Besluttet 9. september, Klima- og Miljøudvalget, Rudersdal
Scenarier for udskiftning af træer i Birkerød Hovedgade og inddragelsesproces - Orientering
I budget 2026 er der afsat midler til udskiftning af træer i Birkerød Hovedgade. Forvaltningen har arbejdet med mulige scenarier til realisering af projektet og bevarelse af Birkerød Hovedgade som et grønt handelsstrøg.
Kort fortalt
- Hvem
- Klima- og Miljøudvalget, Rudersdal Kommune
- Hvornår
- Onsdag 9. september 2026
- Status
- Besluttet. KLIMA- OG MILJØUDVALGET tiltræder Direktionens forslag.
- Næste skridt
- Forvaltningen anbefaler, at scenarierne præsenteres for eksterne parter, herunder Bylivsnetværket, Erhvervsrådet, Handelsstandsforeningen, Klima- og Biodiversitetsrådet og interesserede borgere.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Miljø- og Teknikudvalget godkendte i juni 2019, pkt. 4, (link), ”Strategi for træer i bycentre og
langs veje 2019 – 2028”, som opstiller en vision for kommunens vejtræer.
Strategiens otte indsatsmål sætter retningen for forvaltningens arbejde med vejtræer. Et af
indsatsmålene, ”Gode træer i bycentre”, lægger op til, at kommunens bycentre er grønne og
har træer, der egner sig til placeringen. Hovedprincippet i træstrategien er, at træer
undtagelsesvis må fældes og altid erstattes 1:1 ved nyplantning på eller nær lokaliteten.
Birkerød Handelsstandsforening har af flere omgange over for kommunen udtrykt ønske om
udskiftning af træerne i Birkerød Hovedgade.
Miljø- og Teknikudvalget godkendte i november 2019, pkt. 10, (link), plan for udskiftning af
træer i Birkerød Hovedgade, og i perioden mellem 2019 og 2021 blev fire akacietræer udskiftet
til lavere træer og yderligere tre træer blev afviklet uden genplantning.
Handelsforeningen har efterfølgende gentaget sit ønske om udskiftning af akacietræer i
Birkerød Hovedgade. Baggrunden er, at butiksejerne fortsat klager over gener fra
akacietræernes blade, frø og pollen, og svineri som følge af fugle i træerne.
Der er i budget 2026 på projekt 152243, Udskiftning af træer i Birkerød Hovedgade, afsat 2
mio. kr. i både 2026 og 2027 til udskiftning af træerne i hovedgaden.
Forvaltningens vurdering
Forvaltningen har ikke modtaget klager over træer på Birkerød Hovedgades tre torvepladser,
hvorfor forvaltningen vurderer, at det er de 26 akacietræer i de smalle butiksstrøg, som opleves
generende.
Det er en forudsætning for udskiftning af træerne, at der vælges en eller flere træsorter, som
fremover kan imødegå de oplevede gener. De nye træer skal således bl.a. være lavere og på
anden vis imødegå de udfordringer, der opleves med de nuværende træer.
Udvidelse af bede i forbindelse med udskiftning
Udskiftningen af træerne kan ske ved erstattende træplantning i eksisterende bede, som
eventuelt udvides under belægningen. Men det er også muligt at tilføje handelsgaden mere
beplantning, ved at udvide bedene på terræn. Muligheden for at udvide eksisterende bede
understøtter kommunens Biodiversitetsstrategi 2025 og Planstrategi 2024, der begge peger på
et øget fokus på begrænsning af befæstede arealer samt etablering af flere grønne elementer i
byrum for at styrke biodiversitet, klimatilpasning og bykvalitet.
En udvidelse af bedene i Birkerød Hovedgade har flere fordele:
Belægningsgraden kan reduceres, hvorved mere regnvand kan nedsive og fordampe.
Der kan indarbejdes en samlet regnvandsløsning, for gadens overflade- og tagvand.
Der kan skabes øget biodiversitet i bymidten.
En øget begrønning kan danne ramme for ophold- og udeservering, leg mv.
Scenarier
Forvaltningen har udarbejdet tre scenarier til fastholdelse af en grøn Birkerød Hovedgade, jf.
bilag:
Scenarie 1 – de eksisterende 26 akacietræer i de smalle butiksstrøg udskiftes 1:1, med
lavere træsort, og;
a) omkring de nye træer etableres beplantede bede, ca. 2x2m, med 10cm høj
stålkant, eller
b) omkring de nye træer etableres en stålrist, ca. 2x2m, i niveau med belægning.
Scenarie 2 – de eksisterende 26 akacietræer i de smalle butiksstrøg ryddes, og der
etableres plantebede med blandet beplantning inklusive træer og opholdsmuligheder mv.
i gadens midterzone.
Scenarie 3 – de eksisterende 26 akacietræer i de smalle butiksstrøg ryddes, og der
etableres plantebede – grønne øer - med blandet beplantning inklusive træer i gadens
kantzone.
Videre proces
Forvaltningen anbefaler, at scenarierne præsenteres for eksterne parter, herunder
Bylivsnetværket, Erhvervsrådet, Handelsstandsforeningen, Klima- og Biodiversitetsrådet og
interesserede borgere. Parternes inviteres til at drøfte scenarierne, belyse fordele og ulemper
ved de enkelte samt give input til en endelig politisk beslutning om valg af scenarie.
Arkitektur- og Byplanudvalget vil blive forelagt en sag med henblik på beslutning af scenarie,
proces for udskiftning af træer samt frigivelse af anlægsbevilling.
Indstilling
Arkitektur- og Byplanudvalget
Direktionen foreslår, at Arkitektur- og Byplanudvalget godkender, at forvaltningen
præsenterer scenarierne eksternt, herunder for Bylivsnetværket, Erhvervsrådet,
Handelsstandsforeningen, Klima- og Biodiversitetsrådet og interesserede borgere mhp.
på input til valg af tilgang til genplantning af træer i Birkerød Hovedgade.
Klima- og Miljøudvalget
Direktionen foreslår, at sagen forelægges til orientering.
Beslutning
KLIMA- OG MILJØUDVALGET tiltræder Direktionens forslag.
Kilde: Rudersdal Kommune, Klima- og Miljøudvalget, referat fra mødet onsdag 9. september 2026, punkt 11. Læs den originale sag hos kommunen.