Odense
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 22. september, Børn- og Ungeudvalget, Odense

Drøftelse af forskningsstrategi

Med denne sag skal udvalget drøfte om Børn- og Ungeforvaltningen skal have sin egen forskningsstrategi. Udvalget skal drøfte denne sag som følge af byrådets budgetforlig for 2026.

Budget og økonomi

Kort fortalt

Hvem
Børn- og Ungeudvalget, Odense Kommune
Hvornår
Tirsdag 22. september 2026
Status
Besluttet. Børn- og Ungeudvalget drøftede sagen.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Børn- og Ungeforvaltningen indstiller, at udvalget drøfter forvaltningens anbefaling om, at der ikke udarbejdes en særskilt forskningsstrategi for børn- og ungeområdet.

Sagsfremstilling

Baggrund
Odense Byråds budgetaftale for 2026 indeholder en bestilling om styrket forskning på sundheds- og velfærdsområderne. Med Budget 2026 besluttede byrådet, at Børn- og Ungeforvaltningen, Sundheds-, Omsorgs- og Forebyggelsesforvaltning samt Beskæftigelsesog Socialforvaltningen skal tage udgangspunkt i deres nuværende forskningsrelaterede aktiviteter og forberede politiske drøftelser af, om Odense Kommune kan arbejde mere forskningsbaseret på velfærdsområderne, og om der er behov for en forskningsstrategi. Der blev ikke afsat midler til opgaven.
Det tidligere Børn- og Ungeudvalg behandlede den 24. september 2024 en sag om Børn- og Ungeforvaltningens praksis for forskningssamarbejde. Udvalget tilsluttede sig, at forvaltningen

fortsætter den eksisterende praksis, hvor forsknings- og videnssamarbejder etableres på baggrund af strategiske vurderinger af det faglige udbytte, ressourcetrækket og hensynet til driften.
Byrådet behandlede desuden den 17. juni 2026 et initiativretsforslag om etablering af en central viden- og forskningskoordinatorfunktion. Forslaget havde til formål at styrke vidensgrundlaget for kommunale beslutninger, forbedre koordineringen på tværs af forvaltninger og understøtte samarbejdet med forsknings- og uddannelsesinstitutioner. Byrådet forkastede imidlertid forslaget og tilsluttede sig i stedet, at arbejdet med forskning og vidensudvikling fortsat forankres i de enkelte fagudvalg og forvaltninger gennem de eksisterende aktiviteter.
Disse initiativer har primært været forankret på sundhedsområdet, men danner også baggrund for den politiske bestilling om at drøfte forskning og forskningsstrategi på de øvrige velfærdsområder. Sundheds-, Omsorgs- og Forebyggelsesforvaltningen har valgt at udarbejde en forskningsstrategi. Beskæftigelses- og Socialudvalget drøftede behov for forskningsstrategi på udvalgsmødet den 25. august 2026, hvor forvaltningen anbefalede, at der ikke udarbejdes en særskilt forskningsstrategi for Beskæftigelses- og Socialforvaltningen. Udvalget træffer beslutning den 6. oktober. Nærværende sag giver Børn- og Ungeudvalget mulighed for at drøfte behov for forskningsstrategi for Børn- og Ungeforvaltningen.
Børn- og Ungeforvaltningen arbejder vidensbaseret
Forskning og anden systematisk viden indgår allerede som en central del af Børn- og Ungeforvaltningens arbejde med at udvikle faglig kvalitet og styrke indsatserne for børn, unge og familier. Forvaltningen arbejder løbende med at omsætte forskningsbaseret viden til praksis og deltager i en række forsknings- og videnssamarbejder med universiteter, hospitaler og andre eksterne aktører.
Den politiske vision, Barn i Odense, bygger eksempelvis på forskningsundersøgelser, undersøgelser fra Børn- og Ungeforvaltningen og perspektiver fra børn og familier. Visionen fastlægger, at et godt børneliv blandt andet bygger på en tryg familie, nærværende voksne, gode venner og frihed til at være sig selv. Tilsvarende indgår forskning og viden i udviklingen af stærke børnefællesskaber og i arbejdet med at kvalificere kommunale indsatser.
Forvaltningen er blandt andet involveret i følgende forsknings- og videnssamarbejder:
Odense Børnekohorte, som er et samarbejde mellem Odense Kommune, Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet med fokus på de sociale, miljømæssige og arvelige faktorer, der påvirker børns sundhed og trivsel.
Forskningsprojekt om tidlige markører for fravær, der udspringer af Odense Børnekohorte.
FAMKO, et tværsektorielt samarbejde mellem Familieambulatoriet på OUH og Odense Kommune om sammenhængende forløb for familier fra graviditet til skolestart.
Sundhedsfremmende Fællesskaber i Vollsmose, som er et forsknings- og

