Besluttet 11. august, Udvalget for Erhverv, Plan, Turisme og Branding, Odsherred
Lokalplananmodning om vejsalthal i Vig
Direktøren indstiller til Udvalget for Erhverv, Plan, Turisme og Branding, at: 1. imødekomme anmodningen om at igangsætte arbejdet med en lokalplan og et kommuneplantillæg for en hal til opbevaring af vejsalt og tilhørende faciliteter i Vig.
Kort fortalt
- Hvem
- Udvalget for Erhverv, Plan, Turisme og Branding, Odsherred Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 11. august 2026
- Status
- Besluttet. Ad 1: Udvalget besluttede at oversende sagen til Økonomiudvalget med henblik på afklaring af arealets fremtidige anvendelse, inden der træffes beslutning om igangsætning af lokalplan og kommuneplantillæg for en hal til opbevaring af vejsalt med tilhørende faciliteter i Vig. Økonomiudvalget skal derfor tage stilling til, om det pågældende areal fortsat skal være udbudt til salg, eller om det skal udgå af kommunens salgsportefølje. Jimmi Stegmann (O) John Larsen (A).
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Det er nødvendigt, at der findes en ny og egnet plads til de ovenstående aktiviteter. Sideløbende med denne
lokalplananmodning er der igangsat en analyse af, hvorvidt administrationen kan finde et egnet sted at leje sig ind
i en årrække, mens oprensningen pågår. Der er en række formelle krav til stedet: central beliggenhed i
kommunen, areal og halstørrelse, infrastruktur, adgangsforhold, belægning og bundforhold samt
miljøgodkendelse.
Administrationen fremlægger resultatet af denne analyse på Klima og Miljøudvalgets møde den 8. september.
På grund af processens længde med at udarbejde lokalplanen, og samtidig få projekteret en ny salthal med
tilhørende faciliteter, er der behov at behandle lokalplansanmodningen nu. Skulle der mod forventning vise sig en
egnet lokalitet til leje, kan lokalplanen overføres til andre erhvervsformål.
Et evt. anlæg af en ny salthal og dertil hørende faciliteter skal stå færdigt til vintersæsonen 27/28.
Odsherred Kommune (Afdeling for Affald og Vejdrift) ansøger derfor om udarbejdelse af en lokalplan og tilhørende
kommuneplantillæg for et areal ved Vig Parkvej.
Området foreslås overført fra landzone til byzone med en anvendelse til erhvervsformål.
Formålet er at opføre en op til 1.000 m² stor lagerhal til vejsalt, et vaskeskur på 20 m², en godkendt vaskeplads,
samt et tilhørende befæstet areal på 9.000 m².
Projekt
Projektets omfang: Opførelse af en saltlagerhal på op til 1000 m², med en kiphøjde på 10,5 m, et befæstet
areal på 9000 m² samt et mindre vaskeskur på 20 m² og godkendt vaskeplads.
Placering: Arealet ligger mellem Holbækvej, Vig Stationsvej og Vig Parkvej. Det omfatter del af matrikel 6 e
Ll. Egebjerg By, Vig og del af 14er Vig By, Vig. Den samlede grund udgør 22.000 m², hvoraf 10.000 m²
(45,45 %) bliver befæstet areal (inklusive bygninger), mens 12.000 m² (54,55 %) forbliver ubefæstet som
grønne arealer/LAR-anlæg.
Eksisterende plangrundlag: Området er omfattet af kommuneplanramme 7E4 – Erhvervsområde Vig Nord.
Nuværende zonestatus er landzone, og projektet bliver overført til byzone med denne lokalplan.
Kommuneplantillæg: Rammen fastlægger en maksimal bygningshøjde på 8,5 meter og miljøklasse 1-2. Da
det foreslåede projekt overstiger denne højde og tilhører miljøklasse 3-4, vil det være nødvendigt at
udarbejde et tillæg til kommuneplanen for at muliggøre realisering af projektet.
Væsentlige planlægningsmæssige overvejelser
Landskab og visuel sårbarhed: Grunden ligger i randmorænelandskabet ”Vig Buen” inden for UNESCO
Global Geopark Odsherred. Da grunden ligger som en overgangszone (byrand) til Vig by og er visuelt
eksponeret fra de omkringliggende veje, vil projektet blive arkitektonisk bearbejdet og søgt indpasset i det
bakkede terræn. Der etableres desuden et tæt, flerrækket randbeplantningsbælte med hjemmehørende arter
(f.eks. eg, navr, hassel og hvidtjørn) for at skærme mod indkig.
