Besluttet 19. august, Klima- og Miljøudvalget, Rudersdal
Pejling forud for trafikbestilling 2027 - Beslutning
På udvalgsmødet den 6. maj 2026 efterspurgte Klima- og Miljøudvalget et forbedringskatalog fra Movia, der skulle indeholde forslag til forbedring af busdriften samt en estimeret pris for de enkelte tiltag.
Kort fortalt
- Hvem
- Klima- og Miljøudvalget, Rudersdal Kommune
- Hvornår
- Onsdag 19. august 2026
- Status
- Besluttet. KLIMA- OG MILJØUDVALGET tiltræder Direktionens forslag.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Rudersdal Kommune skal, sammen med de øvrige ejere af Movia, årligt afgive en
trafikbestilling til Movia af busdriften i kommunen det kommende år. Kommende bestilling skal
afgives senest den 31. oktober 2026 og vil gælde fra sommer 2027.
Økonomisk ramme
Movias bestyrelse har i juni 2026 førstebehandlet deres budget for 2027. Budgettet medfører,
at Rudersdal Kommune har udgifter til den kollektive bustrafik i 2027 på 35,2 mio. kr. inkl.
fællesudgifter, flextur og plustur. De 35,2 mio. kr. er udtryk for et uændret serviceniveau i
forhold til 2026. På mødet i Klima- og Miljøudvalget den 6. maj 2026 var Movias
budgetoverslag på mellem 30,2 - 33,3 mio. kr.
Som led i budgetaftalen for 2026 blev det besluttet at afsætte yderligere 1,5 mio. kr. i 2027 og
3,0 mio. kr. årligt i 2028 og frem til brug for forbedring af den nuværende service på kollektiv
trafik ved en øget busdrift.
Det bemærkes, at der i Rudersdal Kommunes besparelseskatalog for budget 2027 indgår et
forslag om at tilbagerulle de 1,5 og 3 mio. kr. Derudover er der i de tekniske korrektioner til
budgetforslaget 2027 indarbejdet en nedjustering på 4,8 mio. kr. på busdrift, hvorefter
Rudersdal Kommunes budget vil være på niveau med Movias nuværende budget for
kommunen. Herefter er der ikke et økonomisk råderum til større forbedringer som beskrevet i
forbedringskataloget.
Nyt Ringnet
Busnettet i Rudersdal Kommune har for nylig gennemgået væsentlige ændringer med
indførelsen af Nyt Ringnet i 2025, og effekterne af indførelsen er endnu ikke evalueret. Første
evaluering er planlagt til at finde sted efteråret 2027.
Forbedringskatalog
I forlængelse af Klima- og Miljøudvalgets ønske om et forbedringskatalog, har forvaltningen
haft indledende drøftelser med Movia om mulige forbedringer, som fremgår af det vedlagte
bilag.
Forbedringskataloget indeholder følgende muligheder:
Opgradering af aftendrift på linje 191 til 2 afgange/time (0,6 mio. kr. årligt)
Opgradering af aftendrift på linje 193 til 2 afgange/time (0,4 mio. kr. årligt)
Opgradering af linje 385 – 2 afgange/time hele dagen på hverdage og aftendrift til kl. 24
alle dage (0,4 mio. kr. årligt)
Ny linje Vedbæk-Trørød-Holte (1,6 mio. kr. årligt)
Forlængelse af evt. ny myldretidslinje mellem Holte og Nærum til Vedbæk via Trørød (1,3
mio. kr. årligt)
Ændringer på linjerne 191 og 193 forudsætter accept og enighed med Lyngby-Taarbæk
Kommune, da de to linjer er tværkommunale buslinjer.
Forvaltningen vurderer, at de beskrevne muligheder på sigt kan være relevante at undersøge
nærmere, men at der pt. bør fokuseres på at stabilisere den eksisterende drift, da der aktuelt
opleves køretidsudfordringer på flere linjer.
Underskriftindsamling vedr. omlægning af busdrift for linje 196
Forvaltningen har modtaget en underskriftsindsamling fra borgere, der ønsker, at busser ikke
længere skal benytte Bregnerødvej og Kajerødvej. For nuværende rutenet i kommunen er det
buslinje 196, der kører via de to veje. Det vil bl.a. betyde, at stoppet ved Mosevangen vil blive
nedlagt, og at stoppene på Birkerød Parkvej vil få halveret deres frekvens fra fire
afgange/timen i hver retning til to afgange/timen i hver retning.
Køretidsudfordringer på flere linjer
Der opleves køretidsudfordringer på de tværkommunale buslinjer med Lyngby-Taarbæk
Kommune og Birkerød Linjerne, som er interne buslinjer i Rudersdal Kommune. Nedenfor er
beskrevet flere tiltag, som kan bidrage til at stabilisere driften.
1) Rudersdal – Lyngby-Taarbæk - drift af 191 og 193
De tværkommunale linjer 191 og 193 kører i Rudersdal og Lyngby-Taarbæk Kommune.
