Besluttet 11. august, Børn- og Ungeudvalget, Odense
Drøftelse af ufrivilligt skolefravær
Med denne sag præsenteres udvalget for en række perspektiver, som samlet set styrker vidensgrundlaget for det videre arbejde med at udvikle en varig indsats mod ufrivilligt skolefravær. På mødet får udvalget indblik i perspektiver fra forskning, forældre og faglige miljøer.
Kort fortalt
- Hvem
- Børn- og Ungeudvalget, Odense Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 11. august 2026
- Status
- Besluttet. Børn- og Ungeudvalget drøftede sagen.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Børn- og Ungeforvaltningen indstiller, at udvalget drøfter de præsenterede perspektiver på ufrivilligt skolefravær og giver input til den videre udvikling af en varig indsats på området.
Sagsfremstilling
Ufrivilligt skolefravær er et komplekst problem, som hænger tæt sammen med barnets trivsel og deltagelse i fællesskaber. Fravær opstår sjældent af én enkelt årsag, men udvikler sig over tid i et samspil mellem forhold i skolen, familien og barnets egen situation. Derfor kræver arbejdet med fravær en helhedsorienteret indsats, hvor løsninger tilpasses det enkelte barn og udvikles i tæt samarbejde mellem familie og fagprofessionelle.
Med Budget 2026 har Odense Byråd prioriteret området og afsat midler til en styrket indsats. Denne sag indgår i den samlede politiske proces, hvor udvalget løbende har fået belyst området fra flere perspektiver med henblik på at udvikle en varig indsats fra 2027.
Perspektiver fra forskning, forældre og faglige miljøer
På mødet præsenteres udvalget for en række perspektiver, der samlet skal give et styrket vidensgrundlag for det videre arbejde.
Forskere fra Odense Børnekohorte deltager på mødet og præsenterer forskningsbaseret viden med afsæt i lokale data om skolefravær. Derudover præsenterer forvaltningen input fra
forældre baseret på fokusgruppeinterview og spørgeskemaundersøgelse samt input fra en spørgeskemaundersøgelse blandt skolelederne på byens folkeskoler. Endelig præsenteres udvalget for et perspektiv på, hvordan det samarbejdende og understøttende system omkring skolerne kan være med til at forebygge, at fravær udvikler sig.
Signaler fra Forligskreds og Advisory Board for Juni‑Erklæringen
Som bestilt i Budget 2026 er både Forligskredsen og Advisory Board for Juni‑Erklæringen blevet hørt i udviklingen af den styrkede indsats mod ufrivilligt skolefravær. Her videregav de to fora følgende signaler, til udvalgets videre arbejde.
Signaler fra møde i Forligskreds og Advisory Board
Signaler fra møde i Forligskredsen for Signaler fra møde i Advisory Board for Juni-
Juni-Erklæringen den 20. april 2026
Erklæringen den 27. maj 2026
Forebyggelse er helt central, hvis Odense skal lykkes med at reducere skolefraværet. I den sammenhæng bør det overvejes, om nogle af de mere indgribende indsatser kan bringes tidligere i spil som led i det forebyggende arbejde.
Der er behov for at styrke forældrenes rolle som aktive medspillere. Borgermøderne i forbindelse med udarbejdelsen af Juni-Erklæringen viste, at mange forældre gerne vil engagere sig, men efterspørger bedre mulighed for hjælp og rådgivning.
Advisory Boardet fremhævede, at der ikke findes én løsning, og at indsatserne skal kunne tilpasses den enkelte elev og familie, med følgende opmærksomhedspunkter:
Der er behov for at styrke en mere systematisk og hverdagsnær indsats i arbejdet med skolefravær. Det kan eksempelvis indebære overvejelser om faste procedurer, hvor skolesekretæren kontakter forældrene, hvis et barn udebliver fra undervisningen, samt om sundhedsplejen – som møder alle elever gennem deres skolegang – i højere grad kan have fokus på tidlige tegn på fraværsproblematikker.