Miljø og naboer: Området planlægges til miljøklasse 3 og 4, den anbefalede minimumsafstand til boliger er
30 til 50 meter. Da logistikken omkring vejsalt kan medføre natlig aktivitet om vinteren, udføres al udendørs
belysning som nedadrettet, retningsbestemt LED-belysning med en lyspunkthøjde på 6–8 meter (dark-sky
principper) for at mindske lysforurening.
Grundvandsbeskyttelse (Hydrologi): Grunden ligger i et område med Særlige Drikkevandsinteresser
(OSD), og der skal lagres mellem 4.500 og 5.500 tons vejsalt. For at beskytte Odsherreds sårbare
grundvand, udføres det 9.000 m² store befæstede areal med en tæt, kloridresistent asfalt- eller
betonbelægning, hvor alt saltholdigt overfladevand opsamles via lukkede dræn, sandfang og olieudskiller til
kontrolleret afledning hos Odsherred Forsyning. Selve hallen opføres som en lukket konstruktion med
uigennemtrængeligt gulv og tætte indvendige barrierer. Rent tagvand adskilles helt fra driftsarealerne og
ledes til lokale LAR-anlæg.
Infrastruktur: Der etableres en ny erhvervsoverkørsel direkte til Vig Stationsvej. Overkørslen dimensioneres
til tung trafik og placeres med optimale oversigtsforhold. Lastbilsparkering og manøvrearealer placeres skjult
bag salthallen og randbeplantningen.
Lokalplanen har høj prioritet i forhold til igangværende lokalplaner.
Af bilag fremgår stedsanalyse samt lokalplananmodning.
Lovgrundlag
Planloven
Lov om miljøvurdering
Økonomiske konsekvenser
Grunden er ejet af Odsherred Kommune, og har været til salg i en længere årrække, uden at der er vist væsentlig
interesse for grunden. Den ses derfor at kunne fjernes fra kommunens salgsliste og overdrages internt. Der skal
ske en udmatrikulering af arealet, og derfor påregnes omkostninger til landinspektør i forbindelse med dette
arbejde.
Administrationen estimerer omkostningerne til at udgøre 50.000 kroner. Beløbet skal finansieres af det
budgetforslag, som er fremlagt i forbindelse med PFAS-forureningen, som forventes bevilget.
Administrative, miljømæssige og sundhedsmæssige konsekvenser
Opførelsen af ny salthal med tilhørende faciliteter i et strategisk velplaceret område vil sikre, at Odsherred
Kommune fortsat kan levere en påkrævet, forsvarlig og effektiv vintertjeneste.
Hvis lokalplanmodningen afvises, og kommunen ikke kan finde et andet egnet sted, vil oprensning af grunden på
Nørremarksvej blive standset, hvilket kan medføre en yderligere spredning af PFAS-forureningen.
Udtalelser og høring
Hvis anmodningen godkendes, orienteres naboerne om, at planarbejdet sættes i gang.
Når forslagene til lokalplanen og det tilhørende kommuneplantillæg er udarbejdet, sendes de i en samlet offentlig
høring i minimum 8 uger, jf. planlovens § 24.
Indstilling
Direktøren indstiller til Udvalget for Erhverv, Plan, Turisme og Branding, at:
1. imødekomme anmodningen om at igangsætte arbejdet med en lokalplan og et kommuneplantillæg for
en hal til opbevaring af vejsalt og tilhørende faciliteter i Vig.
Beslutning
Ad 1: Udvalget besluttede at oversende sagen til Økonomiudvalget med henblik på afklaring af arealets
fremtidige anvendelse, inden der træffes beslutning om igangsætning af lokalplan og kommuneplantillæg for
en hal til opbevaring af vejsalt med tilhørende faciliteter i Vig. Økonomiudvalget skal derfor tage stilling til, om
det pågældende areal fortsat skal være udbudt til salg, eller om det skal udgå af kommunens salgsportefølje.
Fraværende:
Jimmi Stegmann (O)
John Larsen (A)
Kilde: Odsherred Kommune, Udvalget for Erhverv, Plan, Turisme og Branding, referat fra mødet tirsdag 11. august 2026, punkt 12. Læs den originale sag hos kommunen.