Besluttet 6. oktober, Børn- og Ungeudvalget, Odense
Drøftelse af destination og fagligt indhold for studietur 2027
Denne sag handler om den videre planlægning af en studietur for Børn- og Ungeudvalget i 2027. På baggrund af udvalgets tidligere drøftelse præsenterer denne sag tre mulige destinationer: Oslo og Trondheim i Norge, Helsinki i Finland eller Edinburgh i Skotland.
Kort fortalt
- Hvem
- Børn- og Ungeudvalget, Odense Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 6. oktober 2026
- Status
- Besluttet. Børn- og Ungeudvalget drøftede sagen.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Børn- og Ungeforvaltningen indstiller, at udvalget drøfter hvilken af de tre foreslåede destinationer, der skal danne afsæt for den videre planlægning af studieturen.
Sagsfremstilling
På udvalgsmødet den 25. august 2026 drøftede Børn- og Ungeudvalget ønsket om at gennemføre en studietur i indeværende valgperiode. En studietur kan give udvalget mulighed for at møde andre politikere, ledere, medarbejdere og forskningsmiljøer, som arbejder med udvalgte udfordringer i andre kommuner og lande. Ved at hente erfaringer fra andre byer kan udvalget få flere perspektiver på, hvordan politisk retning og kommunal organisering kan understøtte et godt børneliv i Odense.
Udvalget har peget på to overordnede temaer som en kommende studietur skulle tage udgangspunkt i: elevers faglige løft og skolefravær. Det blev også noteret, at byerne gerne skal være til at sammenligne med danske og/eller odenseanske forhold.
I arbejdet med at identificere relevante destinationer er der taget afsæt i europæiske kommuner og uddannelsesmiljøer, som kan give udvalget viden og erfaringer om løft af faglige kompetencer, skolefravær, deltagelsesmuligheder og trivsel. Det indgår samtidig som et centralt kriterium, at destinationen kan belyse det politiske afsæt for arbejdet og samspillet mellem politisk retning, forvaltning og praksis. Formålet er at skabe et fagligt og politisk afsæt for refleksion, som kan bringes i spil i det videre arbejde på børne- og ungeområdet i Odense Kommune.
Børn- og Ungeforvaltningen foreslår tre mulige destinationer, hvor det vurderes at et relevant program kan sammensættes. Beskrivelserne nedenfor er foreløbige. De konkrete besøg og programpunkter afhænger af udvalgets drøftelse, værternes muligheder og den efterfølgende dialog med relevante aktører.
1) Norge
En studietur til Norge kan sammensættes med besøg i Oslo og Trondheim. De norske kommuner arbejder inden for rammer, som på flere områder giver mulighed for at sammenholde politiske og organisatoriske erfaringer med en dansk kommunal kontekst. Et program kan sætte fokus på, hvordan nationale og kommunale prioriteringer omsættes til lokal praksis, hvordan kommunerne arbejder med faglig udvikling og skolefravær, og hvordan der skabes sammenhæng mellem forskellige dele af børne- og ungeområdet.
I Oslo kan udvalget blandt andet hente inspiration fra arbejdet med kvalitetsudvikling, faglig udvikling, tidlig indsats og styringsdialogen mellem politisk niveau, forvaltning og lokale tilbud. Et program kan desuden belyse erfaringerne med at omsætte nationale læreplaner og politiske ambitioner til praksis.
I Trondheim kan programmet blandt andet sætte fokus på systematisk kvalitetsudvikling på tværs af dagtilbud, skoler og et familie- og forebyggelsesområdet samt anvendelsen af fælles data- og vidensgrundlag. Byen kan også give anledning til dialog om samspillet mellem politiske prioriteringer, forskning, forvaltning og praksis.
Besøgene kan tilrettelægges på tværs af skoler, dagtilbud, forvaltninger og relevante understøttende funktioner, afhængigt af det faglige fokus og værternes muligheder.
