Odense
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 7. oktober, Økonomiudvalget, Odense

Beslutning om modtagelse af fordrevne ukrainere

I denne sag skal der tages stilling til, om Odense Kommune ønsker at modtage flere fordrevne ukrainere end det antal, der følger af Udlændingestyrelsens fordelingsmodel.

Kort fortalt

Hvem
Økonomiudvalget, Odense Kommune
Hvornår
Onsdag 7. oktober 2026
Status
Besluttet. Økonomiudvalget anbefaler Beskæftigelses- og Socialudvalgets indstilling.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Beskæftigelses- og Socialforvaltningen indstiller i samarbejde med Børn- og Ungeforvaltningen, Sundheds-, Omsorgs- og Forebyggelsesforvaltningen og Byog Kulturforvaltningen, at byrådet godkender:
1. Odense Kommune skal ikke modtage flere fordrevne ukrainere end det antal som Udlændingestyrelsens fordelingsmodel fastsætter i borgmesterbrev med frist 16. oktober 2026.
2. Odense Kommune skal til og med december 2028 ikke modtage flere fordrevne ukrainere end det antal, som Udlændingestyrelsens fordelingsmodel fastsætter.
Beskæftigelses- og Socialudvalget anbefaler indstillingen.
Udvalgsmedlem Marlene Ambo-Rasmussen (V) deltog ikke i mødet.
Borgmesterforvaltningen har ingen bemærkninger.

Sagsfremstilling

Udlændingestyrelsen har ændret proces omkring fordelingen af fordrevne ukrainere mellem kommunerne. Fremover tager styrelsen udgangspunkt i grupper på 5.000 personer ad gangen mod tidligere 10.000 personer. Fordelingsmodellen er ligeledes blevet ændret, hvorefter kommuner med mere end 100.000 indbyggere får fordelt ukrainere som i dag efter folketal, mens der i kommuner med færre indbyggere fordeles efter folketal under hensyntagen til antallet af indvandrere med ikke-vestlig baggrund, der allerede bor i kommunen.
Borgmesterbrev om fordeling af fordrevne ukrainere
Udlændingestyrelsen har udsendt borgmesterbrev om proces for fordeling af den kommende gruppe af 5.000 fordrevne ukrainere, hvor kommunerne kan melde ind, hvis de ønsker at modtage flere, end dem kommunen skal modtage efter fordelingsmodellen. Det kan være efter en lokal vurdering om tilstrækkelige boliger eller mangel på arbejdskraft.
Beskæftigelses- og Socialforvaltningen oplever flere udfordringer med antallet af fordrevne ukrainere, som kommunen har modtaget hidtil:
Det er vanskeligt at sørge for tilstrækkeligt med antal boliger til målgruppen.
Beskæftigelses- og Socialforvaltningens arbejdspladsanalyse viser et fald i antallet af arbejdspladser inden for flere af de brancher, hvor mange ukrainere finder arbejde, særligt landbrug, handel og rengøring. Dette gør det vanskeligere at understøtte gruppens tilknytning til arbejdsmarkedet.
Samtidig står en del af de fordrevne ukrainere permanent uden for arbejdsmarkedet som følge af sygdom, nedsat arbejdsevne eller høj alder.
Der er desuden en stigende efterspørgsel efter hjemme- og sygeplejeydelser blandt målgruppen.
Sundheds-, Omsorgs- og Forebyggelsesforvaltningen vurderer, at der desuden er en stigende efterspørgsel efter hjemme- og sygeplejeydelser blandt målgruppen.
By- og Kulturforvaltningen understøtter indsatsen ved at sikre midlertidig indkvartering af fordrevne ukrainere. Forvaltningen oplever at den løbende fraflytning fra den midlertidige indkvartering ikke er tilstrækkelig til at frigøre kapacitet i takt med tilgangen, bl.a. fordi flere borgere opholder sig længere tid i midlertidig indkvartering som følge af udfordringer med permanent boligplacering. Det indebærer, at forvaltningen løbende skal tilpasse og øge kapaciteten.
Børn- og Ungeforvaltningen vurderer, at nyankomne fordrevne ukrainere ofte boligplaceres i få skoledistrikter, som samtidig modtager andre nyankomne børn og unge. Det medfører, at enkelte skoler modtager en forholdsvis stor andel af nyankomne elever.
En fortsat koncentration af nyankomne elever på få skoler kan medføre et øget pres på