Linjerne har oplevet køretidsudfordringer efter indførelsen af de nye ruteføringer i Nyt Ringnet
I marts 2026 orienterede Movia kommunerne om problemerne på de to linjer og om forskellige
løsningsforslag inkl. estimerede konsekvenser for tilskudsbehovet. Det blev besluttet at løse
problemet midlertidigt således, at den nuværende drift indtil videre er opretholdt. Udgiften indtil
køreplanskift i juni 2027 er indeholdt i Movias budget for 2027.
I henhold til vedhæftet notat kan der opnås en stabilisering af den eksisterende drift via et øget
tilskud på 0,9 mio. kr. for et halvt år i 2027, og 1,8 mio. kr. årligt for 2028 og frem.
Alternativet hertil er at omfordele ressourcerne, hvilket giver forbedringer nogle steder og
forringelser andre steder.
Da linjerne er tværkommunale, skal der opnås enighed mellem kommunerne.
Forvaltningen har drøftet mulighederne administrativt med Lyngby-Taarbæk Kommune, og på
den baggrund er det anbefalingen at stabilisere den eksisterende drift, og at eventuelle
reduktioner bør ske efter evaluering af driften i Nyt Ringnet.
2) Birkerød - Birkerødlinjerne 196, 197 og 198
Birkerødlinjerne 196, 197 og 198 er udfordret på køretid, og der er ofte forsinkelser. I
forbindelse med udbud af linjerne blev det i sin tid besluttet at indkøbe en ekstra bus, der skal
bidrage til at sikre, at køreplanerne overholdes, og at der kan etableres faste minuttal for at øge
brugervenligheden.
Movia har herudover undersøgt, om busnettet i øvrigt kan justeres via den ekstra bus. En
mulighed er at afkorte linje 196 og 198, så linje 196 alene kører mellem Birkerød Station og
Soldraget og ikke længere til Bistrup Trafikplads, mens linje 198 ikke længere kører på den
yderste del af Blokken. Hvis linjerne afkortes, vil det give mere køretid til den resterende del af
køreplanen og derved mulighed for hyppigere frekvens.
Forslagene koster mellem 0,3 - 1,8 mio. kr. årligt i øget tilskud, og de er nærmere beskrevet i
vedlagte bilag.
Forvaltningens anbefaling
Forvaltningen bemærker, at det generelt er væsentligt at sikre stabilitet og forudsigelighed i
den kollektive trafik. Hyppige ændringer i rutenet og drift kan skabe usikkerhed blandt borgere
og forringe overskueligheden, hvilket kan påvirke passagertallet negativt.
I lyset af det økonomiske råderum, de aktuelle køretidsudfordringer på flere linjer i kommunen
samt de betydelige ændringer, som busnettet i Rudersdal Kommune for nylig har gennemgået
med indførelsen af Nyt Ringnet i 2025, er det forvaltningens anbefaling, at eventuelle tiltag
primært rettes mod en stabilisering af driften, og at der udvises tilbageholdenhed med større
omlægninger. Dette skal samtidig sikre, at effekterne af Nyt Ringnet er tilstrækkeligt evalueret
forud for nye større omlægninger.
I den forbindelse anbefaler forvaltningen, at dialogen med Movia om den kommende
trafikbestilling centreres om at opnå størst mulig bevarelse og stabilisering af ruterne 191/193
og 196/197/198 inden for de 1,5 mio. kr. servicemidler i 2027 og 3. mio. kr. i 2028 og at
eventuelle øvrige ønsker til ændringer i busnettet afventer bl.a., at Nyt Ringnet er bedre
implementeret. Forvaltningen afklarer med Movia, hvordan den øgede kapacitet i
Birkerødlinjerne som følge af ekstra bus bedst udnyttes.
Vedr. underskriftindsamlingen bemærker forvaltningen, at den foreslåede omlægning af linje
196 vil få uhensigtsmæssige konsekvenser for den samlede linjeføring, da bussen med
omlægningen ikke vil kunne betjene bl.a. Birkerød Parkvej. Forvaltningen anbefaler derfor ikke
en omlægning.
Inden udvalget bliver præsenteret for det endelige udkast til trafikbestilling hos Movia, vil
udmøntningen af de 1,5 mio. kr. i 2027 og de 3 mio. kr. i 2028 jf. budgettaftalen skulle
behandles i budgetforligskredsen.
Indstilling
Direktionen foreslår, at forvaltningens dialog med Movia, forud for trafikbestilling 2027, er
centreret om at opnå størst mulig bevarelse og stabilisering af ruterne 191/193 og
196/197/198 inden for de 1,5 mio. kr. servicemidler i 2027 og de 3 mio. kr. i 2028.
Beslutning
KLIMA- OG MILJØUDVALGET tiltræder Direktionens forslag.
Kilde: Rudersdal Kommune, Klima- og Miljøudvalget, referat fra mødet onsdag 19. august 2026, punkt 8. Læs den originale sag hos kommunen.