Fakta om Oslo
Areal: 454 km² Indbyggere: 729.000 Borgmester: Anne Lindboe (Høyre) 180 skoler 578 børnehaver (kommunale og private)
Fakta om Trondheim
Areal: 528,6 km² Indbyggere: 218.500 Borgmester: Kjetil Reinskou (Høyre) 55 kommunale grundskoler 203 børnehaver (kommunale og private)
2) Helsinki, Finland
Helsinki er Finlands hovedstad og centrum for landets uddannelses- og velfærdspolitik. Finland er særligt interessant i et børn- og ungeperspektiv, fordi landet kombinerer høje faglige
ambitioner med fokus på trivsel, tidlig indsats og inkluderende læringsmiljøer. Helsinki Kommune kan give udvalget inspiration til, hvordan nationale uddannelses- og velfærdspolitiske rammer omsættes lokalt. Et program kan blandt andet belyse faglig udvikling, forebyggelse af skolefravær, tidlig indsats, brug af data og samspillet mellem politiske mål og professionel praksis.
Programmet kan rumme møder med politiske repræsentanter, forvaltning og vidensmiljøer samt besøg ved relevante kommunale tilbud og funktioner. Det kan give udvalget mulighed for at drøfte, hvordan en stor kommune arbejder langsigtet med kvalitet og sammenhæng på børn- og ungeområdet, og hvordan erfaringerne eventuelt kan inspirere udvalgets videre arbejde i Odense.
Fakta om Helsinki
Areal: 217 km² Indbyggere: 694.000 Borgmester: Daniel Sazonov (National Coalition Party) 100 kommunale grundskoler (86 finsksprogede og 14 svensksprogede) 323 børnehaver
3) Edinburgh, Skotland
Edinburgh er Skotlands hovedstad og en international uddannelses- og vidensby, som er kendt for en helhedsorienteret tilgang til børn og unges trivsel, læring og deltagelse i fællesskaber. Byen er særligt interessant i et børn- og ungeperspektiv, fordi Edingburgh Kommune arbejder ud fra den nationale ramme Getting it Right for Every Child (GIRFEC), hvor tidlig indsats, tværfagligt samarbejde og et fælles ansvar for barnet er centrale principper.
Edinburgh arbejder med lighed, inklusion og reduktion af social ulighed i læringsudbytte gennem strategien Edinburgh Learns for Life. Den politiske ledelse har fokus på at koble lokale mål til de nationale skotske ambitioner om trivsel, inklusion og social mobilitet.
For et politisk udvalg kan destinationen give indsigt i, hvordan politiske målsætninger omsættes til konkrete forbedringsplaner og systematisk opfølgning på resultater.
Fakta om Edinburgh
Areal: 264 km² Indbyggere: ca. 530.000 Borgmester: Robert Aldridge (Liberal Democrats) 93 folkeskoler 100 offentlige børnehaver
Rammer og praktik
Studieturen kan som udgangspunkt planlægges over fire hverdage, eventuelt med mulighed for afrejse søndag aften. Den endelige varighed og rejseplan fastlægges som en del af den videre planlægning. Programmet kan sammensættes, så der er balance mellem politiske møder, faglige oplæg, besøg ved relevante tilbud og funktioner samt tid til udvalgets fælles refleksion. Det skal give mulighed for at følge sammenhængen fra politisk prioritering og organisering til de erfaringer, som findes i praksis.
Deltagerkredsen vil være Børn- og Ungeudvalget (syv personer) og forvaltningens chefgruppe (seks personer).
Når udvalget har drøftet destination og fagligt fokus, vil forvaltningen undersøge mulighederne nærmere og gå i dialog med relevante værter og eventuelle samarbejdspartnere. Valget af aktører, tilrettelæggelse og praktisk bistand fastlægges først i denne fase. Forvaltningen vil herefter vende tilbage med et konkret oplæg til program, deltagelse og økonomi.
Økonomi
Denne sag har ikke økonomiske konsekvenser for Odense Kommune.
Beslutning
Børn- og Ungeudvalget drøftede sagen.
Kilde: Odense Kommune, Børn- og Ungeudvalget, referat fra mødet tirsdag 6. oktober 2026, punkt 4. Læs den originale sag hos kommunen.