På dagsordenen 27. oktober, Børn- og Ungeudvalget, Odense
Økonomiopfølgning 2. halvår 2026
I denne sag skal Børn- og Ungeudvalget behandle Børn- og Ungeforvaltningens økonomiopfølgning for 2. halvår 2026, som herefter fremsendes til byrådets godkendelse. Der er i løbet af 2026 to opfølgninger på økonomi, som fremsendes til byrådet.
Kort fortalt
- Hvem
- Børn- og Ungeudvalget, Odense Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 27. oktober 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 27. oktober 2026. Du finder dem på odense.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Børn- og Ungeforvaltningen indstiller til Børn- og Ungeudvalget, at byrådet godkender:
1. Økonomiopfølgning for 2. halvår 2026.
2. Der foretages opgaveflytninger og budgetændringer mellem Børn- og Ungeudvalget
og de øvrige udvalg samt mellem styringsområderne i Børn- og Ungeudvalget, jf.
sagsfremstillingens tabel 2.
Sagsfremstilling
Dette er årets anden samlede opfølgning på økonomi i 2026.
Opfølgning på Børn- og Ungeudvalgets driftsområder
Børn- og Ungeudvalgets budget er opdelt på styringsområderne Service og Særlige
driftsområder.
Udgifter under Service henviser til udgifter, der er forbundet med den daglige drift.
Serviceudgifterne opdeles i tre styringsområder: Ordinær drift, Entreprenøraftaler samt
Projekter med ekstern finansiering.
Ordinær drift udgør langt størstedelen af driftsbudgettet på 3,8 mia. kr. Entreprenøraftaler
dækker over indtægter/udgifter på områder, hvor der er indgået samarbejdsaftaler med andre
kommuner, mens Projekter med ekstern finansiering omhandler indtægter/udgifter på områder,
hvor Odense Kommune modtager midler fra f.eks. ministerier eller private fonde.
Det særlige driftsområde indeholder indtægter i form af statsrefusioner og udgifter til f.eks. tabt
arbejdsfortjeneste, hjælpemidler på handicapområdet, handicaphjælpere mv.
I tabel 1 ses forventningen til regnskabet for 2026 fordelt på styringsområder.
Tabel 1: Forventet regnskab 2026.
De enkelte afvigelser gennemgås i afsnittene nedenfor.
Samlet forventet regnskab
Børn- og Ungeforvaltningen forventer et samlet merforbrug på 5,7 mio. kr., hvor budgettet
udgør 3,8 mia. kr., svarende til en afvigelse på -0,1 procent.
Opfølgning på udgifter til fordrevne ukrainere
Der er indregnet forventede nettoudgifter på 24,4 mio. kr. vedrørende fordrevne ukrainere. På
byrådsmødet d. 26. august 2026 blev det besluttet, at Børn- og Ungeforvaltningen modtager
20,2 mio. kr. i kompensation for udgifter relateret til ukrainske flygtninge. Det forventes derfor,
at Børn- og Ungeforvaltningen bliver underfinansieret med 4,2 mio. kr.
Service
På Serviceområdet forventes et merforbrug på 3,0 mio. kr., som består af et merforbrug på 3,1
mio. kr. på Ordinær drift, et merforbrug på 3,2 mio. kr. på Entreprenøraftaler samt et
mindreforbrug på 3,3 mio. kr. på Projekter med ekstern finansiering. Afvigelserne indenfor de
enkelte afdelinger gennemgås nedenfor.
Skoleområdet
Samlet forventes et merforbrug på 10,8 mio. kr., som består af et merforbrug på Ordinær drift
på 14,5 mio. kr., et mindreforbrug på Entreprenøraftaler på 0,5 mio. kr. samt et mindreforbrug
på Projekter med ekstern finansiering på 3,2 mio. kr.
Ordinær drift:
På Ordinær drift forventes et samlet merforbrug på 14,5 mio. kr. bestående af et forventet
merforbrug på 22,4 mio. kr. på de centrale konti og et forventet mindreforbrug på 7,9 mio. kr.
på de decentrale skolebudgetter.
