Odense
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 22. september, Klima- og Miljøudvalget, Odense

Affaldsplan 2027-2038

Denne sag handler om affaldsplanen, som sætter rammer og ambitioner for Odense Kommunes håndtering af affald for en kommende 12-årig periode i årene 2027-2038. Kommende affaldsplan erstatter den nuværende affaldsplan: Dit affald - vores ressource, Affaldsplan 2021-2032.

Affald

Kort fortalt

Hvem
Klima- og Miljøudvalget, Odense Kommune
Hvornår
Tirsdag 22. september 2026
Status
Besluttet. Klima- og Miljøudvalget drøftede sagen.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Klima- og Miljøforvaltningen indstiller, at udvalget drøfter forslaget til Affaldsplan 20272038.

Sagsfremstilling

Baggrund
Odense Kommune skal i henhold til affaldsbekendtgørelsen udarbejde en affaldsplan mindst hvert 6. år. Affaldsplanen er ikke retligt bindende, men sætter retningen for kommunens

arbejde på affaldsområdet i planperioden og beskriver de initiativer, som planlægges iværksat med henblik på at indfri affaldsplanens mål. Desuden skal affaldsplanen indeholde en opgørelse af, hvad affaldsplanens initiativer forventes at medføre af stigning i renovationstaksterne i planperioden.
Kommunens affaldsplan må ikke stride imod den nationale affaldshåndteringsplan. Da denne endnu ikke er udkommet og tidsperspektivet ikke kendes, er Klima- og Miljøforvaltningens forslag til affaldsplan udarbejdet, så affaldsplanen umiddelbart kan rumme de nye temaer, som den nye nationale affaldsplan måtte indeholde.
Affaldsplanen er udarbejdet i det digitale værktøj DK Plan, som bruges til alle planer i Odense Kommune.
Indsatsområder
Affaldsplanen er inddelt i følgende fire overordnede indsatsområder, som hver indeholder en række initiativer:
Genbrugsstruktur Hverdagens affaldsordninger Formidling Fremtidige rammer for affald og genbrug
Forslaget til den kommende affaldsplan er udarbejdet i samarbejde mellem Klima- og Miljøforvaltningen og Odense Renovation. Affaldsplanen og initiativerne vil blive gennemgået af Klima- og Miljøforvaltningen og Odense Renovation på mødet.
Indledende sammenhæng mellem indsatsområderne
I Odense genbruger og affaldssorterer vi som aldrig før. Men vi skal blive endnu bedre til at bruge det, vi allerede har, give ting videre, bytte, reparere og sortere, så flere ting og materialer får længere liv.
Affaldsplanens fire indsatsområder skal tilsammen gøre det lettere for alle borgere at genbruge mere og sortere deres affald korrekt. Det kræver både en ny fysisk genbrugsstruktur, gode affaldsordninger tæt på boligen, tydelig formidling og tidssvarende rammer for driften.
Odense Kommune og Odense Renovation vil derfor udvikle et sammenhængende net af genbrugs- og sorteringsmuligheder på tværs af Odense. Større genbrugsstationer skal give bedre mulighed for at aflevere flere typer affald og materialer til genbrug og genanvendelse. Samtidig skal nærgenbrugsstationer, byttebokse, henteservice og digitale løsninger bringe mulighederne tættere på borgernes hverdag.
Målet er at gøre genbrug og affaldssortering synligt, tilgængeligt og let at handle på – uanset boligform og transportmuligheder.