Forligskredsen understregede vigtigheden af et solidt datagrundlag som afsæt for Børn- og Ungeudvalgets videre drøftelser.
Tidlig opsporing er afgørende og indsatser bør sættes ind allerede ved de første tegn på fravær.
Samarbejdet mellem skole og hjem er helt centralt, og forældre har brug for tydelig adgang til støtte og rådgivning.
Klasselæreren spiller en nøglefunktion som bindeled mellem skole og hjem, og der skal være tid til opgaven.
Der er behov for mere fleksibel og nemmere adgang til relevante fagprofessionelle, herunder socialrådgivere og PPR, samt klarhed om roller og ansvar.
Samtidig pegede Forligskredsen på, at ressourcerne er begrænsede, og at der derfor er behov for tydelige politiske prioriteringer. Børn- og Ungeudvalget har derfor en central opgave i at finde den rette balance mellem forebyggende og indgribende indsatser.
Forligskredsen gav Børn- og Ungeudvalget mandat til at udvikle de videre konkrete indsatser. Der er samtidig et ønske om, at sagsfremstillingen til Børn- og Ungeudvalget bliver udarbejdet på en måde, så den tydeligt giver overblik over, hvordan nye indsatser mod ufrivilligt skolefravær spiller sammen med den eksisterende vifte af indsatser, tilbud og handlinger. Forligskredsen vil blive hørt i opfølgningen på arbejdet med ufrivilligt skolefravær.
Nationale og tværkommunale perspektiver
Der peges på behovet for fleksible ressourcer på skolerne, som ikke er bundet op på faste skemaer.
For at fremme elevernes adgang til ressourcer på skolerne, bør synligheden af eksisterende tilbud, såsom skolepsykologer og socialrådgivere, styrkes med henblik på forebyggende indsats.
På tværs af nationale analyser og erfaringer fra andre kommuner tegner der sig et tydeligt billede af, at ufrivilligt skolefravær er en voksende udfordring med betydning for både børn og familier. KL har udarbejdet en analyse der viser, at antallet af elever med langvarigt bekymrende fravær er steget markant de seneste år, og at udviklingen gør sig gældende på tværs af klassetrin og elevgrupper. Som led i den nationale prioritering er der med finansloven for 2026 etableret et nationalt videnscenter mod skolefravær, som skal skabe overblik over eksisterende viden - herunder international forskning - og understøtte, at viden omsættes til konkret kommunal praksis, blandt andet med fokus på data, registrering og organisering af indsatser.
En igangværende vidensopsamling fra VIVE understøtter samme billede og peger på, at indsatser med størst effekt er kendetegnet ved at være helhedsorienterede, koordinerede og tæt forbundet med barnets samlede livssituation. Der er særligt fokus på betydningen af tidlig opsporing, stærke relationer og en vedholdende opfølgning, samtidig med at indsatser skal være fleksible og tilpasses det enkelte barn og familiens situation.
En nyligt offentliggjort tværgående analyse af elevfravær og tabt arbejdsfortjeneste fra Københavns Kommune viser, at elevfravær er et stigende problem med konsekvenser for både børn og familier. Analyser peger på, at fraværet typisk starter på et lavere niveau i indskolingen og stiger gennem mellemtrinnet og udskolingen, og at mange elever med højt fravær kan identificeres tidligere i skoleforløbet. Samtidig peger analysen på en sammenhæng mellem højt fravær og udviklingen i forløb med tabt arbejdsfortjeneste, hvor forældre i stigende grad må være hjemme med deres barn, hvilket understreger, at fravær ikke alene er et skoleproblem, men også har sociale og økonomiske konsekvenser.
Økonomi
Denne sag har ikke økonomiske konsekvenser for Odense Kommune.
Beslutning
Børn- og Ungeudvalget drøftede sagen.
Kilde: Odense Kommune, Børn- og Ungeudvalget, referat fra mødet tirsdag 11. august 2026, punkt 4. Læs den originale sag hos kommunen.