Odense
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 9. september, Økonomiudvalget, Odense

Odenses Digitale Fremtid

Med sagen lægges der op til, at Økonomiudvalget har en første drøftelse af indholdet og ambitionerne i en revideret udgave af Odenses Digitale Fremtid.

Kort fortalt

Hvem
Økonomiudvalget, Odense Kommune
Hvornår
Onsdag 9. september 2026
Status
Besluttet. Drøftet.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Borgmesterforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget drøfter de ændrede rammevilkår for kommunens digitaliseringsindsats, herunder risikovillighed, kunstig intelligens, digital suverænitet og cybersikkerhed.

Sagsfremstilling

Digitaliseringen set i nye prismer pga. et forandret verdensbillede siden 2022
Arbejdet med digitalisering har forandret sig meget, siden Odenses Digitale Fremtid blev godkendt af byrådet i 2022. Tilgængeligheden af kunstig intelligens for borgere og medarbejdere har ændret forudsætningerne for, hvordan offentlige myndigheder og borgere interagerer. AI er blevet allemandseje. Det giver nye muligheder for effektivisering, kvalitet og bedre støtte til medarbejderne. Samtidig er der kommet et øget pres på kommunernes itsystemer pga. cybersikkerhedstrusler, hvilket betyder, at kommunen skal tænke drift, sikkerhed, kompetencer og styring i en ny organisering. Disse prismer giver nye perspektiver og muligheder for at arbejde med det digitale. Forud for udarbejdelsen af en ny strategi er der behov for en politisk drøftelse af, hvordan disse forandringer påvirker ambitionerne i Odenses Digitale Fremtid 2.0, herunder, hvilke udfordringer der skal løses med digitalisering, samt dilemmaer i forhold til ansvar, etik, faglighed, transparens og økonomisk risikovillighed.
Behov før teknologi

En generel tilgang til arbejdet med digitalisering er at fokusere på udfordringerne og derfra vælge de digitale værktøjer, som bedst løser udfordringerne. Det er stadigvæk ambitionen, at digitalisering ikke er et mål i sig selv, men at målet er at løse en kommunal udfordring.
Odenses Digitale Fremtid 2.0
På mødet faciliterer Borgmesterforvaltningen en drøftelse af rammerne for digitalisering i Odense Kommune med udgangspunkt i følgende spørgsmål:
Hvilke samfundsmæssige udfordringer bør digitalisering først og fremmest bidrage til at løse i Odense? Hvilke hensyn og forbehold bør Odense Kommune tage, når vi digitaliserer?
Dagens drøftelse er et første skridt mod revideringen af Odenses Digitale Fremtid. På baggrund af dialogen på mødet udarbejder Borgmesterforvaltningen et udkast til en revideret strategi i samråd med forvaltningerne. Denne revidering præsenteres for Økonomiudvalget i slutningen af 2026.
Digital suverænitet
I budgetaftalen for 2025 blev det aftalt, at Odense Kommune skal bidrage til at styrke digital suverænitet og reducere kritiske afhængigheder af enkelte teknologileverandører. Borgmesterforvaltningen har igangsat et arbejde med at kortlægge kommunens digitale handlefrihed. Formålet er at identificere væsentlige leverandørafhængigheder og pege på områder, hvor kommunen kan styrke sin handlefrihed og robusthed. Undersøgelsen forventes at være tilvejebragt i efteråret 2026. Undersøgelsen tager et tværsnit over kommunens store fagsystemer og vurderer handlemulighederne.
Odense Kommune forventer at udfase den amerikanske leverandør "Blue Prism", der leverer automatiseringsløsninger, i løbet af det næste år. Samtidig har Odense Kommune dog, ligesom mange andre offentlige myndigheder og private virksomheder, en række afhængigheder, hvor bl.a. amerikanske leverandører er blandt de eneste, der udbyder løsninger, som lever op til vores sikkerhedsstandarder mv. Derfor deltager Odense Kommune også aktivt i nationale og fælleskommunale initiativer, herunder KL's arbejde med anbefalinger til kommunernes indsats på området.
Digital suverænitet forventes at blive indarbejdet i Odense Kommunes Digitale Styringsprincipper i forbindelse med revideringen af disse.
Næste skridt
Efter drøftelsen på Økonomiudvalgsmødet den 9. september 2026 udarbejder Borgmesterforvaltningen sammen med de øvrige forvaltninger et første udkast til Odenses Digitale Fremtid 2.0 samt tilpasning af styringsprincipperne.

Økonomi

Denne sag har ikke økonomiske konsekvenser for Odense Kommune.

Beslutning

Drøftet.

Kilde: Odense Kommune, Økonomiudvalget, referat fra mødet onsdag 9. september 2026, punkt 7. Læs den originale sag hos kommunen.