Genbrugsstruktur
Indsatsområdet handler om at udvikle den nuværende affaldsstruktur, så borgerne får adgang til et mere ensartet og dækkende tilbud. Større genbrugsstationer skal give mulighed for at aflevere alle relevante fraktioner og skabe bedre plads til direkte genbrug, sortering og vejledning. Samtidig skal nærgenbrugsstationer, byttebokse, en tilpasset henteservice og en samlet digital indgang (app) gøre mulighederne tilgængelige tættere på borgerne – også for dem, der ikke har bil.
Målet er at etablere et sammenhængende genbrugsnet i Odense, som gør det lettere for alle borgere både at give brugbare ting videre og at sortere affald og materialer korrekt.
Den nye struktur skal dermed både gøre det lettere for borgerne at give brugbare ting videre, bytte og reparere og sikre, at mere affald sorteres til genanvendelse frem for forbrænding. På den måde får flere ting og materialer længere liv.
Indsatsområdet implementerer hovedsporene i projektet Fremtidens Genbrugsstruktur, som blev igangsat efter politisk godkendelse i november 2024.
Hverdagens affaldsordninger
Indsatsområdet handler om den affaldssortering, der foregår ved borgernes bolig. De eksisterende affaldsordninger giver et godt grundlag for sortering, men der er fortsat et potentiale for at øge genanvendelsen. Potentialet er særligt stort i boligområder, hvor flere husstande deler affaldsbeholdere, herunder ved etageboliger.
Målet er derfor at udvikle løsningerne i tættere samspil med borgerne og de enkelte boligområder. Gennem bedre indretning, vejledning, kommunikation og lokale indsatser skal flere opleve, at korrekt sortering er overskuelig og naturlig i hverdagen.
Hverdagens affaldsordninger skal dermed bidrage til, at mere affald sorteres korrekt og kan genanvendes – uanset hvordan borgerne bor. Det er en opgave, som skal løses i fællesskab gennem borgernes handlinger i hverdagen og de løsninger, som Odense Renovation og Odense Kommune stiller til rådighed.
Formidling
Indsatsområdet handler om, at tydelig, relevant og engagerende kommunikation skal gøre mulighederne for genbrug og sortering mere synlige og lette at anvende. Borgerne skal kunne finde den løsning, der passer til deres behov, og forstå, hvordan deres handlinger bidrager til, at ting og materialer får længere liv.
Målet er at gøre det nemt og meningsfuldt for alle borgere at deltage aktivt i affaldshåndteringen.
Formidlingen skal dermed understøtte, at det bliver en naturlig del af hverdagen at bruge det, vi allerede har, give ting videre, bytte, reparere og sortere korrekt.

Fremtidige rammer for affald og genbrug
Indsatsområdet handler om, at affaldsindsamling, køretøjsdrift, administration og ladeinfrastruktur skal fremtidssikres og ses som en samlet enhed for at fungere optimalt.
Der arbejdes samtidig med at flytte Zirkel (Odense Renovations genbrugsbutik og fælleslager) til nye og tidssvarende fysiske rammer, som kan håndtere de forventede stigende mængder til direkte genbrug og understøtte Zirkels centrale rolle i den fremtidige genbrugsstruktur.
Målet er, at de fysiske faciliteter for Odense Renovation skal understøtte en effektiv og driftssikker affaldsindsamling.
De fremtidige fysiske rammer er samtidig nødvendige for elektrificering af køretøjerne, optimering af ruteplanlægning og sikring af synergi med den nye genbrugsstruktur.
Forventede effekter
Hvis affaldsplanens initiativer gennemføres som forudsat, forventes både mere direkte genbrug, bedre sortering og mere genanvendelse. Det skal samlet reducere mængden af affald til forbrænding og deponi og på længere sigt bidrage til at forebygge affald og mindske spild.
Genbrugsstrukturen forventes at øge det direkte genbrug til ca. 2.000 ton årligt. Sammen med initiativerne under Hverdagens affaldsordninger forventes der desuden flyttet omkring 5.300 ton fra forbrænding til genanvendelse. Dermed forventes den reelle genanvendelsesprocent at stige fra 58,6 pct. i 2025 til omkring 63 pct. i planperioden.
Formidling skal understøtte begge dele ved at gøre løsningerne kendte, forståelige og lette at anvende, hvilket skal kunne afspejles i Odense Renovations kundetilfredshedsundersøgelse.
Målet er, at flere ting og materialer får længere liv, og at vi får mere ud af de ressourcer, vi allerede har – til gavn for mennesker, klima, miljø og Odenses udvikling.
Borgerinddragelse
Ud over den offentlige høring vil borgerne blive inddraget i udviklingen og afprøvningen af flere af affaldsplanens initiativer. Formålet er blandt andet at få viden om, hvilke løsninger der gør det lettere for borgerne at genbruge mere og sortere deres affald bedre.
Et konkret eksempel er nærgenbrugsstationen i Kongensgade, som Odense Renovation åbnede ultimo 2025 som et forsøg under Fremtidens Genbrugsstruktur. Forsøget skal give erfaringer med borgernes brug af en lille, centralt placeret og gå- og cykelvenlig genbrugsstation. Erfaringerne skal indgå i beslutningsgrundlaget for den fremtidige genbrugsstruktur.
Et andet konkret eksempel er Nabogenbrugsstationen Slåenhaven, som Odense Renovation har samarbejdet med Civica og Slåenhavens beboere om at udvikle. Forsøget som åbnede medio 2026 og erfaringerne skal indgå i beslutningsgrundlaget for den fremtidige