udviklingssamarbejde finansieret af Novo Nordisk Fonden og omfatter udarbejdelse af videnskabelige artikler.
Samarbejdet med Steno Diabetes Center Odense, der skal styrke sammenhængen mellem sygehusbehandling og kommunale forebyggelses- og rehabiliteringstilbud.
Generation Sunde Børn, som er et nationalt forsknings- og lokalsamfundsprojekt gennemført i samarbejde med Syddansk Universitet og støttet af Novo Nordisk Fonden.
Læseglæde, som er et projekt i samarbejde med UCL omkring skolebørns læseglæde.
Tidlig opspring, som er et forskningssamarbejde med SDU, UCL og UC Syd om hvordan tidlig opsporing og indsatser i dagtilbud virker og får betydning i konkrete børns liv.
Samlet viser samarbejderne, at Børn- og Ungeforvaltningen allerede indgår aktivt i forskningsog vidensmiljøer, når det understøtter udviklingen af den kommunale praksis og skaber værdi for børn, unge og familier.
Forvaltningen anbefaler ikke en særskilt forskningsstrategi
På baggrund af de eksisterende forsknings- og videnssamarbejder samt den løbende anvendelse af forskningsbaseret viden vurderer Børn- og Ungeforvaltningen, at der allerede er et tilfredsstillende grundlag for at arbejde forskningsbaseret på forvaltningens områder.
Forvaltningen vurderer derfor ikke, at der på nuværende tidspunkt er behov for en særskilt forskningsstrategi for Børn- og Ungeforvaltningen.
Budget 2026
Nedenstående er et uddrag fra "Et Odense med velfærd og fællesskab for alle" - Aftale vedrørende Budget 2026, indgået den 18. september 2025:
”Styrket forskning på sundheds- og velfærdsområderne Forligspartierne er opmærksomme på, at vi hele tiden skal være på tæerne i forhold til at kvalificere og nytænke de kommunale velfærdsopgaver til gavn for borgere og samfund. Forligspartierne er derfor enige om, at den kommende Sundheds-, Omsorgs- og Forebyggelsesforvaltning, Børn- og Ungeforvaltningen samt Beskæftigelses- og Socialforvaltningen med udgangspunkt i bl.a. nuværende forskningsrelaterede aktiviteter skal afdække og forberede en drøftelse i udvalgene af, hvorvidt kommunen kan arbejde mere forskningsbaseret i forhold til sundheds- og velfærdsområderne, herunder behovet for en forskningsstrategi til gavn for borgerne.”
Drøftelsen sker i en bredere kommunal sammenhæng, hvor forskning og evidensbaseret udvikling har fået øget opmærksomhed. Sundhedsudvalget nedsatte i 2025 et ekspertråd med henblik på at komme med anbefalinger til, hvordan Odense Kommune kan skabe og anvende forskning mere systematisk på sundhedsområdet. Ekspertrådet offentliggjorde i 2025 rapporten "Viden til gavn for Odense Kommunes borgere: forskning, der forandrer og forbedrer". Rapporten anbefaler blandt andet, at der udarbejdes en samlet kommunal forskningsstrategi,

at forskning integreres tættere med drift og udvikling, samt at der etableres et forskningsråd og et forskningssekretariat.
Byrådet vedtog samtidig i 2025 politikken Flere sunde leveår, hvor det fremhæves, at kommunen skal arbejde mere evidensbaseret. Disse initiativer har primært været forankret på sundhedsområdet, men danner også baggrund for den politiske bestilling om at drøfte forskning og forskningsstrategi på de øvrige velfærdsområder.
Direktørgruppen drøftede emnet den 3. august 2026. Direktørgruppen drøftede forvaltningernes forskellige behov og eksisterende samarbejder. Direktørgruppen lagde vægt på, at de politiske udvalg får mulighed for at tage stilling på baggrund af forholdene på deres eget fagområde.
Børn- og Ungeforvaltningen vurderer, at den nuværende praksis for forskningsbaseret arbejde og forskningssamarbejder er tilfredsstillende, og at der derfor ikke er behov for en særskilt forskningsstrategi. Forvaltningen fremhæver samtidig, at det forventede faglige udbytte af et forskningssamarbejde skal stå mål med ressourcetrækket og påvirkningen af driften.
Børn- og Ungeudvalgets drøftelse bør derfor handle om, hvorvidt Børn- og Ungeforvaltningen kan arbejde mere forskningsbaseret, og om der er behov for en forskningsstrategi til gavn for borgerne. Der er ikke afsat særskilte midler til arbejdet.

Økonomi

Denne sag har ikke økonomiske konsekvenser for Odense Kommune.

Beslutning

Børn- og Ungeudvalget drøftede sagen.

Kilde: Odense Kommune, Børn- og Ungeudvalget, referat fra mødet tirsdag 22. september 2026, punkt 7. Læs den originale sag hos kommunen.