Det forventede merforbrug på de centrale konti skyldes primært Bidrag til Staten. Bidrag til
Staten omhandler betaling for elever på fri-, privat- samt efterskoler. Afvigelsen skyldes
hovedsageligt stigninger i de statslige afregningstakster via Finansloven og i mindre grad et
øget antal elever, der vælger fri-, privat- samt efterskoler.
Hertil kommer et merforbrug som følge af øget visitation til specialtilbud de seneste år.
Forvaltningen har i løbet af 2026 foretaget kompenserende tiltag bl.a. via stram styring og
tilbageholdenhed på de centrale konti på skoleområdet, hvilket medvirker til, at det overførte
merforbrug fra 2025 ikke belaster budgettet for 2026. De kompenserende tiltag vedrører
omprioritering af 20,0 mio. kr. i forbindelse med skoleårets planlægning, tilbageholdenhed
inden for den centrale skoleramme på 11 mio. kr. samt omprioriteringer indenfor den samlede
udvalgsramme på 9,3 mio. kr.
Forvaltningen arbejder på yderligere tiltag for at sikre et budget i balance i de kommende år.
Dagtilbudsområdet
Samlet forventes et mindreforbrug på 16,2 mio. kr., som vedrører Ordinær drift. Projekter med
ekstern finansiering forventes at balancere.
Ordinær drift:
Indenfor den ordinære drift forventes et samlet mindreforbrug på 16,2 mio. kr., som består af et
centralt mindreforbrug på 7,1 mio. kr. og et decentralt mindreforbrug i børnehusene på 9,1 mio.
kr.
Centralt skyldes mindreforbruget lavere udgifter på dagplejeområdet samt
daginstitutionsområdet. Herudover forventes et merforbrug vedrørende tilskud til private
pasningstilbud som følge af flere børn i disse tilbud.
Decentralt skyldes mindreforbruget lavere udgifter på daginstitutionsområdet, hvor økonomien
påvirkes af udviklingen i børnetallet og den børnetalsafhængige budgetregulering. Herudover
skyldes mindreforbruget især, at ansættelsen af ekstra pædagogisk personale under initiativet
Bedre og billigere dagtilbud er gået langsommere end planlagt.
Familie og Forebyggelsesområdet
Samlet set forventes et merforbrug på 15,6 mio. kr. på hele området, som består af et
merforbrug på ordinær drift på 9,6 mio. kr., et merforbrug på entreprenøraftaler på 3,8 mio. kr.,
et mindreforbrug på projekter med ekstern finansiering på 0,4 mio. kr. samt et merforbrug på
2,6 mio. kr. på særlige driftsområder.
Ordinær drift:
På Ordinær drift forventes et samlet merforbrug på 9,6 mio. kr., som skyldes flere forhold.
I Børn- og Ungetandplejen forventes et merforbrug på 4,5 mio. kr., som primært skyldes
stigende udgifter til fritvalgsordningen og øvrige private behandlinger for de 18-21-årige.
Hos Børn og Familierådgivningen forventes et merforbrug på 11,1 mio. kr., som dels kan
henføres til området for støttende indsatser. Dette skyldes en stigning i antallet af sager til
støttende indsatser gennem de seneste år. Det høje aktivitetsniveau er fortsat ind i 2026, og
medfører derfor væsentligt øgede udgifter. Forvaltningen har igangsat kompenserende tiltag
med henblik på at nedbringe merforbruget. Herudover forventes et merforbrug på 0,6 mio. kr. i
Center for Indsatser til Børn og Unge.
På afdelingens centrale konti er der samtidig udvist generel tilbageholdenhed for at imødegå
de økonomiske udfordringer på det specialiserede socialområde og i Tandplejen. Dette
medfører et midlertidigt mindreforbrug på 6,6 mio. kr.
Entreprenøraftaler:
På entreprenøraftaler forventes et samlet merforbrug på 3,8 mio. kr.
I Tandreguleringscenter Fyn forventes et merforbrug på 9,0 mio. kr., som kan henføres til et
overført underskud fra 2025. Der forventes balance i 2027.
Specialtandplejen forventer et mindreforbrug på 3,4 mio. kr., hvilket skyldes højere indtægter
som følge af et højt aktivitetsniveau samt et overført mindreforbrug fra 2025.
