Besluttet 22. september, Børn- og Ungeudvalget, Odense
Tal, temaer og tendenser for dagtilbudsområdet
Med denne sag præsenteres Børn- og Ungeudvalget for tal, temaer og tendenser på dagtilbudsområdet i Odense. Tal, temaer og tendenser er en årligt tilbagevendende drøftelsessag, der skal give udvalget et fælles vidensgrundlag og danne afsæt for politiske drøftelser om udviklingen på området.
Kort fortalt
- Hvem
- Børn- og Ungeudvalget, Odense Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 22. september 2026
- Status
- Besluttet. Børn- og Ungeudvalget drøftede sagen.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Børn- og Ungeforvaltningen indstiller, at udvalget med udgangspunkt i de præsenterede tal, temaer og tendenser, tager en politisk drøftelse af dagtilbudsområdet.
Sagsfremstilling
Hver fagafdeling i Børn- og Ungeforvaltningen udarbejder årligt en drøftelsessag til udvalget under overskriften 'Tal, temaer og tendenser'. Formålet er at give udvalget et fælles vidensgrundlag og sætte fokus på aktuelle udviklingstendenser, som kan danne afsæt for politiske drøftelser.
Sagerne lægger op til en politisk drøftelse af forhold, som udvalget bliver optaget af vedrørende emner og tendenser, men følges ikke automatisk op med en beslutningssag. Drøftelsen skal i stedet understøtte udvalgets strategiske blik på området og nedslag fra de politiske drøftelser vil blive indarbejde i andre sager af mere retningssættende karakter.
Indholdet i sagerne varierer fra år til år og tager afsæt i de temaer, som vurderes at være særligt politisk og fagligt relevante. I år fungerer sagen samtidig som en optakt til den kommende Task Force på dagtilbudsområdet. Derfor zoomes der ind på tre temaer, som er centrale for udviklingen af dagtilbudsområdet: kvalitet, tilsyn og sprog.
Bilag som opslagsværk
Som ramme for de politiske drøftelser er der som bilag præsenteret en bred vifte af data på dagtilbudsområdet. Tal, temaer og tendenser-sagerne kan derfor fungere som et opslagsværk, som der kan vendes tilbage til for at hente relevant information.
Kvalitet i dagtilbud
Dagtilbudsloven sætter en tydelig ramme for arbejdet med høj kvalitet i dagtilbud. I Odense Kommune understøttes dette af den politiske vision Barn i Odense fra 2022. To år senere, i 2024, blev visionen omsat til hyrdebrevet “Det gode børneliv i Odenses dagtilbud – tid og ro til at lege og gro”. Heri fremhæves bl.a., at barndommen har værdi i sig selv, at der skal være plads til leg og fællesskaber, og at børnenes hverdag skabes sammen med dem.
Den nationale kvalitetsundersøgelse fra 2025 viser imidlertid stor variation i kvaliteten – både mellem daginstitutioner og mellem stuer i samme institution – og at kun en mindre andel lever op til en god kvalitet. Undersøgelsen peger på, at der nationalt er behov for bl.a. stærkere relationer mellem børn og voksne, bedre rammer for leg og fællesskaber, øget fokus på børneperspektivet samt bedre deltagelsesmuligheder for børn i udsatte positioner. På den baggrund er der nationalt udpeget nogle centrale indsatsområder til det videre arbejde med kvalitet i kommunerne. Med afsæt i disse anbefalinger har Børn- og Ungeudvalget i 2025 besluttet fire lokale fokusområder i Odense:
1. Et tydeligt børnesyn. Alle medarbejdere i Odense Kommunes dagtilbud for 0-6-årige skal have et tydeligt fælles børnesyn, hvor det at være barn har en værdi i sig selv
2. En tydelig organisering og ansvarsfordeling blandt de voksne. Der skal være klare rutiner og en organisering, som skaber forudsigelighed og tryghed gennem hele dagen
3. En tydelig faglig ledelse og fokus på de steder, hvor der er utilstrækkelig kvalitet
4. Styrkelse af faglige kompetencer og dermed praksis omkring børnene.
Tilsyn
Tilsyn og opfølgning fremgår som et af de førnævnte anbefalede indsatsområder, med en opfordring til særligt at sætte fokus på de institutioner, hvor kvaliteten er utilstrækkelig. Tilsyn og opfølgning spiller en vigtig rolle i omsætningen af viden om kvalitet til praksis.
Kvaliteten i dagtilbuddene vurderes gennem både et lovpligtigt løbende tilsyn og et uvildigt tilsyn. Derudover svarer børn, forældre og medarbejdere i Odense hvert andet år på et spørgeskema, hvor de vurderer kvaliteten i deres dagtilbud. I lovgivningen er det præciseret, at tilsyn ikke alene handler om kontrol, men også er et redskab til udvikling af kvaliteten. Når der identificeres udfordringer, anvendes resultaterne aktivt til:
Dialog med ledelse og medarbejdere
Faglig opfølgning og støtte
Justering af praksis og organisering
Formålet er at skabe en tydelig sammenhæng mellem viden og handling, så tilsynet bidrager til konkrete forbedringer i børnenes hverdag.
Sprog
Arbejdet med børns sproglige udvikling har været et strategisk fokus siden 2018. Sprogarbejdet er derfor en integreret del af praksis i alle Odenses dagtilbud, og et område hvor der løbende udvikles nye tiltag.
Forskning peger entydigt på, at sproget er afgørende for børns deltagelse i fællesskaber, deres læring og deres videre skolegang. Forskningen viser også, at det er børn fra familier med lav socioøkonomi, som har størst risiko for at have svage sprogkompetencer. Et målrettet sprogarbejde i dagtilbud er derfor centralt for at give børn lige muligheder i livet.
Sprogudvikling sker først og fremmest i relationer og hverdagsinteraktioner - i legen, i dialogen med voksne og i børnefællesskaber. Arbejdet med sprog er derfor ikke en særskilt indsats, men en integreret del af den pædagogiske praksis og kvaliteten i dagtilbuddene.
Økonomi
Denne sag har ikke økonomiske konsekvenser for Odense Kommune.
Beslutning
Børn- og Ungeudvalget drøftede sagen.
Kilde: Odense Kommune, Børn- og Ungeudvalget, referat fra mødet tirsdag 22. september 2026, punkt 6. Læs den originale sag hos kommunen.