Odense
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 22. september, Børn- og Ungeudvalget, Odense

Ændring af tilbud om pasning grundlovsdag og juleaftensdag

Udvalget drøftede den 25. august 2026 forskellige muligheder for fremtidig håndtering af pasning på grundlovsdag og juleaftensdag og skal nu træffe beslutning.

Kort fortalt

Hvem
Børn- og Ungeudvalget, Odense Kommune
Hvornår
Tirsdag 22. september 2026
Status
Besluttet. Børn- og Ungeudvalget godkender indstillingen.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Børn- og Ungeforvaltningen indstiller, at udvalget godkender, at Odense Kommune fremadrettet ikke tilbyder pasning af børn på juleaftensdag den 24. december og grundlovsdag den 5. juni.

Sagsfremstilling

Ifølge dagtilbudsloven skal kommunerne tilbyde pasning på alle hverdage. Lovgivningen definerer hverdage som alle dage undtagen lørdage, søndage, helligdage samt grundlovsdag den 5. juni og juleaftensdag den 24. december. Kommunerne er derfor ikke forpligtet til at tilbyde pasning på disse to dage.
Odense Kommune tilbyder i dag sampasning på begge dage. Dermed leverer kommunen et serviceniveau, der ligger ud over den lovbestemte forsyningsforpligtelse. Sagen blev senest behandlet politisk i 2021, hvor det blev besluttet at opretholde ordningen med sampasning.
I forbindelse med sampasningen den 24. december 2025 og den 5. juni 2026 er anvendelsen af tilbuddet blevet opgjort. På grundlovsdag var 277 børn tilmeldt pasning svarende til 3,6

procent af de indskrevne børn, mens 161 børn faktisk mødte frem svarende til 2,1 procent. På juleaftensdag var 36 børn tilmeldt pasning svarende til 0,4 procent af de indskrevne børn, mens ni børn mødte frem svarende til 0,1 procent.
Opgørelserne viser, at der er tale om et begrænset pasningsbehov på begge dage og særligt på juleaftensdag. Samtidig viser en sammenligning med de øvrige kommuner i 6bysamarbejdet og de fynske kommuner, at Odense Kommune er blandt ganske få kommuner, der fortsat tilbyder pasning på disse dage. Udover Odense tilbyder alene Randers Kommune pasning på grundlovsdag, mens ingen af de øvrige undersøgte kommuner tilbyder pasning juleaftensdag.
Forvaltningen har undersøgt muligheden for at opkræve særskilt forældrebetaling for pasning på grundlovsdag og juleaftensdag. Den juridiske vurdering er, at dette ikke er muligt, da dagtilbudsloven ikke giver hjemmel til at opkræve ekstra betaling for enkelte pasningsdage.
Børn- og Ungeforvaltningen vurderer, at tilbuddet om sampasning på grundlovsdag og juleaftensdag kan ophøre uden væsentlig betydning for det samlede pasningstilbud til kommunens familier. Samtidig vil medarbejderressourcer kunne anvendes mere fleksibelt i perioder, hvor efterspørgslen efter pasning er større. Såfremt forslaget godkendes, vil der ikke længere blive tilbudt pasning på juleaftensdag fra den 24. december 2026 og på grundlovsdag fra den 5. juni 2027.
Forslaget indebærer, at enkelte familier fremover selv skal finde pasningsløsninger på de to dage. Forvaltningen vurderer dog, at det begrænsede behov for pasning ikke står mål med de ressourcer, der anvendes til at opretholde tilbuddet.
Forslaget understøtter ambitionen om at skabe de bedst mulige rammer for børn og unges trivsel og udvikling gennem en bæredygtig anvendelse af kommunens ressourcer. Når ressourcer anvendes dér, hvor flest børn og familier har gavn af dem, styrkes mulighederne for at understøtte stærke børnefællesskaber og høj kvalitet i dagtilbuddene. Dette er i tråd med de overordnede ambitioner i både Odense Kommunes børne- og ungeområde og arbejdet med stærke børnefællesskaber.
En beslutning om at ophøre med pasningstilbuddet på grundlovsdag og juleaftensdag vil ikke medføre en stigning i antallet af kommunale lukkedage, da dagene efter lovgivningen ikke indgår i opgørelsen af hverdage og dermed heller ikke i beregningen af lukkedage.

Økonomi

Denne sag har ikke økonomiske konsekvenser for Odense Kommune.

Beslutning

Børn- og Ungeudvalget godkender indstillingen.

Kilde: Odense Kommune, Børn- og Ungeudvalget, referat fra mødet tirsdag 22. september 2026, punkt 3. Læs den originale sag hos kommunen.