skolernes kapacitet og de ressourcer, der anvendes til modtagelse, sprogstøtte og deltagelse i undervisningen. Det kan samtidig skabe forskelle i opgaveomfanget mellem skolerne. Samtidig kan det udfordre elevernes deltagelse i lokale fællesskaber.
På dagtilbudsområdet vurderes en øget modtagelse af fordrevne ukrainere at kunne forstærke eksisterende kapacitetsudfordringer i de områder, hvor målgruppen typisk bosættes. Erfaringerne viser, at det i nogle tilfælde har været nødvendigt at tilbyde pladser længere fra barnets bopæl.
Det forventes ligeledes, at Familie og Forebyggelse i Børn- og Ungeforvaltningen vil opleve merudgifter på de områder, hvor borgere og familier har behov for en særlig indsats. Særligt det specialiserede socialområde og tandplejen er imidlertid allerede under betydeligt pres, og en stigning i antallet af fordrevne Ukrainere vil derfor forventeligt medføre yderligere udgifter og kapacitetspres.
På baggrund af ovenstående anbefaler forvaltningerne, at Odense Kommune alene modtager det antal fordrevne ukrainere, som fremgår af fordelingsmodellen ved den kommende gruppe på 5.000 personer, hvor Odense Kommunes andel forventeligt vil være 177 fordrevne ukrainere.
Når alle kommuner har tilkendegivet, om de ønsker at modtage flere fordrevne ukrainere end deres kvote tilsiger, udregner Udlændingestyrelsen de endelige kvoter til kommuner. Det betyder også, at kommunens andel kan ændre sig.
Principbeslutning om modtagelse af fordrevne ukrainere frem til 2028
Udlændingestyrelsen gennemfører fremadrettet en proces blandt kommunerne, hver gang Danmark har modtaget 5.000 yderligere fordrevne ukrainere, med henblik på at afdække, om kommunerne ønsker at modtage flere personer end det antal, der følger af fordelingsmodellen.
Da antallet af nyankomne fordrevne ukrainere varierer betydeligt over tid, er det usikkert, hvornår den næste proces vil blive gennemført.
Processerne bliver gennemført med kort varsel, hvorfor forvaltningen indstiller, at byrådet træffer en principbeslutning om at Odense Kommune til og med december 2028 ikke skal modtage flere fordrevne ukrainere end det antal, som Udlændingestyrelsens fordelingsmodel fastsætter. Herved undgås, at byrådet skal behandle en ny sag ved hver enkelt proces om fordeling af fordrevne ukrainere.

Økonomi

Odense Kommune havde i 2025 udgifter til fordrevne ukrainere på i 40 mio. kr. Disse udgifter blev ikke fuldt dækket af den statslige kompensation, der kun dækkede 31,7 mio. kr. De resterende udgifter er blevet dækket af Odense Kommune. Hvis byrådet beslutter at modtage flere ukrainere end det tildelte, kan det betyde, at Odense Kommune skal afholde yderligere udgifter, der ikke kompenseres af staten.

Af tabellen nedenfor fremgår Odense Kommunes udgifter til fordrevne ukrainere i 2025, fordelt på udvalg.
KL og Regeringen drøfter den fremadrettede finansiering af udgifterne til modtagne ukrainere.

Beslutning

Økonomiudvalget anbefaler Beskæftigelses- og Socialudvalgets indstilling.

Kilde: Odense Kommune, Økonomiudvalget, referat fra mødet onsdag 7. oktober 2026, punkt 2. Læs den originale sag hos kommunen.