Besluttet 31. august, Miljø- og teknikudvalget, Randers
Evaluering af ophævelse af knallertforbud i Spentrup
I maj 2023 besluttede byrådet at ophæve det hidtidige knallertforbud på stierne i Spentrup som et 1-årigt forsøg. Formålet var at sikre ens vilkår for alle lette trafikanter, herunder knallerter, elcykler og el-løbehjul, der i stigende grad færdes med sammenlignelige hastigheder.
Kort fortalt
- Forslaget
- Forbuddet mod knallertkørsel på stierne i Spentrup ophæves permanent
- De beskrevne tiltag iværksættes.
- Hvem
- Miljø- og teknikudvalget, Randers Kommune
- Hvornår
- Mandag 31. august 2026
- Status
- Besluttet. Godkendt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Forvaltningen indstiller til miljø- og teknikudvalget
1. at forbuddet mod knallertkørsel på stierne i Spentrup ophæves permanent,
2. at de beskrevne tiltag iværksættes.
Sagsfremstilling
I maj 2023 besluttede byrådet at ophæve det hidtidige knallertforbud på stierne i Spentrup som
et 1-årigt forsøg. Formålet var at sikre ens vilkår for alle lette trafikanter, herunder knallerter,
elcykler og el-løbehjul, der i stigende grad færdes med sammenlignelige hastigheder. Forsøget
blev iværksat for at give knallertkørere et mere trafiksikkert alternativ til vejnettet.
I forbindelse med forsøget blev der opsat kampagneskilte med budskabet "Vi deler stien" og
åbnet for bomme, så alle lette trafikanter kunne benytte stierne.
Evalueringen af forsøget bygger på:
En spørgeskemaundersøgelse blandt 1.939 borgere i Spentrup (383 besvarelser,
svarprocent ca. 20 %) - se bilag 1.
En udtalelse fra Østjyllands Politi - se bilag 2
Resultater fra spørgeskemaundersøgelsen
Spørgeskemaundersøgelsen blandt borgerne i Spentrup viser, at forsøget har været præget af
delte men overvejende kritiske holdninger. Over halvdelen af de adspurgte oplever det som
negativt at dele stierne med knallerter og scootere, og mange giver udtryk for utryghed, især
på vegne af børn og ældre. Støj, høj fart og manglende hensyn nævnes som væsentlige
udfordringer. En mindre, men væsentlig, gruppe har ændret deres brug af stierne på grund af
disse forhold. På bilag 3 ses de afblændede eller fjernede skilte.
Blandt de få, der selv kører knallert eller scooter, er oplevelsen dog overvejende positiv, og de
føler sig generelt trygge ved at bruge stierne. Konflikter rapporteres kun i begrænset omfang,
og de fleste førere beskriver, at de forsøger at tage hensyn ved at sænke farten og holde til
siden.
Kampagnen "Vi deler stien" har haft en vis effekt på borgernes egen opmærksomhed og
adfærd, men har ikke i nævneværdig grad forbedret oplevelsen af andres hensyn eller den
generelle stemning på stierne. Se kampagneskiltenes placering på bilag 4.
Politiets vurdering
Østjyllands Politi har ikke konstateret problemer i anledning af forsøget og har ikke modtaget
anmeldelser om knallertkørsel til ulempe. Politiet har ingen bemærkninger til at permanentgøre
de i forsøget etablerede forhold.
Anbefalinger
På baggrund af evalueringen vurderes det, at forsøgsordningen ikke har givet anledning til
politimæssige problemer, men at den har medført oplevet utryghed blandt mange borgere.
Fordelene ved ordningen er, at knallertkørere får et mere sikkert alternativ til vejnettet, og at
alle lette trafikanter behandles ens – hvilket også er relevant i takt med flere eldrevne køretøjer.
For at imødekomme borgernes bekymringer anbefales det, at en eventuel permanentgørelse
ledsages af:
Fysiske fartdæmpende foranstaltninger på udvalgte steder, fx bomme eller
indsnævringer.
En fortsat og styrket kampagne om hensynsfuld adfærd på stierne.
Øget kontrol i samarbejde med politiet, særligt med fokus på ulovlige knallerter og
hensynsløs kørsel.
Gennemgang af stisystemet med henblik på at forbedre oversigtsforhold og sikkerhed i
blinde vinkler og smalle passager.
Forvaltningen anbefaler, at forsøgsordningen gøres permanent, men at dette sker med
supplerende tiltag for at øge trygheden og hensynet på stierne. På den måde kan alle lette
trafikanter fortsat dele stierne på en mere sikker og hensynsfuld måde.
I forlængelse heraf vil forvaltningen igangsætte en proces med at udpege lokaliteter, hvor der
kan være behov for permanente ændringer, så knallertkørsel på stierne sker med størst muligt
hensyn til øvrige trafikanter. Permanentgørelsen samt eventuelle fremtidige ombygninger vil
naturligvis skulle godkendes af politiet, ligesom relevante parter vil blive inddraget efter behov.
Økonomi
De foreslåede tiltag kan afholdes af driftsbudgettet.
Beslutning
Godkendt.
Kilde: Randers Kommune, Miljø- og teknikudvalget, referat fra mødet mandag 31. august 2026, punkt 15. Læs den originale sag hos kommunen.