genbrugsstruktur.
Borgerinddragelsen skal bidrage til, at løsningerne udvikles med udgangspunkt i forskellige behov, boligformer og transportmuligheder. Det skal sikre, at mulighederne bliver relevante og tilgængelige for alle.
Et forslag til affaldsplan skal i offentlig høring i mindst 8 uger, jf. affaldsbekendtgørelsen. Efter forslaget har været i offentlig høring, skal eventuelle ændringer som følge af høringen indarbejdes, og affaldsplanen skal politisk behandles med henblik på endelig godkendelse. Affaldsplanen forelægges udvalget med henblik på godkendelse til igangsætning af offentlig høring i oktober 2026.
Finansiering af initiativer
Udgifter til kommunens tiltag til håndtering af affald, herunder affaldsplanlægningen og dermed affaldsplanens initiativer, finansieres over renovationstaksterne. Renovationstaksterne skal følge hvile-i-sig-selv principperne, hvilket betyder, at renovationstaksterne fastlægges, så udgifter og indtægter over en årrække balancerer.
I planperioden forventes en stigning i renovationstaksterne for alle husstande i Odense Kommune som følge af indsatsområdet Genbrugsstruktur. Klima- og Miljøforvaltningen vurderer derimod, at indsatsområderne Hverdagens affaldsordninger og Formidling vil kunne rummes inden for de eksisterende økonomiske rammer.
Byrådet blev i november 2024 forelagt et foreløbigt estimat, som pegede på en årlig merudgift svarende til ca. 175 kr. (ekskl. moms) pr. husstand (2024-prisniveau) ved fuld implementering, som følge af implementeringen af projektet Fremtidens genbrugsstruktur. Estimatet er forbundet med usikkerhed og vil blive kvalificeret yderligere i planperioden i takt med, at initiativerne udvikles og konkretiseres. Afrapportering af fase 1 i projektet om Fremtidens genbrugsstruktur, som er implementeret i affaldsplanens indsatsområde om Genbrugsstruktur, forventes forelagt til politisk behandling medio 2027, hvor der skal træffes politisk beslutning om antal af fremtidige genbrugsstationer mv., herunder økonomi og serviceniveau for borgerne.
For indsatsområdet Fremtidige rammer for affald og genbrug - etablering af nyt domicil, elladeinfrastruktur, flytning af Zirkel mv. forventes merudgiften at stige gradvist i planperioden og nå ca. 230 kr. pr. husstand årligt i 2031. Fra 2031 forventes merudgiften dermed i gennemsnit at udgøre ca. 230 kr. (ekskl. moms) årligt pr. husstand.
Renovationstaksterne fastsættes i særskilt sag, som behandles af Økonomiudvalget og byrådet – typisk hver november.

Økonomi

Denne sag har ikke økonomiske konsekvenser for Odense Kommune.

Beslutning

Klima- og Miljøudvalget drøftede sagen.

Kilde: Odense Kommune, Klima- og Miljøudvalget, referat fra mødet tirsdag 22. september 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.