Randers
Skift kommune
KøbenhavnRandersAlle kommuner

Besluttet 31. august, Miljø- og teknikudvalget, Randers

Ansøgning om landzonetilladelse - bilsalg og udstillingsareal Clausholmvej, Randers SØ

Randers Kommune har modtaget ansøgning om lovliggørelse af bilsalg og udstillingsareal på Clausholmvej 24, 8960 Randers SØ. Ejendommen er beliggende i landzone, hvorfor det ansøgte vil kræve en landzonetilladelse.

Kort fortalt

Forslaget
  • Der meddeles afslag til det ansøgte.
Hvem
Miljø- og teknikudvalget, Randers Kommune
Hvornår
Mandag 31. august 2026
Status
Besluttet. Godkendt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Forvaltningen indstiller til miljø- og teknikudvalget,
1. at der meddeles afslag til det ansøgte.

Sagsfremstilling

Randers Kommune har den 13. januar 2026 modtaget ansøgning om lovliggørelse af bilsalg og
udstillingsareal på matrikelnummer 11e Kristrup By, Kristrup beliggende på Clausholmvej 24,
8960 Randers SØ. Ejendommen er beliggende i landzone, hvorfor det ansøgte vil kræve en
landzonetilladelse.
Nedenfor redegøres for sagens historik og for de forhold, der indgår i forvaltningens
vurderinger.
Sagens historik

I oktober 1987 blev der ansøgt om at indrette et autoværksted i en nyopført
landbrugsbygning. Randers Kommune var indledningsvist negativt indstillet på grund af
områdeudviklingsplaner, men i februar 1988 blev der accepteret en tidsbegrænset
tilladelse på 5 år under en række betingelser, herunder krav om tinglysning af deklaration
samt begrænsninger for oplag og reklame. Tilladelsen blev meddelt af Århus
Amtskommune i februar 1988.
I oktober 1988 blev der indsendt ansøgninger om biludstilling og bilsalg, som både Århus
Amtskommune og Randers Kommune afslog. Afslagene var begrundet i hensyn til
trafikforhold samt planlagt udvikling af nærliggende boligområder.

I 1991 blev der rejst spørgsmål om fortsættelse af værkstedsvirksomheden efter udløbet
af den tidsbegrænsede tilladelse. Århus Amtskommune oplyste, at fortsættelse kunne
ske efter anmeldelse, såfremt nærmere betingelser blev opfyldt.
Ud af den tilgængelige korrespondance i Weblager fremgår det, at der ikke er givet
tilladelse til bilsalg eller udstillingsareal på ejendommen. Dette fremgår af afslagene af
henholdsvis 28. november 1988 (Århus Amt) og 30. maj 1989 (Randers Kommune).
Retligt grundlag

Ejendommen er beliggende i landzone, hvor udgangspunktet er, at både ny bebyggelse,
ændret anvendelse af eksisterende bebyggelse og ubebyggede arealer kræver
landzonetilladelse efter planlovens § 35.
Overflødiggjorte landbrugsbygninger

Planlovens § 37 giver mulighed for – uden landzonetilladelse – at tage overflødiggjorte
landbrugsbygninger og visse andre overflødiggjorte bygninger i brug til bl.a. håndværks- og
industrivirksomhed, mindre butikker, liberale erhverv, forenings- og fritidsformål, én bolig samt
lager- og kontorformål m.v., hvis nærmere betingelser er opfyldt, herunder at der ikke foretages
væsentlig om- eller tilbygning.

Detailhandel og særligt pladskrævende varegrupper

Efter planlovens detailhandelsbestemmelser skal kommuneplanen indeholde retningslinjer for
detailhandelsstrukturen, herunder afgrænsning af områder til butikker og til butikker, der alene
forhandler ”særligt pladskrævende varegrupper”. Biler er udtrykkeligt nævnt som en ”særligt
pladskrævende varegruppe”, og butikker der alene forhandler biler, skal som udgangspunkt
placeres i områder, der i kommuneplanen er udlagt til denne type butikker.
Forvaltningens vurdering

Det eksisterende autoværksted er etableret i en overflødiggjort landbrugsbygning, og der er
meddelt tidsbegrænset tilladelse samt efterfølgende fortsættelse efter anmeldelse.
Autoværkstedet kan betragtes som håndværks-/industrivirksomhed, som er omfattet af
planlovens § 37, når bestemmelsens betingelser er opfyldt. Forvaltningen anser derfor den
fortsatte værkstedsanvendelse som lovlig.
Der er derimod ikke meddelt landzonetilladelse til bilsalg og biludstilling, og de tidligere
ansøgninger herom er blev afslået af myndighederne i 1988–1989. Forvaltningen lægger
således til grund, at den nuværende anvendelse til bilforhandlerfunktion er etableret uden de
fornødne tilladelser.
Bilforhandlerfunktionen kan efter forvaltningens vurdering ikke anses for en anvendelse, der
kan etableres uden landzonetilladelse efter planlovens § 37. Bilforhandlere er efter planlovens
detailhandelsbestemmelser at betragte som butikker, der alene forhandler særligt

pladskrævende varegrupper (biler), og kan ikke sidestilles med de ”mindre butikker” i det åbne
land, som § 37 omhandler.
Ejendommen er desuden beliggende inden for kommuneplanramme 1.09.O.6 – Paderup
Boulevard, som udlægger området til offentlige formål såsom børnehave, skole, idrætsanlæg
samt offentlige og private servicefunktioner. Kommuneplanrammen indeholder ikke mulighed
for butikker med særligt pladskrævende varegrupper, herunder bilforhandlere. Ejendommen
bliver desuden nabo til den kommende brandstation. Forudsætningen for at brandstationen kan
etableres er vedtagelsen af den kommende Lokalplan 774, der udarbejdes, i
overensstemmelse med kommuneplanen, efter igangsætning af Erhvervs- og Planudvalget.
En landzonetilladelse til bilsalg og udstillingsareal vil derfor efter kommunens foreløbige
vurdering være i strid med den gældende kommuneplan og den kommende Lokalplan 774,
samt med detailhandelsbestemmelsernes krav om, at butikker med særligt pladskrævende
varegrupper kun kan placeres i områder, der i kommuneplanen er udlagt hertil.
Forvaltningen finder på den baggrund, at der ikke er grundlag for at meddele en lovliggørende
landzonetilladelse til bilsalg og udstillingsareal på ejendommen.

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser ved beslutningen.

Beslutning

Godkendt.

Kilde: Randers Kommune, Miljø- og teknikudvalget, referat fra mødet mandag 31. august 2026, punkt 16. Læs den originale sag hos kommunen.