I Center for Indsatser til Børn og Unge forventes et mindreforbrug på 1,8 mio. kr.
Mindreforbruget kan primært henføres til Børnehus Syd, hvor der forventes et mindreforbrug på
2,3 mio. kr. som følge af kapacitetsudvidelse i form af en fjerde matrikel. Personaletilpasningen
har ikke kunnet ske i samme tempo som kapacitetsudvidelsen. Hertil kommer et forventet
merforbrug på Fønix Syd på 0,5 mio. kr.
Projekter med ekstern finansiering:
På Projekter med ekstern finansiering forventes et mindreforbrug på 0,4 mio. kr., fordelt på
projekterne FAMKO, Familiehus Odense og Sundhedsfremmende fællesskaber.
Særlige driftsområder:
Der forventes et samlet merforbrug på 2,6 mio. kr., der vedrører Børn og Familierådgivningen.
Merforbruget skyldes primært tabt arbejdsfortjeneste.
Tværgående og Stab
Der forventes et samlet mindreforbrug på 4,5 mio. kr. bestående af et forventet mindreforbrug
på 4,9 mio. kr. på ordinær drift og et merforbrug på 0,4 mio. kr. på Projekter med ekstern
finansiering.
På ordinær drift forventes et mindreforbrug på 4,9 mio. kr., som primært kan henføres til
forventede mindreudgifter til arbejdsskadeforsikring og sundhedsordningen.
Opgaveflytninger og budgetændringer
Udvalget skal med indstillingspunkt 2, tage stilling til budgetoverførsler mellem udvalg. De
konkrete overførsler fremgår af tabel 2 i økonomiafsnittet og beskrives nærmere i det
efterfølgende.
Forebyggelse af arbejdsulykker hos dagplejere og ulykker i relation til konfliktfyldte situationer
Der er afsat 1,0 mio. kr. årligt i 2026 og 2027 til reduktion af arbejdsulykker. Med denne sag
udmøntes samlet 0,3 mio. kr. i 2026 til forebyggelse af arbejdsulykker og styrket
skadesbehandling under Børn- og Ungeudvalget. De resterende midler udmøntes til relevante
udvalg i starten af 2027.
Seden Skole, ophør af rengøringsbehov
Der overføres 42.400 kr. i 2026 og 109.074 kr. årligt fra 2027 og frem fra By- og Kulturudvalget
til Børn- og Ungeudvalget som følge af, at behovet for ekstra hjælp i boden på Seden Skole
ophører.
Styrket indsats mod kriminelle klaner
Med budgetforliget for 2026 blev der afsat midler til en styrket indsats mod kriminelle klaner.
Midlerne skal blandt andet understøtte en udvidelse af Center for Familier og Unges (CFU)
forebyggende indsats over for medlemmer af de mest kriminelle familier i Odense.
Som led i implementeringen af den nye ansvarsfordeling er der gennemført en fælles
afdækning mellem Børn- og Ungeforvaltningen og Beskæftigelses- og Socialforvaltningen af de
borgere, som fremadrettet omfattes af indsatsen, hvor der dermed skal overdrages sager.
Afdækningen viser, at der skal overføres et budget på 4,1 mio. kr. årligt fra Børn- og
Ungeudvalget til Beskæftigelses- og Socialudvalget fra 2027 og frem for at sikre sammenhæng
mellem opgaveansvar og finansiering. Det overførte budget dækker udgifter til indsatser til
borgere og myndighedssagsbehandling.
Periodisering af projektmidler på Erasmus+
Der overføres 0,8 mio. kr. til 2028 som følge af periodisering af midler vedrørende et Erasmus+
projekt.
Økonomi
Børn- og Ungeudvalgets økonomiopfølgning for 2. halvår 2026 påvirker ikke Odense
Kommunes kassebeholdning, men i nedenstående tabel fremgår en udspecificering af de
bevillingsmæssige konsekvenser af indstillingspunkterne.
Tabel 2: Indstillingspunkt 2.
Kilde: Odense Kommune, Børn- og Ungeudvalget, dagsorden fra mødet tirsdag 27. oktober 2026, punkt 2. Læs den originale sag hos kommunen.