Besluttet 19. august, Klima- og Miljøudvalget, Rudersdal
Status og videre proces for projektforslag om fjernvarme i Vedbæk (E.ON) - Orientering
Klima- og Miljøudvalget besluttede i februar 2026, at forvaltningen skulle anmode Norfors og E.ON om en status for godkendte projektforslag om fjernvarme. Forvaltningen har siden været i dialog med E.ON om projektforslaget for Vedbæk, som blev godkendt af Kommunalbestyrelsen i september 2023.
Kort fortalt
- Hvem
- Klima- og Miljøudvalget, Rudersdal Kommune
- Hvornår
- Onsdag 19. august 2026
- Status
- Besluttet. KLIMA- OG MILJØUDVALGET tiltræder Direktionens forslag.
- Næste skridt
- Forvaltningen bemærker, at der er behov for øget fremdrift i projektet, for at den planlagte fjernvarmeudbygning i Vedbæk kan realiseres indenfor tidsfristen i projektforslaget.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Klima- og Miljøudvalget besluttede den 4. februar 2026 pkt. 4, ( link), at forvaltningen skulle
anmode Norfors og E.ON om en status for godkendte projektforslag om fjernvarme.
Projektforslaget for Vedbæk blev godkendt af Kommunalbestyrelsen den 27. september 2023,
pkt. 20, (link). Herefter har E.ON fem år til at realisere projektet. Når de fem år er gået, har
E.ON forsyningspligt ift. de varmekunder i projektområdet, der har indgået eller indgår aftale
med E.ON om fjernvarmeforsyning. Hvis der endnu ikke er fjernvarme hos alle kunder, kan det
være fx være ved lån af gasfyr eller lignende i tilfælde af, at et gasfyr skulle gå i stykker. Det er
E.ON, der skal sikre varmeforsyningen til disse kunder grundet forsyningspligten. Hvis
projektforslaget skal aflyses, skal E.ON udarbejde et nyt projektforslag, der udlægger området
til individuel forsyning, da projektforslaget er godkendt uden vilkår for bortfald.
Der redegøres i det følgende for E.ONs status og videre proces for projektet om fjernvarme i
Vedbæk. Kort over projektområdet er vedlagt som bilag.
E.ON fastholder projektforslaget om fjernvarmeforsyning af Vedbæk, da
a. projektets forudsætning om varmekapacitet fortsat vurderes realistisk, og da
b. der i et kommende udbud forventes at kunne opnås bedre priser end det første udbud på
anlæg og ledningsnet, som E.ON gennemførte i slutningen af 2024.
E.ONs status for projektet i Vedbæk er vedhæftet som bilag.
Ny varmekapacitet, varmeanlæg på Vedbæk Renseanlæg
En afgørende forudsætning for at kunne forsyne Vedbæk med fjernvarme er, at der laves ny
varmekapacitet. E.ON har sammen med Novafos identificeret et område på Vedbæk
Renseanlæg, hvor der kan etableres en energicentral. Energicentralen vil bestå af to
varmepumper, heraf en vand-til-vand varmepumpe, der udnytter overskudsvarme fra Novafos
renseanlæg.
Der blev i september 2024 givet landzonetilladelse til etablering af anlægget, hvorfor de
overordnede planmæssige rammer er afklaret. Landzonetilladelsen skal udnyttes inden fem år.
Der mangler fortsat at blive givet en række mindre tilladelser fx byggetilladelse til at etablere
anlægget, gravetilladelser i forhold til fjernvarmeledningsnettet og tilladelse til etablering af
oplagspladser mv.
Tilslutning til projektet
Det er en afgørende forudsætning for realisering af projektforslaget, at der kan opnås en
minimumstilslutning til projektet på 70 % af varmeforbruget i området for at sikre tilstrækkelig
selskabsøkonomi i projektet. Det bemærkes, at varmeforbruget beregnes ud fra omfang (MWh)
og ikke ud fra antal bygninger/tilslutninger, da nogle bygninger har et stort varmebehov (f.eks.
en skole) og andre et lille (f.eks. villaer). Der er flere store varmeforbrugere i Vedbæk, bl.a.
flere kommunale bygninger, herunder Vedbæk Skole, der vil være vigtige for projektets
realisering.
E.ON har i 2023 og 2024 afholdt informationsmøder om projektet lokalt i Vedbæk. Dertil har det
løbende været muligt at tilkendegive sin interesse til fjernvarme i området. E.ON planlægger
sideløbende med forberedelse af nyt udbud en kampagne om interessetilkendegivelse om
tilslutning til fjernvarme i Vedbæk.
Ud fra de interessetilkendegivelser E.ON indtil videre har modtaget, har E.ON beregnet, hvor
stor en andel af varmebehovet i Vedbæk interessetilkendegivelserne omfatter. E.ONs seneste
beregning (pr. 23. januar 2025) viser en interessetilkendegivelse svarende til 53 pct. af
varmebehovet. Dette er inkl. kommunale bygninger og Flintemarken.
Nyt udbud skal gennemføres
I slutningen af 2024 gennemførte E.ON første runde udbud af varmepumpeanlæg og
fjernvarmeledningsnet. Situationen i markedet var på daværende tidspunkt, at
leverandørpriserne i fjernvarmebranchen steg betragteligt i takt med, at mange store
fjernvarmeprojekter blev sat i gang samtidigt. Priserne på flere af projektets enkeltdele blev
derfor højere end ventet, hvilket påvirkede den varmepris som kunne tilbydes varmekunderne i
Vedbæk. E.ON besluttede derfor at sætte projektet på hold, indtil et nyt udbud kunne
gennemføres.
E.ON arbejder også på et besparelseskatalog med formål om at opnå en bedre projektøkonomi
og derved sikre at den varmepris som fjernvarmekunderne i Vedbæk kan tilbydes holdes på et
rimeligt niveau. Første trin er dialog med Novafos og markedsdialog med leverandører. Dette
skal lede frem til en ny udbudsproces vedrørende varmepumpeanlæg og
fjernvarmeledningsnet.
Videre proces
Forvaltningen bemærker, at der er behov for øget fremdrift i projektet, for at den planlagte
fjernvarmeudbygning i Vedbæk kan realiseres indenfor tidsfristen i projektforslaget. E.ON vil i
løbet af 2026 præsentere en mere detaljeret tidsplan for projektet, herunder den videre
afklaring af interesse for tilslutning til fjernvarme blandt borgere i området. Forvaltningen vil
frem mod præsentationen af tidsplanen løbende være i dialog med E.ON.
Indstilling
Direktionen forslår, at sagen forelægges til orientering.
Beslutning
KLIMA- OG MILJØUDVALGET tiltræder Direktionens forslag.
Kilde: Rudersdal Kommune, Klima- og Miljøudvalget, referat fra mødet onsdag 19. august 2026, punkt 6. Læs den originale sag hos kommunen.