sundhedsreformen samt udvikling af tværsektorielle indsatser inden for blandt andet digitalisering, psykiatri og forebyggelse.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktionen indstiller, at udvalget tager orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
Sundhedsråd Fyn afholdt møde den 27. august 2026. Mødet omhandlede blandt andet
digitalisering i det nære sundhedsvæsen, psykiatriområdet, implementeringen af
sundhedsreformen, arbejdet med nærsundhedsplanen samt økonomiske og organisatoriske
udviklingstiltag på sundhedsområdet.
Overordnede drøftelser og temaer
Digitalisering som løftestang for borgernær behandling
Sundhedsrådet drøftede, hvordan digitale løsninger kan understøtte mere borgernær
behandling og bedre sammenhæng i patientforløb på tværs af sektorer. Der blev blandt andet
orienteret om erfaringer fra OUH, Center for Digital Psykiatri og Nyborg Kommunes E-distrikt.
Drøftelserne pegede på et betydeligt potentiale for at anvende digitale løsninger til behandling,
opfølgning og samarbejde på tværs af hospitaler, kommuner og almen praksis. Sundhedsrådet
besluttede, at digitalisering skal indgå som et tværgående tema i den kommende
nærsundhedsplan.
Status på ventetider i børne- og ungdomspsykiatrien
Sundhedsrådet blev orienteret om den første afrapportering fra den regionale taskforce
vedrørende patientrettigheder i børne- og ungdomspsykiatrien. Regionen arbejder med en
række initiativer for at nedbringe ventetider til udredning og behandling, herunder
kapacitetsudvidelser og styrkelse af bemandingen. Regionsrådet har bevilget 15,6 mio. kr. til
området som led i indsatsen for at sikre bedre adgang til psykiatrisk behandling for børn og
unge.
Regional overtagelse af behandlingstilbud til unge med angst og depression
Sundhedsrådet blev orienteret om den regionale model for behandling af 18-24-årige med let til
moderat angst og depression. Regionen overtager opgaven fra 1. oktober 2026 og etablerer et
behandlingstilbud med udgangspunkt i Center for Digital Psykiatri. Tilbuddet kombinerer
digitale og fysiske behandlingsforløb og skal sikre overholdelse af den nye behandlingsret på
30 dage.
Styrkelse af udgående psykiatriske teams
Sundhedsrådet godkendte, at en varig økonomisk ramme på 20,57 mio. kr. årligt fra 2027 til
styrkelse af eksisterende udgående psykiatriske teams indarbejdes i arbejdet med
nærsundhedsplanen. Midlerne skal understøtte behandling tættere på borgeren og styrke
sammenhængen i patientforløb på tværs af sektorer.
Kommunal investeringsmotor
Sundhedsrådet blev orienteret om den foreløbige fordeling af den kommunale
investeringsmotor i 2027. For Sundhedsråd Fyn udgør den samlede ramme 46,51 mio. kr.,
hvoraf 10,75 mio. kr. fordeles direkte til kommunerne. Den foreløbige andel til Nyborg
Kommune udgør 0,74 mio. kr.
Sociale investeringer
Sundhedsrådet drøftede mulighederne for sociale investeringer som redskab til at styrke
forebyggelse, lighed i sundhed og helhedsorienterede indsatser. Drøftelserne skal indgå i det
videre arbejde med nærsundhedsplanen og udvikling af konkrete tværsektorielle initiativer.
Implementering af sundhedsreformen
Sundhedsrådet blev orienteret om sommeraftalen fra juni 2026 mellem Regeringen, KL og
Danske Regioner om implementering af sundhedsreformen. Aftalen indeholder blandt andet de
første kronikerpakker, udvidelse af ordningen med 96 timers behandlingsansvar efter
udskrivelse, kvalitetsløft af de kommende sundheds- og omsorgspladser samt initiativer til
styrket adgang til praktiserende speciallæger.
Helhedsplan for OUH
Der blev orienteret om arbejdet med den langsigtede helhedsplan for OUH Odense
Universitetshospital - Svendborg Sygehus. Planen skal danne grundlag for prioritering af
fremtidige anlægsinvesteringer og moderniseringer som led i udmøntningen af
sundhedsreformen.
Kulturprojekter på sundhedsområdet
Sundhedsrådet anbefalede, at de afsatte kulturmidler til Sundhedsråd Fyn anvendes til Social
Sundhed Syds indsats om foreningsbrobygning for sårbare patienter efter udskrivelse fra
sygehuset. Formålet er at styrke borgernes tilknytning til fællesskaber og civilsamfund.
Videre proces
Arbejdet i Sundhedsråd Fyn fortsætter med udarbejdelsen af nærsundhedsplanen,
implementeringen af sundhedsreformen samt udvikling af tværsektorielle indsatser inden for
blandt andet digitalisering, psykiatri og forebyggelse. Der afholdes politisk konference om
nærsundhedsplanen den 29. oktober 2026.
Referat fra mødet er vedlagt som bilag.
Økonomiske konsekvenser
Ingen
Sagen afgøres i
Sundheds- og Ældreudvalget
Aktuel beslutning på Sundheds- og Ældreudvalget 2026-2029 23-09-2026
Orienteringen taget til efterretning.
Kilde: Nyborg Kommune, Sundheds- og Ældreudvalget, referat fra mødet onsdag 23. september 2026, punkt 10. Læs den originale sag hos kommunen.