Besluttet 31. august, Miljø- og teknikudvalget, Randers
Mulighedskatalog - håndtering af vand i Midtbyen
Mulighedskataloget for afkobling af regnvand i Randers Midtby bygger videre på de politisk vedtagne målsætninger for spildevandshåndtering og klimatilpasning.
Kort fortalt
- Forslaget
- Forvaltningen arbejder videre med scenarie 2
- Hvem
- Miljø- og teknikudvalget, Randers Kommune
- Hvornår
- Mandag 31. august 2026
- Status
- Besluttet. Godkendt. Udvalget bemærkede, at udvalget ønsker, at forvaltningen arbejder med det højest mulige realiserbare ambitionsniveau.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Forvaltningen indstiller til miljø- og teknikudvalget
1. at forvaltningen arbejder videre med scenarie 2
Sagsfremstilling
Det vedlagte mulighedskatalog er udarbejdet som opfølgning på de politisk vedtagne
strategiske målsætninger for spildevandshåndtering i Randers Midtby, jf. byrådets behandling
af sag nr. 378 den 27. november 2023 i forbindelse med udarbejdelsen af en ny
spildevandsplan.
Formålet med kataloget er at fastlægge ambitionsniveauet for afkobling af regnvand fra
fælleskloakken og at identificere, hvordan regnvand fra især tagflader kan håndteres lokalt
gennem grønne og naturbaserede løsninger. Målet er at reducere belastningen af
kloaksystemet og dermed mindske risikoen for overløb til vandmiljøet. Mulighedskataloget
understøtter samtidig en række øvrige kommunale planer og strategier, herunder Vandmiljø
Randers’ strukturplan, risikostyringsplanen, udviklingsplanen for Flodbyen, kommuneplanen
samt forslag til rammelokalplan for klimatilpasning af Randers by. Tilsammen bidrager disse
planer til en mere robust klimatilpasning af midtbyen og en bedre beskyttelse mod
oversvømmelser.
Ved at afkoble regnvand og håndtere det lokalt gennem nedsivning, fordampning og
forsinkelse i grønne løsninger kan mængden af regnvand i fælleskloakken reduceres. Derved
mindskes risikoen for overløb til Gudenåen, Randers Fjord og havnebassinet. Færre overløb
betyder samtidig, at tilførslen af næringsstoffer, miljøfremmede stoffer og bakterier til
vandmiljøet reduceres, hvilket understøtter målsætningerne i Vandplan 3 om en forbedret
miljøtilstand.
Mulighedskataloget beskriver en række potentielle løsninger til håndtering af regnvand i
midtbyen. For hver løsning er der angivet en vejledende placering samt et estimat for den
forventede tilbageholdelse af regnvand. Effekten af de naturbaserede løsninger varierer hen
over året og er generelt størst i sommerhalvåret, hvor fordampnings- og nedsivningspotentialet
er højest. Løsningerne skal derfor ses som et vigtigt supplement til de øvrige indsatser, der
gennemføres som led i Strukturplanen for Vandmiljø Randers.
Ud over de klima- og miljømæssige gevinster bidrager løsningerne til en grønnere og mere
attraktiv bymidte. Flere grønne arealer og træer kan styrke biodiversiteten, forbedre bymiljøet
og skabe kølende effekter på varme sommerdage.
Kataloget opstiller tre scenarier, som repræsenterer forskellige ambitionsniveauer for afkobling
af regnvand og begrønning af midtbyen:
• Scenarie 1 (100 %): Alle identificerede løsninger gennemføres, forudsat at forhold
vedrørende arealer, tilledning af regnvand og ejerforhold kan løses.
• Scenarie 2 (70 %): De løsninger gennemføres, som samlet vurderes at give den
bedste balance mellem arealanvendelse, miljøeffekt, klimatilpasning og økonomi.
• Scenarie 3 (40 %): Der gennemføres alene de løsninger, som vurderes mest rentable
og samtidig forventes at kunne realiseres på kort sigt.
De tre scenarier danner grundlag for det videre arbejde med:
• klimatilpasning af Randers Midtby,
• begrønning af bymidten,
• reduktion af risikoen for overløb til havnebassinet, Gudenåen og Randers Fjord,
• forbedring af vandmiljøet gennem reduceret tilførsel af miljøfremmede stoffer og
næringsstoffer, samt
• udviklingen af en attraktiv og bæredygtig bymidte.
Forvaltningen anbefaler, at scenarie 2 lægges til grund for det videre arbejde. Scenariet
vurderes at give den bedste samlede samfundsøkonomiske balance mellem investering,
gennemførlighed og effekt, samtidig med at det bidrager væsentligt til kommunens
målsætninger inden for klima, natur og miljø samt til reduktion af overløb til vandmiljøet.
Det skal samtidig understreges, at mulighedskataloget ikke alene kan sikre den nødvendige
klimatilpasning af midtbyen eller opfyldelse af målsætningerne for vandmiljøet. Kataloget udgør
imidlertid et centralt element i den samlede indsats, som også omfatter etableringen af
Klimabåndet i regi af Flodbyen og gennemførelsen af Strukturplanen for Vandmiljø Randers.
Udvalget skal tage stilling til ambitionsniveauet for det videre arbejde med afkobling af
regnvand og begrønning af Randers Midtby. Det valgte ambitionsniveau vil efterfølgende blive
indarbejdet i den kommende spildevandsplan (punkt 142 på dagens møde), som dermed
fastlægger de langsigtede mål og rammer for kommunens og Vandmiljø Randers’ videre
arbejde og investeringer på området.
Økonomi
Der vil blive taget stilling til både Randers Kommunes og Vandmiljø Randers' økonomiske
bidrag i forbindelse med de konkrete projekter.
Beslutning
Godkendt.
Udvalget bemærkede, at udvalget ønsker, at forvaltningen arbejder med det højest
mulige realiserbare ambitionsniveau.
Kilde: Randers Kommune, Miljø- og teknikudvalget, referat fra mødet mandag 31. august 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.